Foto: Goebbels, Adolf Hitlers kommunikationsmonster, som udnyttede både radio og film og jernhård styring af pressekorpset til at udbrede den nazistiske fortælling om tiden.
Anmeldelse. Lars-Martin Sørensen har læst berlinkorrespondenternes reportager og artikler fra Berlin fra 1933 til 1940. Det har han skrevet om i borgen ”Sidste nyt fra Berlin”. Hovedspørgsmålet er: Hvordan skriver man om historiske begivenheder, mens de finder sted? Det var ikke let at skrive hjem fra en diktaturstat og hvad vidste journalisterne – og hvad kunne de skrive? Hvilket indtryk fik avislæserne?
Journalisterne i Berlin
Sidste nyt fra Berlin analyserer pressedækningen af Hitlers magtovertagelse og de begivenheder der fulgte efter: jødelovene, politisk forfølgelse, olympiaden i 1936, krystalnatten – og ikke mindst krigsudbruddet og besættelsen af Danmark.
Journalister fra Berlingske, Politiken, Fædrelandet, Jyllands-Posten og flere andre var i Berlin: Jacob Kronika (National Tidende og Flensborg Avis), Cai Schaffalitzky de Muckadell, Helge Knudsen og Poul von Stemann, Jens Tang (Berlingske), Arild Hvidtfeldt (Social-demokraten), Thorvald Steinthal, Robert Christiansen, Henrik V. Ringsted og Edvard Andersen (Politiken), Aage Hjelm-Hansen og Carl Henrik Clemmensen- flere andre.
Både deres artikler og erindringer efterfølgende er interessante, fordi de som journalister både var trænede i at iagttage, spørge og berette om det de så – og fordi de så begivenhederne ud fra en dansk vinkel. Hvad det så end er. Det var ikke lige meget, hvem der rapporterede: Nogle af journalisterne var stærkt begejstrede for de nye tider i Berlin som fx Cai Schaffalitzky de Muckadell, Jens Tang og i de allerførste år Jacob Kronika. Især har Lars-Martin Sørensen skræmmende eksempler på Cai Schaffalitzky de Muckadell’s nazi-begejstrede journalistik. Efter krigen skrev Cai Schaffalitzky de Muckadell drengebøger i meget store oplag.
Hvad journalisterne valgte at fortælle
Når man ved, hvad der siden hændte er det centrale spørgsmål i bogen om, hvad kunne samtiden vide fra pressen om Hitlers Tyskland? Hvornår og hvordan blev det fortalt? Censur og salgstal gav begrænsninger:
Censur. Der var skrap censur på flere punkter: Nazisterne lagde rammerne for hvad der kunne skrives, den danske stat fulgte diskret op med møder med chefredaktørerne, chefredaktørerne var forsigtige og journalisterne, der i sidste ende kunne blive retsforfulgt eller miste deres job, udøvede selvcensur. Berlingske korrespondent i Berlin fra 1938, Helge Knudsen, konstaterede, at pressen var den første stormagt, som Hitler besejrede. Vagthunden var bundet.
Salgstal. Samtidig skal aviserne jo sælges, så nyheder, der sælger, er det første nyhedskriterium. Det var det dengang – og det er det i dag. Lars-Martin illustrerer det med en forside fra Berlingske, hvor tre historier får plads på forsiden: Stavinsky banden, Gangsteren John Dillingers flugt og nazisterne der bekæmpede den tyske kirke. Ikke nogen væsentlighedsprioritering der. Men en salgsprioritering. Berlingskes fulde navn var i øvrigt: Berlingske politiske og avertissements-tidende. Politik og marketing er ligestillet. Så meget for presseetik, men hvad skal man ellers leve af?
Lars-Martin Sørensen skriver let og flydende og overskueligt. Der er masser af eksempler og anekdoter og interessante beskrivelser af journalisternes hverdag og vilkår i Berlin – og om, hvordan Görings og Goebbels pressefolk konkurrerede om at tiltrække de udenlandske journalister.
Lars-Martin går kronologisk frem og sammenligner avisernes beretninger. Hele tiden er spørgsmålet, hvad sker der i Tyskland. Berlingskes læsere blev beroliget med begejstringen ved jødelovene og at de tilbageholdte i Dachau (KZ-lejr for politiske fangere) havde det så godt, at der, påstod Schaffalitzky Muckadell, var eksempler på nogen, der frivilligt ville ind i lejren for anden gang.
Lars-Martin Sørensen følger historiens gang fra magtovertagelsen til og med angrebet på Danmark med masser af eksempler og energi. Gennemgangen af pressens vilkår og journalisternes hverdag i 1930'ernes Berlin er interessant og lærerig læsning.
En uafhængig presse i trediverne og i dag?
Lars-Martin Sørensen konkluderer blandt andet, at den romantiske forestilling om journalisten som den ensomme ulv, der får færten af den gode historie, skriver den og kanaliserer den frit til sine læsere, er naiv.
Det mener berlin-guide måske også gælder i dag. Journalister har hver dag et stort problem: Hvis de ikke skriver noget, så udkommer avisen med hvide sider. Der er mange sider, og der er kort tid til at finde kilder, skrevet ned, og leveret. Så pressetalsmænd og journalister er afhængige af hinanden. Måske journalisterne er mest presset. I foråret 2019 viste en optælling, at Aarhus Kommune har flere journalister end Aarhus Stiftstidende. Som hvem mon der i virkeligheden bestemmer, hvad der skal stå i avisen? Det er nok ikke kun journalisterne på Stiftstidende.
Det er faktisk ikke nødvendigt med Adolf Hitler for at jorde den fjerde ”statsmagt”. Det kan magistraterne i Aarhus Kommune og deres borgmestre også. På den anden side, det frigiver journalistisk kraft til at skrive artikler, lave videoindslag og versionere til nettet.
Man skal ikke have arbejdet længe med kommunikation for at opdage, at man ofte selv får lov til at skrive i avisen, hvis ellers journalisten kan få sit -byline på artiklen. Hvorfra myten om den uafhængige presse er opstået er ikke til at sige, men i store træk er skåltalen mere myte end sandhed.
På journalisthøjskolen lærer man om nyhedskriterierne: Identifikation, Væsentlighed, Aktualitet, Sensation, konflikt – men det vigtigste kriterie er markedsværdi. Hvis det ikke fanger nok læseres interesse er de fem øvrige kriterier ikke meget værd. Det er lidt skarpt optrukket her - men en tanke værd.
Bliver 1930erne gentaget?
”Sidste nyt fra Berlin” er et studie i censurens og propagandaens mekanismer. Som der står på bagsiden, så trækker Lars-Martin Sørensen tråden fra 1930’erne frem til i dag. Lars-Martin Sørenssens hoveddiskussion i bogens afsluttende del går på, om magthaverne kan fanges i at bruge samme ”trick” til at knægte pressen i dag som dengang, selvom om adgang til internet og sociale medier skaber en alternativ medievirkelighed.
Hvem pokker skal vi tro på? Er det fake news det hele, går verden så skidt som medierne beretter - eller skal vi som Hans Roslyng nøjes med statistikkerne?
Den afsluttende debatdel "Eftertanker" kunne være udeladt, men i begrebet "Eftertanker" ligger vel også, at her slipper forfatteren sig selv løs med de tanker der opstået i skrivningen af bogen. Tankerne kommer vidt omkring: Putin, Trump, Internettet, klimakrise, Rosling. Vi er mere i "synse"-afdelingen end i "vide"-afdelingen. Det er ok.
Lars-Martin Sørensen skriver, at det er vanskeligt at manøvrere i det moderne medielandskab og at sociale medier måske burde reguleres og publicistisk ansvarlige, kritiske og uafhængige medier styrkes. Han peger også på balancen mellem at være demokratiets vagthund og undgå at skabe mistro i befolkningen til demokratiet. Giv lige det en tanke.
Meget læseværdig bog, og selvom hovedindholdet er 1930’erne er der krudt til masser af diskussioner om presse, magt, folkestemninger, diktatur og frihed. Der er godt med berlinerbamsebjørne til Lars-Martin Sørensens gennemgang af 1930'erne. Tilgangen er kvalitativ. Det kunne være godt med lidt talmateriale om antal artikler, sympatier, medier, frekvens. Tal kan være vældig godt til at sætte perspektiv på historierne.
Lars-Martin Sørensen er af den gode årgang 1964, film- og mediehistoriker og forskningsleder ved Det Danske Filminstitut. Ansvarshavende redaktør for filmmagasinet Kosmorama. Phd. og han har siden 2010 forsket i danske film, særligt besættelsestidens filmkultur.
Lars-Martin Sørensen
Sidste nyt fra Berlin
Lindhardt og Ringhof
314 sider
2019
Please wait...