Anmeldelse. Mein lieber Kristian fortæller historien om flere skæbner, der er bundet til de danske flygtninge lejre ved Karup under og efter Anden Verdenskrig.
I slutningen af Anden Verdenskrig modtog Danmark omkring 250.000 flygtninge fra Preussen, det østligste Tyskland. Det var mennesker, som blev jaget ud af deres hjem med timers varsel i det de gik og stod i. Med trussel om død og voldtægt slæbte tusinder sig igennem snemasserne, overlevede på ingen ting, begravede gamle og børn undervejs i vejsiden, kom om bord på skibe under beskydning, tusindvis druknede…og de heldigste kom i land i Danmark. Den folkefordrivelse der var tale om gør man sig næsten ikke begreb om. Tyskerne havde ikke været mindre hårdhændede i Sovjetunionen, men det gjorde det ikke lettere at udholde.
Flygtningene kom til Danmark i den sidste af tid af krigen og lige efter. Børn døde i hobetal efter strabadserne og diare og generel mangel på lægehjælp. Korsene står endnu rundt omkring. Alene på Vester Kirkegård i København er der knap 10.000 kors over – primært – døde børn. De to forfatter peger på kolde vintre, dårlig og sparsom kost og utilstrækkelig lægehjælp som hovedårsagerne til de mange dødsfald, men i ligningen må nok også lægges udmattelse, sygdomme og strabasser fra flugten.
Da krigshandlingerne blev indstillet, kunne de ikke rejse hjem til Østpreussen. Russerne ville ikke have dem, og i den vestlige del af Tyskland var der kaos, mangel på mad, udbrændte byer. Der kunne man heller ikke rejse hen. Og så måtte de jo blive i Danmark, selvom Danmark langt fra var begejstret for at have fjenden boende i tusindtal. Danmark ville for alt i verden undgå, at de fik arbejde og blev og endte med at blive et belastende mindretal.
Løsningen var internering i lejre på de øde hede strækninger i Vestjylland. Omkring Karup hede blev der interneret omkring 20.000 flygtningen indtil 1949 før alle var sendt hjem igen. I dag er Sjælsmark Kaserne omdiskuteret som udrejse center, men den gang blev flygtningene hegnet ind med tråd og bevæbnede vagter med ordre til at skyde skulle sikre, at de ikke omgikkes den lokale befolkning.
Men over flere år lykkes det ikke ret godt at holde befolkningerne adskilt. Der var et stort overtal af kvinder blandt flygtningene, og for nogle af egnens mænd så stor en attraktion, at det udviklede sig til regulære bordeller. Men er opstod også sød musik, og nøglen i ”Mein Lieber Kristian” er den brevveksling som udviklede sig mellem vestjyden Kristian og østpreusseren Margarethe. Forholdet holdt efter hun kom hjem til Tyskland og Kristian bekæmpede modigt papirtigerne og fik sin Margarethe til døden dem skilte. En smuk historie.
Og måske også en lidt kontroversiel historie. For selvom historien om de danske flygtninge i Danmark ikke er ukendt, så er vi ikke gode til at huske på den. Eller beslutte os for, hvad vi kan lære af den. Den beslutsomme og hårdhændede behandling skal jo ses i lyset af, at det blot var 25 år siden Sønderjylland blev frigivet fra Preussen, at vi lige havde været besat at Tyskerne og havde været tvunget til at arbejde for dem, se vores landsmænd skudt – og samtidig kom holocaust for en dag. Der var ikke meget at holde af tyskere for på det tidspunkt. De fik mad og husly og sikkerhed. I mange andre lande blev tyskere skudt på stribe. Opgøret efter kapitulationen var ikke et kønt syn nogen steder.
Forfatterne er de to journalister Jens Peder Østergaard og Jakob Thorup Thomsen har researchet og interviewet til beretningen, som er ganske personlig med brevene. Men de to journalister er også gode til at fortælle den store fortælling og sætte beretningerne i perspektiv. Bogen er fint indbundet.
Jens Peder Østergaard og Jakob Thorup Thomsen
Mein lieber Kristian
Turbine Forlaget
2019
Please wait...