Hosea Dutschke: Rudi og jeg

Anmeldelse. Hosea Dutschke bor i Aarhus og er søn af en af koryfæerne i den tyske studenterbevægelse, Rudi Dutscke i Berlin. Rudi Dutscke blev udsat for et skudattentat i Berlin, som han overlevede. Han flyttede til Aarhus, hvor han næsten 10 år senere druknede hjemme sit badekar under epileptisk anfald. Epilepsien var en skade efter attentatet. Hosea mistede således sin far to gange, og det har han skrevet en smuk bog om: ”Rudi og jeg”.

Alfred Willi Rudolf Dutschke eller Rudi Dutscke (7.3. 1940 – 24.12.1979) var en ledende talsmand for den tyske studenterbevægelse i 1960'erne. Rudi var marxist og talte for at skabe ændringer indefra i regering og samfundet ved at blive en integreret del af magtens maskineri. Han var inspireret af italieneren Antonio Gramsci og Frankfurterskolen om kulturel marxisme. Han havde masser af kontakter til den aggressive, yderste venstrefløj som udviklede sig til terrororganisationen Bader-Meinhofgruppen og Rote Arme Fraktion. Rudi Dutscke selv endte ikke som terrorist – tvært imod. Ifølge Hosea var Rudi Dutschekes livsfilosofi:

”At forandre sig selv, at blive troværdig, at overbevise mennesker og modvirke de mest forskelligartede former for udbytning og terror, det kan ofte virke uhyre vanskeligt. Og alligevel er der ikke noget alternativ til det.”

Til Kristeligt Dagblad, har Hosea forklaret: ”Min fars oprør var rettet mod de eksisterende magtstrukturer, om de så var socialistiske eller kapitalistiske magt-havere. Han talte for en forandring af Vestens demokratier, der skulle gå hånd i hånd med støtte til Den Tredje Verdens frihedsbevægelser. Desuden mente han, at der skulle ske en demokratisering af de kommunistiske lande i Østeuropa” (Kristeligt Dagblad, 6. april 2018).

I DDR forstod man aldrig Rudi Dutschke – var han anarkist, maoist eller folkefjende? Rudi Duschke havde sympati for forandringen, men den skulle være fredelig. Rudi Dutschke indkapslede den anti-autoritære ånd, lysten til diskussion, demokrati og åbenhed, insisteren på fred og den slags trives dårligt i autoritære, ideologiske og stive systemer – og på de politiske fløje.

I 1968 gik bølgerne højt og bladkoncernen Springer førte kampagne mod den marxistiske studenterbevægelse. Axel Springer var arg modstander af kommunismen og byggede sin guldfarvede skyskraber af et hovedkvarter helt op mod muren. Axel Springer var en af de få virksomhedsledere, som lagde sit hovedkvarter i Berlin i stedet for at flytte til Vesttyskland. Springers kampagne førte til at studenter forsøgte at blokere distributionen af koncernens aviser over hele Vesttyskland. Det førte til gadekampe i mange tyske byer.

Den højreekstreme neonazist Joseph Bachman blev så opildnet af hele balladen, at han på egen hånd rejste til Berlin med en pistol i lommen, opsøgte Rudi Dutschke og skød Rudi i hovedet på klods hold den 11. april 1968 – med ordene: „Du dreckiges Kommunistenschwein!“. Bachman havde sin gang i neonazistiske miljøer, og der er tvivl om, hvorvidt han handlede på egen hånd. Det var ikke en del af retsagen. Joseph Bachman endte med at gøre selvmord i sin celle.

Derefter endte Rudi med at flytte til Aarhus, hvor han fik arbejde på Aarhus Universitet. Han bevarede kontakten til miljøerne i Tyskland og STASI fulgte nøje med i Rudis liv. Her boede han med sin familie til han druknede juleaften 1979.

Rudi Dutschke er mindet i Berlin ved at omdøbe en stump af Kochstrasse til Rudi-Dutschke-Strasse, som krydser Axel-Springer-Strasse. Attentatet fandt dog sted ved Kurfürstendam 141, hvor der i dag er en mindetavle. Rudi Dutschke er begravet i St.-Annen-Kirchhof in Berlin Dahlem. Den dag i dag har Rudi Dutschkes minde nærmest rock-stjernestatus hos kredsen af studenteroprørerne.

Hosea Dutschke har i ”Rudi og jeg ” skrevet om forholdet til sin far – og om at miste, om tro, om kærlighed, om bureaukrater og om at evolutionere institutionerne indefra. Den røde tråd med at skabe ændringerne indefra er en tråd, som Hosea, embedsmand i Aarhus med 7.000 ansatte under sig, forsøger at efterleve i sit virke: ” Som embedsmand mener jeg, det er vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at man ikke glemmer borgerne, og hvorfor man er her. Det er da også et pejlemærke for mig, at jeg skal forsøge at påvirke systemet indefra. Frihed er også frihed for den, der tænker anderledes. Det er vigtigt hele tiden at skabe plads for kritik og åbenhed. Det er selvfølgelig ikke det samme som, at der altid er enighed mellem ledelse og medarbejdere” (Sagt til Kristeligt Dagblad, 6. april 2018).

Hosea giver i bogen sit personlige portræt og kærlighedserklæring til sin far. Han fortæller om tiden med Rudi Dutschke, om sorg, om at komme videre i livet.

Hosea skriver i nogle passager lige ud ad landevejen, og i andre passager skriver han mere i metaforer og poetisk og i urolige spring i tid, perspektiv og geografi. Det gør dele af bogen delvist uforstålig for mig og en anelse fortænkt. Måske nødvendigt for at håndtere et virvar af følelser og savn? Men der er også passager i et levende billedsprog om Hoseas opvækst med sin far – og om sin fars opvækst i først Nazityskland og siden i DDR. Rudi Dutschke forlod DDR før muren fordi han som militærnægter ikke havde nogen fremtid i DDR.

Sidst i bogen er en lille krølle på historien, da Hosea møder forfatteren Sissel-Jo Gazan, som i sin bog ”Blækhat” skriver om romanfiguren, at Rudi Dutschke var en af tre mulige fædre til romanens hovedfigur, Rosa. Så der var Hosea tæt på at få sig en romanhalvsøster.

Hosea Dutschke er uddannet på TU Berlin og er i dag ledende embedsmand i Aarhus Kommune.

Der er to berliner-bamse bjørne til bogen for bogen er dels et vigtigt dokument til forståelse af tiden og til forståelse af Rudi Duschke – og dels er det en personlig far-søn fortælling. Jeg kommer ikke helt med på den personlige rejse, og alligevel sidder jeg tilbage med en bedre forståelse for mennesket Rudi Dutschke – og har lært Hosea Dutschke at kende.

Læs også

Kristeligt Dagblad, 6. april 2018: "Søn af oprørsikonet Rudi Dutschke: Min fars kritik af magten er mit afgørende pejlemærke"

rudidutschkeBOG Hosea Dutschke