Anmeldelse. Georg Brandes (4. februar 1842 – 19. februar 1927) var ikke blot en stor kender af det danske sprog og ophav til kulturradikalismen. Han havde også lange perioder, hvor han boede i Berlin. Omgangskredsen rakte fra tyske politikkere og filosoffer til filmdivaen Asta Nielsen. Heldigvis har han skrevet om Berlin. Mit eksemplar af Brandes' erindringer fra Berlin er fra 1885, så det er måske lidt sent med en anmeldelse. Men så må du i antikvariatet eller på bibliotektet.
Berlin var en by i bragende vækst om omvæltning, da Georg Brandes boede i byen. I 1880 var der 1.122.330 indbyggere i Berlin. 20 år før var der 600.000 færre indbyggere - og 20 år senere var der 600.000 flere. Hans første indtryk af Berlin lokker ikke flere til byen:
"Byen svarer til sit ry som kjedelig. Jeg kjører den igjennem i Droschke paa Kryds og Tværs; alle Gader synes mig dragne efter Lineal og lige lidet mærkelige. Hvilken Modsætning til det morsomme, gavlrige Stralsund, der ligner Flensburg; her er Intet af det karakterfulde Gamle, der saa velgjørende bryder den moderne Ensformighed. Spree er en tynd kanal, ser stillestaaende ud, opliver paa ingen Maade Byen som Seinens hurtige bølger Paris. Slottet er strækt, fæstningsagtigt, men mindre smukt beliggende og mindre smagfuldt bygget end Stockholms Slot...hvor kort og livløs er ikke Unter den Linden mod Paris's Boulevarder".
Harskt og karskt. Det må være en erhvervssygdom hos kritikere aldrig at være tilfreds. Georg Brandes ville have måske først have været tilfreds i 1945 da hele molevitten var bombet væk. Sagen er nok, at Berlin siden 1840'erne har været en nybygget by. Det store vokseværk har nødvendig gjort konstant udbygning og planlægning, og i 1945 kunne man så begynde forfra og tildels igen i 1989 - og den proces er ikke slut endnu. Der kommer til at gå nogle hundrede år før Berlin igen bliver en gammel by.
Brandes er heller ikke imponeret af Siegeseule, der dengang stod over for Rigsdagen. Siegesseule er jo bl.a. et monoment over sejren over danskerne i 1864. Bismarcks første militære sejr. Nederlaget farver muligvis Brandes vurdering af monumentet:
"Det hele brogede skue beherskes af den kolossale Siegessäule, som fra sit uhyre blanktslebne Fodstykke stiger i Vejret som en Kæmpe-Asparges, hvis tykke hoved bærer en forgyldt Victoria. Søjlen er plump, den ser snarer ud som var den rejst paa Kongen af Siams end på Kejseren af Tysklands Befaling; og paa den forgylte Dame øverstoppe ere alle Proportioner saa uheldige, at Folkevittigheden har døbt hende "Das alleinstehnde Mädchen ohne Verhältnisse", nogle sige "das tugendhafteste Mädchen Berlins". Men plump som Søjlen og grim som Sejrsgudinden er, gjør hun og den lige fuldt et Indtryk af dybt rodfæstet Magt, urokkeligt paa sit brede grundlag".
Sådan: en plump kæmpe-asparges.
Brandes giver også en del person karakteristiker. Fx om Windthorst...
"Han er en lille bitte grim skaldet Gnom med den fremspringende Mave, Kalot og Guldbriller og med en Mund som en Frø. Han ligner en Mandsling af Guttaperka, men Ansigtet er sprituelt og dets Udtryk ikke uden Godmodighed, saa ondskabsfuldt som hans Vid kan være. Alt hvad han siger, har Næb og Kløer, der bider og stikker. Han har sin Styrke i Afbrydelser, Beskyldninger, spydige udfald og Spørgsmål".
Brandes har ild i mund. Læser man Wikipedias opslag om Windthorst er det langt mere rosende - også med citater fra samtiden. Men måske havde Brandes ret?
Bismarck får også ord med på vejen, for Brandes overværede ham under en tale i Reichstag. Bismarck var en meget magtfuld mand, men ikke en stor taler. Det var ikke nødvendigt, for han havde kejserens opbakning og så var det ikke nødvendigt med så meget andet. Bismarck var et magtmenneske - forstået sådan, at han brugte og misbrugte hans politiske kollegaer, nære venner og hoffet som redskaber til at få sin vilje. I længden holder venskaber ikke til det, så han døde uden mange venner men med et folk, som beundrede ham dybt. Om Bismarcks talegaver skriver Brandes:
"Han rejste sig, og mit første Indtryk, da jeg overskudede den kæmpemæssige og kraftige Skikkelse i hele dens højde, var dette: Ham havde man valgt til Konge i Norge, hvis han i Middelalderen var bleven født deroppe. Thi han var flere Hoveder højere end alle andre Mænd: man saa paa ham, at han vel var forfaren i alle kropslige Idrætter, en dygtig Rytter, Fægter og Skytte, og hans Holdning var en Høvdings. De plumpe Ansigtstræk tydede paa hensynsløs vilje, paa en energisk og gjennemskuende Intelligens. ...I første omgang forbavser hans foredreag; man venter noget helt forskjelligt; man undrer sig over, at den berømte Taler ikke er veltalende. Han synes forlegen, søger sine Ord, drejer med lidenskabelig Uro en Blyant mellem sine Fingre, som vilde han ved den hurtige Omdrejning drive Ordene frem. Han siger sine sætninger stødvis, men med stort eftertryk; et ord kommer ham på læberne, han synes at prøve dets Værd eller Vægt, at betænke om det ikke er klogere at holde tilbage, da det i Morgen vil foreligge sort paa hvidt for alle Verdensdele - nej! det synes ham træffende, og Ordet farer med et Stød ud i Salen. Han beherskede den helt mens hans talte."
Bogen er sammensat af dagbogsnoter og indtryk: Tyske kvindetyper, Germanisk Hjærtensgodhed, Værdien af menneskeliv, bevægelsen mod jøderne i Tyskland. Det stryger afsted. Der er noter fra Brandes første besøg i Berlin i 1868, 1872-76 og igen fra 1877-1883. I sit forord forklarer Brandes om hans forhold til Tyskland og Preussen. Efter 1848/1864 var Tyskland ikke så moderne i Danmark - nøjagtig som vi i Danmark har haft det med Tyskland siden 1945. Brandes skriver:
"Da Tidsbegivenhederne med pludselig Klarhed viste mig, at man i Danmark havde levet i tyk og skæbnesvanger uvidenhed om det det store Naboriges Væsen, og da den politiske og krigeriske kraftudfoldelse, hvormed dette forbavsede Europa, vakte min Interesse, opstod der hos mig en Trang til at fuldstændiggjøre hvad jeg besad af romansk Dannelse med fyldigere Indtryk af germanisk Liv"
... og videre:
"Vi Danske have i de sidste halvhundrede Aar i Reglen kun kjendte Tyskland fra dets uelskværdigste Side, den, det politisk har vendt ud imod os. Flere end jeg ville rimeligvis nutildags føle det som en Nødvendighed at lære vores mægtigste Nabostat at kjende indefra, midtfra. Det er i ethvert tilfælde den lige Vej bort fra Ensidighed og Fordom, Magter, som vel tilsyneladende forøge Fædrelandskjærligheden, men som ganske sikkert skade Fædrelandet".
Så ja til Brandes. Vi skal lære vores nabo at kende - og Berlin er et godt sted at begynde. Interessant, at vi danskeres forhold til Berlin nu minder så meget om forholdet anno 1886. Det går ikke venner. Vi skal kende germanerne - og vi har flere ligheder end forskelle. Brandes sprog er kraftfuldt og livligt. Selvom man ikke helt kender alle de personligheder han name-dropper, så er den alligevel værd og læse. Brug wikipedia til at læse om nogle af personlighederne.
Det er en god introduktion til Tyskland og Berlin i 1880'erne.
P S Krøyer 1900 - Georg Brandes - Skitse til maleri (Licensed under Public Domain via Wikimedia Commons)
Georg Brandes
Berlin som tysk rigshovedstad - Erindringer fra et femaarigt ophold
P. G. Philipsens Forlag, Kjøbenhavn
1885
Please wait...
