Ulrich Mack: Kennedy in Berlin

Anmeldelse. Den amerikanske præsident John F. Kennedy besøgte Berlin på en onsdag i 1963, og formåede at skrive verdenshistorie og vise, at amerikanerne stod på Vestberlins side i konfrontationen med Sovjetunionen. I bogen ”Kennedy i Berlin” vises fotografier af fotografen Ulrich Mack fra Kennedys rejse til Tyskland 23-26. juni 1963. Bogen er udgivet i forbindelse med 50 året for besøget. I alt 120 sort-hvide fotografier.

Fotografierne tager det meste af pladsen i bogen og der er relativt lidt tekst. Ulrich Mack er en kendt tysk fotograf, som især omtales for sin World Press Photo Award fra 1964 for Most Artistic Press Photo med fotos af vildheste i Kenya. I slutningen af 1990’erne var han ”Artist in residence” ved Boston Universitet i USA.

I bogen er der tekstbidrag fra Jasper von Altenbockum og han er kendt i Tyskland som redaktør på avisen Frankfurter Algemeine Zeitung. Egon Bahr, tidligere korrespondent for RIAS, minister og direktør for institut for fredsforskning ved universitetet i Hamburg. Hans-Michel Koetzle, som er forfatter.

Det er en fin bog og især for de, der finder John F. Kennedys besøg i Berlin i 1963 interessant. Kennedy satte også sit aftryk som præsident i Cubakrisen, i rumkapløbet og til starten af Vietnamkrigen. Han blev desværre skudt mindre end et år efter besøget i Berlin.

Bogen skal have varme anbefalinger for de flotte fotos og den lækre indbinding. Bogen skal nok bestilles over internettet

kennedy Ulrich Mack
Kennedy in Berlin
Hirmer

2013.

John F. Kennedy Presidential Library and Museum

Bogen er købt i Boston, USA på John F. Kennedy Presidential Library and Museum. Kommer du på de kanter kan et besøg i den grad anbefales. Der knytter sig mange spændende historier til John F. Kennedy, og udstillingen er indrettet i bedste amerikanske stil med masser af audiovisuelle præsentationer – hvor en tysk udstilling måske ville have kaldt sig ”Dokumentationszentrum” og mest bestå af printede bogsider hængt op i kæmpeformat. Kommer du forbi, så sving ind og besøg John F. Kennedy.

Berlin-guide besøgte naturligvis udstillingen med Berlinbrillerne på. Dem tager jeg sjældent af. Og på John F. Kennedys museum er der masser af Berlinstof, for John F. Kennedy var præsident i en af de mest højspændte perioder i den kolde krig. Berlin var i den grad et brændpunkt. Det var ikke utænkeligt at en tredje verdenskrig kunne bryde ud med udgangspunkt i Berlin. Det skete gudskelov ikke.

Ich bin ein bearleener

Film: Hør Kennedys tale på Youtube

I Berlin huskes John F. Kennedy mest for hans legendariske besøg i Tyskland 23-26 juni 1963. Her var han på rundtur i Berlin i åben vogn med borgmesteren i Berlin Villy Brandt og den tyske præsident Konrad Adenauer. Han var op på stilladser og skue ind over Østberlin, mens de østtyske grænsevagter forbløffede så til. Det var blot en dag, den 26. juni 1963, at JFK var i Berlin – men han nåede en hel del på den dag. Blandt andet at skrive lidt verdenshistorie:

Kennedys program den 26. juni 1963 i Berlin

9:45 Kennedy og hans delegation lander i Tegel Airport med Airforce One. Sammen med kansler Konrad Adenauer og borgmesteren Villy Brandt inspicerer han æresgarden før han kører til Kongreshalle.

11:10 Delegationen ankommer kongreshalle, hvor JFK holdt tale til den 6 kongres for tyske industriarbejdere, før han kørte videre til en udsigtsplatform ved Brandenburger Tor.

12:05 Delegationen fortsatte til Checkpoint Charlie.

12:50 Delegationen ankom til Schöneberg Rådhus, hvor 450.000 berlinere havde samlet sig for at høre hans tale, som blev legendarisk.

13:30 Efter at have talt med byrådet for Vestberlin spises der frokost på rådhuset.

15:00 Videre til Freie Universitet, hvor han bliver æresdoktor og taler til professorer og studerende.

16:00 Derfra videre til den Amerikanske Hærs hovedkvarter på Clay-Alle. En kort bemærkning til folkene og så videre tilbage til Tegel.

17:15 Airforce One letter og flyver til Irland.

Og han holdt tale foran tusinder ved Schöneberg Rathaus, som den gang fungerede som Vestberlins rådhus. I dag hedder pladsen John F. Kennedy plads. Talen var om frihed, om Berlins indespærring, om Berlins kamp og solidariteten med Berlin. Det var her, han i solidaritet råbte ud over pladsen: ”Ich bin ein berliner”. Umiddelbart forståelig solidaritet, men sætningen er grebet af alverdens satirikere, som spørger: ”Sig mig, siger manden, at han er en friturestegt cremebolle med syltetøjsfyld?”. Det er en berliner nemlig også.

Sætningen var ikke et tilfælde. Kennedy havde øvet sig på den tyske udtale og på hans tale kort stod der, i lydskrift: ”Ish bin ein Bearleener” – og er en parafrase over ”Jeg er romer” (Civis Romanus Sum), som var det almindelige udtryk i romerriget for, at man tilhørte romerriget. Det skulle efter sigende være en garant for sikkerhed i romerriget. Kennedy selv henviser til citatet i talen umiddelbart før: “Two thousand years ago, the proudest boast was 'civis Romanus sum'. Today, in the world of freedom, the proudest boast is 'Ich bin ein Berliner'”. Derefter ville jublen ingen ende tage blandt de 450.000 tilhører. Noget tilsvarende blev brugt efter bombningen af forlaget Charlie Hedot i Paris – Je Suis Charlie.

Du kan læse talen her.

Mindre kendt er måske, at John F. Kennedy var ret godt kendt med tyske forhold.

Sympatiserede JFK med nazismen?

I 1937 var JFK på rejse ved Rhinen, hvor han skrev i sin dagbog: ”Very beautiful, because there are many castles along the route. The towns are all charming which shows that the Nordic races appear to be definitely superior to their Latin counterparts. The Germans are really too good – that’s why people conspire against them – they do it to protect themselves.”.

Det er et afsnit som siden er blevet tolket som om, John F. Kennedy i 1930’erne var forstående overfor raceteorier. Raceteori var kendt og anvendt i hele den vestlige verden – også i Danmark. Men tyskernes ekstreme brug af raceteorien og de fatale konsekvenser for især jøder, sigøjnere og østeuropæere betyder, at det synspunkt, heldigvis, er revideret hos de fleste.

Men var John F. Kennedy også positivt indstillet over for nazisterne? På same rejse skrev han i sin dagbog, at han var kommet til den konklusion, at ”fascism is right for Germany and Italy. What are the evils of fascism compared to communism?”. Også det synspunkt kunne forsvares I 1930’erne. Nazisterne var på det tidspunkt igang med mishandle, men ikke myrde det jødiske mindretal, mens kommunisterne i Sovjetunionen i stort tal sultede og dræbte millioner af russere og ukrainere. Efter 2. verdenskrig kunne synspunktet naturligvis ikke forsvares længere.

I 1939 var hans far ambassadør på den amerikanske ambassade i London. Hans far var gammeldags indstillet, var åbenlyst anti-semitisk indstillet og venligt indstillet overfor Nazi-Tyskland. Han blev også kaldt Tysklands bedste ven i London. JFKs far var ikke så sympatisk indstillet overfor briterne – primært på grund af deres optræden overfor irerne. I sidst halvdel af 1800-tallet førte engelsk politik til millioner af ireres sultedød eller fordrivelse til USA. Det er en periode, som irerne forståeligt nok ikke tager let på, og det er knapt tilgivet i dag.

John F. var i gang med specialet på Harvard Universitet og tog til Europa for at samle viden og interview. Fars position gav jo adgang til særlig viden. Turen i 1939 gik til Paris, til Berlin, Polen og Moskva. En sidste rejse rundt og snuse til det Europa, som var på randen af krig. John F. Kennedy var afsted i juni – og 1. september 1939 angreb Adolf Hitler – og russerne – Polen, som de bombede og delte imellem sig.

Hans speciale ”While England Slept”, som blev udgivet i bogform, handlede om, hvordan resten af verden sov, mens Adolf Hitler rustede op og startede en krig. Ikke noget stort værk – en professor beskrev det som hæderligt arbejde, som nok kunne være gået mere i dybden – også med det sproglige og grammatiske. Ikke desto mindre blev det udgivet.

Efter krigen var John F. Kennedy igen i Tyskland. I 1945 dækkede han Potsdam-konferencen som korrespondent, han var i Berlin og i Bremen og så de enorme skader fra bombningerne, som han konstaterede, ikke havde haft megen militæreffekt og han noterede sig Sovjetunionens voldsomme fremfærd i øst. Han besøgte også Hitlers sommerresidens i Bayern, Brechtesgaden: “After visiting these places, you can easily understand how that within a few years Hitler will emerge from the hatred that surrounds him now as one of the most significant figures who ever lived.” og videre om Adolf Hitler: "He had boundless ambition for his country which rendered him a menace to the peace of the world, but he had a mystery about him in the way that he lived and in the manner of his death that will live and grow after him. He had in him the stuff of which legends are made."

Gør det han til nazi-sympatisør – eller er det blot en konstatering af, at Adolf Hitler er en figur menneskeheden aldrig glemmer. Det er nok mere rigtigt, at han var en stærk modstander af kommunismen – og at han i sine unge år, før 2. verdenskrig, som mange andre kunne se, at Adolf Hitler var et modsvar til kommunismen.

Kennedy var ikke den eneste der blev fascineret af Adolf Hitler, Tysklands eksplosive udvikling til et moderne samfund med Autobahner mv., og overså volden – i lyset af frygten for kommunismen, borgerkrigen i Spanien mv. Jeg ser ikke spor af nazistisk sympati i Kennedys senere politiske karriere og præsidentskab for USA. Jeg ser en forsvarer for demokrati og frihed.