9. juli 1920 kan Christian 10. ride over grænsen til Nordslesvig, der nu er blevet til Sønderjylland og Danmark i gen. Flag, sang og taler. Hesten er hvid og lever op til en gammel spådom om, at Danmark igen ville blive dansk og kongen vende tilbage på en hvid hest. Hesten hed Malgré Tout - og spørg lige din nabo om, hvad farve kongens hvide hest har. Han ved det måske ikke.
Anmeldelse. 1920 var året, da Sønderjylland blev genforenet med Danmark efter at havde erobret af Preussen i krigen i 1864. 100 år siden. I dag tager vi det helt naturligt, at Tønder, Åbenrå, Sønderborg, Als, Haderslev, Gram mv hører til Danmark. Men det var ikke nogen selvfølge. Kampen om grænsen var et stort politisk drama, og var det endt anderledes – så havde Danmark været et andet land i dag. Journalist og historiker Simon Kratholm Ankjærgaard har fulgt i fodsporene af hovedpersonerne i dramaet.
Tyskland taber 1. verdenskrig: Kaos
Hvordan kunne Danmark have været anderledes, hvis det var gået anderledes dengang i 1920. Krudtet fra 1. verdenskrig var knap tørt, da dansksindede i Nordslesvig (Det nuværende Sønderjylland) og danske politikere gik i gang med at presse på for at få ændret grænserne i forbindelse med at de allierede fastsatte fredsbetingelserne for Tyskland. Tysklands nederlag var danskernes chance. Det måtte ikke forpasses.
Den Tyske Kejser var abdiceret den 9. november 1918, der var revolutionstilstand i Tyskland og Weimar republikken var lige blevet udråbt, da Reichstagspolitiekeren H.P. Hanssen, Landstagpolitikerne Nis Nissen og Hans Diderik Kloppenborg-Skrumsager gik ind i Reichstag for at en tilkendegivelse fra det tyske styre om at selvbestemmelse burde gælde i Slesvig. Hanssen beskrev Reichstagen i Berlin i de dage som fuld af soldater, møgbeskidt og vandaliseret.
Det har været kaotiske dage i Tyskland, og det er ganske imponerende at de danske udsendinge fik kontakt til den tyske regering, fik forhandlet i Danmark og kommunikeret med de allierede alt imens de skændtes indbyrdes om, hvilken løsning der var den bedste. Der blev arbejdet dels for at det skulle være de allierede der besluttede modellen,, og så på at påvirke den beslutning så meget som muligt. En ensidig dansk beslutning ville have skadet forholdet til Tyskland i fremtiden, og da naboen ikke ser ud til at flytte lige foreløbig, så er Danmark bedst tjent med beslutninger, som ikke tromler naboen. Det havde vi jo forsøgt i 1864, og det gik som bekendt ikke godt. Det startede i virkeligheden suppedasen.
Det var en unik historisk situation, og når det lykkes de danske politikere at udnytte situationen så godt uden at blive alt for uvenner med tyskerne, så er det en kadeau til de danske politikere og diplomater som lykkes. Og til de dansksindende syd for grænsen, som målrettet havde forberedt sig på at gribe chancen og have folket bag sig, da muligheden bød sig.
Youtubevideo: En lille, kort og munter introduktion fra Den Sorte Skole til genforeningen i 1920 - og historien om, hvorfor det overhovedet var nødvendigt at genforene.
Ingen garanti for en ny grænse
Der var ikke enighed blandt de dansksindede om, hvordan en ny grænse skulle trækkes: afstemning eller som en betingelse fra de allierede. Skulle grænsen ligne den i dag, skulle Flensburg med…eller skulle den måske gå helt nede ved Dannevirke. Det endte med den grænse vi har i dag og Danmark voksede med 4.000 kvm2 eller 10 procent og 160.000 borgere. Men forestil dig alternativerne til den grænse vi har i dag:
Scenarie 1. Flensborg blev en del af Sønderjylland. Flensburg, som overvejende var tysksindet, kunne være havnet på danske hænder. Det havde ændre balancen i Danmark med en ekstra storby i Jylland. Århus står lidt alene som den jyske metropol, men med Flensburg på nord-syd aksen, havde der måske været bedre balance i snakken om Udkantsdanmark – og i hvert fald havde vi haft en Alsbro fra Fyns Hav til Bøjden for at binde landet sammen. Måske havde vi også haft snakken om ikke Slesvigske Parti, som repræsenterer tyske interesser, havde lidt for stor indflydelse i Folketinget? Det var i Folketinget fra 1920-43.
Scenarie 2. Danmark til Dannevirke – eller Ejderen havde betydet at hele Slesvig var kommet tilbage til Danmark – og helt mod princippet om at Holstein og Slesvig aldrig måtte deles. Det løfte hang tyskerne sig meget i, og en af skræmmekampagnerne på tysk side var, at slesvigere ville ende som jyder, hvis grænsen gik længere mod syd. Alt imens danskerne bemærkede, at området stort set havde været dansk i 1000 år. Var det Danmark til Dannevirke var Danmark vokset med 20 procent. Mest landbrugsjord. De, der argumenterede for grænsen til Dannevirke mente, at det var en naturlig grænse, som havde holdt i tusinde år. Det er også en særegen oplevelse at man skal 100 kilometer syd for grænsen for at se Danmark største fæstningsværk nogensinde.
Scenarie 3. Ingen genforening. Det lykkes ikke politikerne at finde en mulighed – eller afstemningerne faldt helt ud til tysk side. I så fald havde vi i dag handlet i grænsekiosken syd for Kolding og Danfoss fabrikkerne havde måske været kendt som Schlesvigfoss. I hvert fald blev en af Danmarks store virksomheder, Danfoss, grundlagt af Ingeniør Mads Clausen i 1933 på forældrenes gård i Elsmark sydøst for Nordborg. I 2001 var det Danmarks største virksomhed. Men kun fordi grænsen flyttede sig. Det er let i dag at se genforeningen som helt naturlig, men der er jo ikke tale om en naturlov. Det kunne være endt uafgjort.
Kort: Marianne2016,Zoneindelingen i Slesvig i 1920, fra Wikipedia (CC BY-SA 4.0)
Afstemningen i zone 1
Slagsmålene i årene op til 1920 handlede altså om, hvordan afstemningerne skulle forløbe, hvad der skulle stemmes om, om der overhovedet skulle stemmes. Og uenighederne indbydes var så store, at scenarie 3 måske ikke var helt usandsynligt. H.P Hanssen: ”Den store fællesopgave er at øge de danske stemmer i stedet for at spilde kræfterne på en indbyrdes krig”. H.P. Hanssen var ikke hvem som helst.
H.P. Hanssen boede syd for grænsen og havde dedikeret hele sit liv til at nå genforeningen. Han var indvalgt i den tyske Reichstag – og han opnåede samtidig at være minister i Danmark, da han havde dobbelt statsborgerskab. Han blev minister for genforeningen i den radikale Zahle-regering. Det var noget der oprørte venstrefolkene, som havde regnet H.P Hanssen for en af deres egne.
Men det endte med valg i 2 zoner, hvor Flensborg hørte til anden zone, og zonerne blev tømt for tysk militær og administration og i stedet rykkede britiske og franske soldater ind og varetog ro og orden, så afstemningerne kunne forløbe fredeligt.
Det første valg var i den nordlige zone og mennesker der var født der havde stemmeret. Mange var flyttet til Danmark og de blev sejlet med skibe og særtog fra DSB ind til afstemningerne i stor stil. Det samme gjaldt for tyskerne. Der blev slået på det nationale. En dansk plakat lød: ”Nu kalder Danmark paa sine børn” og en tysk lød: Wir wollen Deutsch sein wie unsere Väter waren”. Eller endnu være i tyske øre: ”Achtung! Bist du Schleswiger oder Jüte. Stimmst du für Dänemark wirst du Jüte. Stimmst du für Deutschland bleibst du was du warst: Schleswiger!”. Der var ikke den store lyst til at blive jyder blandt tyskerne. Og det var jo det de endte med at blive: Sønderjyder og ikke Nordslesvigere.
Den anden zone gik det ikke så godt i set med danske øjne. Zone 2 forblev tysk. I den første zone stemte enkelte byer tysk – fx Tønder eller Tondern – men byen endte alligevel i Danmark, da det omgivende land blev dansk.
Den danske konge begår statskup
I København gik det helt galt. Kong Christian 10 var for dannevirkegrænsen som den naturlige del af hans monarki. Da regeringen ikke støttede ham fyrede han Zahle regeringen på gråt papir lige før Påske. Men sådan var spillereglerne ikke. Kongen havde begået et statskup og folk samledes på slotspladsen og råbte ”Ned med Kresjan”. Han besindede sig, og selvom det står i Grundloven at det er Kongen der bestemmer, så er det bare ikke sådan, og sker det igen bliver Danmark republik. De må nøjes med apanagen. Sådan er det.
Det var dramatisk og er pensum for enhver statskundskabsstuderende i Danmark. Det var Stauning der fik reddet stumperne. Og gu ve, hvorfor politikerne holdt hånden over kongen og ikke afsatte ham. Tyskerne var jo lige sluppet for deres Kejser? Måske var det for at få ro hurtigst muligt og få fokus tilbage på at få Sønderjylland hjem? Berlin-guide gætter. Nogen har sikkert gjort overvejelsen.
Genforeningen 9 juli 1920
Og endelig, den 9. juli, havde folket tilgivet kongen påskekrise og statskup og han kunne ride over grænsen og gennem æresporte i det nye Sønderjylland på sin hvide hest Malgre Tout, som var pletkalket i dagens anledning. Læs mere om Malgre Tout og andre berømte heste her.
Journalist og historiker Simon Kratholm Ankjærgaard har skrevet bogen i samarbejde med Ole Sønnichsen. Historien er næsten spændende som en kriminalroman og vi kommer med tæt på hovedpersonerne og forhandlingerne og skænderierne og intrigerne. Den tyske side fylder ikke så meget i bogen, men der må have været stærke kræfter, der trak den anden vej. Der er gået meget research i bogen, men man mærker at både historikeren og journalisten har arbejdet her, for det er virkeligt velfortalt og uden et stort fodnotetyranni. Der er fokus på fortællingen og dramaet - og det var politikkere, der kunne dele nogle håndmadder ud.
Bogen i sig selv er et udstyrsstykke med masser af store flotte fotos fra tiden af personer og begivenheder. Der er valgplakater, malerier og kort. Der er luft på siderne og gode bogstaver. En lidt stor sag at have med i sengen, hvis det er der du foretrækker at læse. Men de flotte illustrationer undskylder det hele.
Når bogen også er værd at læse for berlin-guides læsere er det for at få en dybere forståelse af forholdet mellem Danmark og Tyskland gennem tiden. Hvor det som oftest har været godt, og stort set alle danske regenter har haft tysk blod i årene, så er det de sidste 150 år gået alvorligt galt flere gange: Krigen i 1864, sønderjyder i tysk trøje i 1. Verdenskrig og besættelsen i 1940-45. Vi har ikke haft meget at holde af tyskerne for, men vi er dog så meget kræmmere at handlen de fleste år har fungeret til i hvert fald dansk fordel. De generationer, som kunne huske genforeningen, er her ikke mere, og der er er kun få tilbage fra den danske modstandskamp i 2. verdenskrig. Til gengæld har vi Brexit, Trump i det hvide hus og et Tyskland, der er den bedste udgave af sig selv nogen sinde. Grænsen har vi efterhånden vænnet os til.
Spændende historie, god fortælling og flot indpakning. Det er 3:0 til "Genforeningen 1920". God læselyst.
Læs iøvrigt mere om Genforeningen i 1920 her.
Simon Kratholm Ankjærgaard
i samarbejde med Ole Sønnichsen
Genforeningen 1920
Lindhardt & Ringhof
2019
Please wait...