Anmeldelse. Traudl Junge fra München blev som 22-årig sekretær for Hitler. Hun levede tæt på Hitler i 3 år og var med til det sidste i bunkeren under Berlin indtil han skød sig selv. Traudl Junge overlevede og skrev sine erindringer i bogen "Til den bitre ende". Bogen er siden filmatiseret i den fremragende "Der Untergang", se foto hvor Traudl Junge sniger sig væk fra Førerbunkeren. Bogen blev udgivet, da Junge døde. Hun var den sidste overlevende af Hitlers medarbejdere.
Traudl Junge blev nærmest ved et tilfælde sekretær for Hitler og fulgte ham rundt fra Berlin til Ulveskansen i østpreussen til Berghof og til Berlin. Hun var med i lejren, da attentatet i 1944 var ved at gøre det af med Hitler. Hun var i bunkeren, da russerne lod raketterne og bomberne regne ned over dem. Hun sad med Goebbels børn i bunkeren, da Hitler skød sig selv. Bogen har både de dramatiske højdepunkter og hverdagsbegivenhederne fra spisebordet, for Hitler holdt af have sine sekretærer som selskab til måltiderne.
Måltiderne bruger Traudl Junge også til personportrætter - fx af den fede livlæge Professor Morell (...der netop viste sig i døråbningen, havde visse problemer med at komme ind. Dørene i førersærtoget var beregnet til normalt byggede mennesker, som døre jo almindeligvis er. Men det korpus, der her forsøgte at komme ind, havde et så uhyrligt omfang, at dørkarmen var lige ved at sprænges. Jeg havde tidligere ofte set Hitlers livlæge på afstand, men så tyk havde han alligevel aldrig forekommet mig at være...). Den fede livlæge falder som regel i søvn ved bordet, Hitler spiser den kedeligste vegetar diæt. Traudl har sans for det komiske og referer en Hitler anekdote, hvor Hitler fortæller at han engang boede på et fint hotel men toilettet lå på gangen. Når han gik derud løb rygtet og når han kom ud fra toilettet stod folk i gangen og heilede og klappede og han måtte løbe spidsrod med hævet arm tilbage til værelset.
Traudl Junge har spist, drukket te og aftenhygget med en perlerække af verdens historiens grusomste forbrydere - startende med Hitler. Men Traudl var med i fritiden, hvor man fortalte anekdoter, talte om film, bøger, musik, mode. Krigen selv var næsten aldrig et tema. Traudl har blik for det menneskelige. Om hendes første møde skriver hun om Hitler, "at...da jeg så, hvordan Hitler telefonerede helt utvungent og naturligt med udenrigsministeren og opførte sig som hr. Müller eller hr. Schulze eller en anden af mine tidligere chefer, blev jeg mere rolig..".
Andre bøger beskriver krigens strategi, andre ofrenes syn. Traudl beskriver hverdagen og mennesket Hitler når han smed statsmandsfrakken. Traudl Junge kom med til spisebordet - overskuede aldrig helt selv det hun var en del af - men havde blik for menneskene omkring hende. Det gør hendes skildring til et unikt billede - hun dømmer ikke men beskriver verden, som hun umiddelbart oplever den med den næsten ubekymrede 22 åriges blik. Uden distance, analyse eller kritik.
Erindringerne er nedskrevet i 1947/48, så det er oplevelser, som Traudl Junge havde i frisk erindring. Traudl skriver selv i sit forord, at hun ikke søger retfærddigørelse og at hun selv, da hun årtier senere gen-læste sit manuskript, blev forfærdet og skamfuld over den mangel på kritik og distrance, som hun havde skrevet sine erindringer med. Men den deler hun med de fleste af de samtidige tyskere, som ikke så, indså eller ville se, hvad der var på færde, mens det hele hændte om ørene på dem.
Diktatoren Adolf Hitler skabte begejstring for sin person - måske var det han kunne - at skabe ukritisk, ukontrolabel begejstring og troskab omkring sin person og sløre sine handlinger som i deres groteske brutalitet netop næsten ikke er til at fatte. Traudl Junge og flere generationer af tyskere fattede det aldrig. Det er skræmmende.
Traudl Junge
Til den bitre ende - Hitlers sekretær fortæller om sit liv
Lindhardt og Ringhof, 2015
256 sider
Please wait...