Anmeldelse: Centraleuropa – hvor er det? Det er der pænt uenighed om. Uenigheden tog fart efter 1. verdenskrig, da sejrherrerne skulle finde en nyordning af Europa. De splittede det østrig-ungarske kejserdømme og forsøgte sig som – men siden er det lavet om flere gange. Vibe Termansen, historiker og journalist, har skrevet om ”kampen om Centraleuropa”.
Selvom det er en kamp der finder sted lige undre vores næser i Danmark har vi en tendens til at over se et problemfelt, som er stærkt centralt for vores nabolande sydpå. Centraleuropa kunne fx være et Polen som strakte sig ned til Sortehavet, hen over dagens ukrainske område. Sådan har det været før, og der er polakker, der mener at det bare var rimeligt. Ungarn var før en del af et kejserrige og er nu skrumpet betragteligt. Så meget at mange ungarere slet ikke bor i Ungarn. Det kunne andre, især ungarer, synes skulle ændres. Og lige efter 1. verdenskrig boede der tyskere mange steder uden for Tyskland. I 1930’erne sørgede Adolf Hitler for, at områder som Østrig, Sudeterland, Saarland og Elsass igen blev til Tyskland.
Det er slet ikke let, hvis ikke umuligt, at finde en løsning, som alle ville blive tilfreds med. Dertil har krige og historien flyttet rundt på for mange grænser og befolkninger. Fx Polakkerne, der ligesom tyskerne, blev folkeforflyttet flere hundrede kilometer mod vest efter 1945. Og Polens kortet er et helt utroligt yo-yo kort, som udvider sig og i perioder helt forsvinder og drukner mellem de magtfulde naboer Preussen, Rusland, Østrig-Ungarn. Sovjetunionen og Tyskland indgik i 1939 en hemmelig aftale, hvor de hver nuppede sin del af Polen. Tyskerne blev til sidst tvunget ud, men russerne blev indtil 1990.
Video: Guy Verhofstedt i EU-parlamentet skælder ud på den ungarske leder Victor Orban, som sådan set bare får flere tilhængere hjemme, når Ungarns fjender skælder ud.
Vibe Termansen beskriver historien og hjælper med en større forståelse af de lande, som set med vesteuropæiske standardbriller går over stregen i deres iver efter at plyndre unionen for så mange midler som overhovedet muligt, samtidig med at deres ledere glider længere mod det totalitære – ”jeg alene vide”. Polen og Ungarn er meget forskellige lande, men begge føler de sig omringet af fjender og fjolser som ikke vil dem det godt. De leder på en stærk nationalistisk dem-mod-os tankegang. De ser begge at de bygger på stærk kristendom, mens Vesteuropa synker ned i et morads af muslimske indvandrere.
Vibe Termansen kan også underholdende, med udgangspunkt i blandt andet italienske Casanova, som kopulerer sig vej gennem Rusland, fortælle om kampen om civilisationen. Om det har noget med solens bane at gøre er ikke til at vide, men Franskmændene ser lidt ned på tyskerne som mere rå og uciviliserede, og tyskerne ser igen ned på polakkerne som lidt tilbagestående, som til gengæld ikke er imponerede over hviderusserne, der er chokeret over russerne – som ser mod Sibirien for at finde de mest tilbagestående. Sådan beskrives det af Wolfgang Büscher i hans Berlin-Moskva bog.
Vibe Termansen er inden på det noget af det samme. Og det er jo ikke umuligt at alle har ret. Men man forstår også at Polakker og Ungarer kan være lidt pikeret over tanken. Polakkerne mener selv at dokumentere, at demokrati er opstået hos dem…som et argument hos dem der nu er ved at afskaffe demokrati. Og ungarerne ser sig selv som de sande forsvarer af europæiske værdier. Når det er Centraleuropa, så er det vil også helt centralt. Og Europas geografiske midtpunkter, næsten uanset hvordan det beregnes havner også et sted i Polen / Slovakiet.
Central – og Østeuropa er vanskeligt – og alligevel vigtigt – for os at forstå, og Vibe Termansen er en dygtig guide, som på 200 pænt underholdende sider får os skibet igennem flere hundrede års historie, fine anekdoter om karakterer som Victor Orban, Wilson, Casanova, Masaryk og Kaczyński mfl. Og ikke mindst får hun forklaret især Polsk og Ungarsk indenrigspolitik. Mest så vi ved det, for det er vanskeligt at forstå og acceptere – og EU må ikke acceptere – at medlemslandene forlader deres demokratiske grundlag. Det bliver slagsmålet de kommende år, så nok værd at forstå lidt bedre.
Tysklands ambitioner om at være Centraleuropa og i 1903 tegnede en professor i Geografi et kort over Tyskland, det storgermanske område, som omfattede det nuværende Tyskland, Østrig-Ungarn, en stor del af Polen og Ukraine og hele området ned til Sortehavet. En af fortalerne var Friedrich Naumann, som med udgangspunkt i Middelalderen argumenterede for, at det var det område, som tyskerne havde civiliseret og derfor det naturlige, tyske område.
Polakkerne var fx ikke tilfredse og i 1410 kom det til det store slag ved Tannenberg / Grünwald, hvor den polske helt Jagiełło slog de tyske korsriddere i et afgørende slag. I alle polske byer er den sejr mindet. Tyskerne, med Hindenburg i spidsen, slog igen ved Tannenberg i 1914 og besejrede Polen. Tyskerne fik det ikke som de ønskede det i 1918 da de tabte 1. Verdenskrig, og revanchen kom så i 2. verdenskrig, hvor Tyskland for en stund var herrer over ikke blot området ned til Sortehavet, men i tillæg også Karl den Store Rige med Frankrig og mere til.
Der er virkeligt mange kringelkroge, anekdoter og historier at fortabe sig i. Men Vibe Termansen er superguiden, som får os hevet med i land.
Vibe Termansen, f. 1977, er historiker og journalist og hun dækkede i mange år Centraleuropa for Weekendavisen og Information. Hun er netop vendt hjem fra en stilling på Den Danske Amabassade i Warzawa.
Vibe Termansen
Kampen om Centraleuropa
Gads forlag
2019
215 sider
Please wait...