Anmeldelse. 14 kendte danskere fortæller levende og med historisk indsigt om deres liv under Den Kolde Krig. Fra Anden Verdenskrigs afslutning til Berlinmurens fald. Gennem nye og unikke samtaler tager de læseren med på en rejse i en splittet verden, der flere gange stod på kanten til en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Hvordan var det at vokse op midt i denne verdenskonflikt, og hvilke spor trak Den Kolde Krig ind i deres voksenliv?
Michael Müller bruger de personlige fortællinger, som er et vidnesbyrd fra en dramatisk tid fortalt af nogle af, ifølge bogen, Danmarks mest markante personligheder: Medvirkende: Ulla Terkelsen • Uffe Ellemann-Jensen • Leif Davidsen Suzanne Brøgger • Mogens Lykketoft • Bo Lidegaard Marianne Jelved • Eva Smith • Per Stig Møller Frank Aaen • Bo Tao Michaëlis • Stine Bosse Peter Aalbæk Jensen • Lotte Heise.
Den kolde krig
Den kolde krig brød ud efter den anden verdenskrig, hvor Østeuropa og Sovjetunionen, med Winston Churchills ord, trak et jerntæppe ned gennem Europa. På vestsiden var der demokrati og kapitalisme, på østsiden diktatur og kommunisme. To uforenelige systemer. Krigen var kold fordi der næsten ikke blev løsnet et skud mellem partnerne.
Men det var lige ved og næsten – og fremfor alt var de to systemer i konstant kappestrid om rummet, om atomvåben, missiler, om økonomiske resultater, om skak, ja om hvad som helst. Der blev spioneret på livet løs. Og Berlin kom til at stå, om ikke som stridens æble, så i hvert fald det sted på jorden, hvor fronterne blev trukket hårdest op. Muren spærrede befolkningen inde.
Konfrontationerne var over hele verden, og på vegne af supermagterne var der krig per stedfortræder i blandt andet Grækenland, Korea, Vietnam, Afghanistan. Det var ikke Warszawa-pagten overfor Nato. Undervejs blev folkelige oprør i Ungarn og Tjekkoslovakiet og DDR brutalt slået ned. Russiske kampvogne.
Det var ved at gå helt galt, da Sovjetunionen ville sætte atomraketter op på Cuba – og igen i slutningen af 1970’erne, da Warzawapagten satte SS20 atomraketter op i DDR og NATO svarede igen med at stille en Persching 2 atomraket op, hver gang de i øst satte en op. Dobbeltbeslutningen var en logisk og alligevel meget kontroversiel beslutning i den – ofte sovjetstøttede – europæiske fredsbevægelse.
USA’s Præsident Ronald Reagan truede ondskabens imperium med et stjernekrigsprojekt…og så lige pludselig sluttede mareridtet. Gorbatjov ville ikke være med mere. Det kostede Sovjetunionen og kommunismen livet.
Og en kort overgang troede vi på fred, frihed og frihandel. Af samme årsag har jeg både Ronald Reagan og Michail Gorbatjov hængende på væggen herhjemme – deres mod og tillid sluttede den kolde krig.
Nogen i 1990 talte om, at historien nu var slut. Det var den langt fra. Per Stig Møller gør sig meget fine betragtninger om, hvorfor demokratiet alligevel skred ud for især russerne - men også i Polen og Ungarn.
Atom-oprustning og fodnoter, klimakrise og atomvinter.
Alle danskere født før 1985 har en erindring om den kolde krig. Det var skræmmende. Men det var dog bedre end en rigtig krig på atomvåben.
Selv har jeg ingen erindring om Cuba-krisen, men atom-oprustningen, atomprøvesprængninger, dobbeltbeslutningen og muren står tydeligt.
Unge i dag er stærkt bekymret over klimaet. Den gang var vi bange for atomkrigen. Vi så film om konsekvenserne af en atomkrig. Læste pamfletter. Og i medierne kørte føljetonen. Det fyldte meget. Mærkeligt nok er den frygt næsten forsvundet og erstattet af klimapanik – selvom truslen for atomvåbenangreb stadig er tilstede. I et omfang, hvor en global opvarmning paradoksalt nok kun kan være positivt som modvirkning af atomvinteren. Det sker aldrig. Det gør pandemier heller ikke, i øvrigt.
Mistillid
Det var en tid præget af mistillid og uforsonlighed, hvor både oprustere og fredsbevægelse hævdede at kæmpe for freden. Hvor både øst og vest hævdede at kæmpe for freden. I øst så aggressivt et fredsønske, at der var militærundervisning i eksercits og våbenbrug allerede fra børnehaveklassen.
De færreste danskere havde mødt en russer, hvis de da ikke var kommunister. De danske kommunister, der mødte russerne, de lagde kun mærke til skønmaleriet. De færreste russere kunne møde en dansker. Den danske opposition med Socialdemokratiet i spidsen og med Radikale Venstre, SF og den øvrige venstrefløj lagde gift ud for det danske medlemskab af NATO med konstant at stemme imod fælles beslutninger.
Dem der var med
Michael Müllers bog er interessant for de danskere, han har talt med, har erindringer fra mange tidspunkter de 45 år den kolde krig varede. Nogle var selv aktører. Den konservative politiker Per Stig Møller har selverkendelse nok til at mene, at ”vi konservative nok var for pro-amerikanske, mens de andre var anti-amerikanske”.
Forfatter Bo Tao Michäelis kan i den grad huske, hvordan den kolde krig føltes: ”Ja er du tosset. Jeg kunne vågne op og have billedet på nethinden. Specielt billedet af stormen, hvor alt ville forsvinde. Børn og mennesker. Vi havde jo set billederne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1945….”. Jeg havde samme billeder. Lotte Heise voksede op som ung-kommunist og fortæller om det glade lejrliv i DDR.
Det var Ellemanns skyld...
De to mest interessant interview er måske med Uffe Ellemann-Jensen, som den gang var udenrigsminister og Mogens Lykketoft, som den gang var aktiv i at levere fodnoter og næser til regeringen.
Hårdt presset svarer Mogens Lykketoft om fodnoterne: ”Vi drev det måske for vidt, men daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen levede også i en lang periode af dette modsætningsforhold. Fodnoterne var hans platform…”.
Eller med andre ord ”tja, joh, men det var de andres skyld, æv bæv”. Og det lykkes Mogens Lykketoft i interviewet at trække tråden helt frem til Anders Fogh Rasmussen, som ”insisterede på at føre krig i Irak med et lille flertal i Folketinget”. Berlin-guide undrer sig: Det var altså også de fremtidige leders skyld, at Mogens Lykketoft var nødsaget til at lave fodnoter i 1980’erne.
Og i øvrigt var det SF, R og EL som var imod krigen i Irak i 2003, hvor alliancen med USA i spidsen forsvarede sig mod diktatoren Sadam Hussein, som slog sin egen befolkning ihjel med gas, overfaldt nabolande og truede Israel og Europa med missiler og biologiske våben. Socialdemokraterne var med, da der alligevel tegnede sig et flertal.
Det er til at forstå, at Mogens Lykketoft og med ham oppositionen fra 1980’erne rødmer fra hårrødder til tånegle over deres uansvarlige opførsel som parlamentarikere – blot for at få skovlen under regeringen. Et ulækkert magtspil helt i tråd med ønsketænkningen i Moskva. For Mogens Lykketoft er tiden stadig alt for tæt på til en ordentlig undskyldning eller erkendelse.
Alt i alt er det en fin interviewbog som Michael Müller har lavet – og rigtig fint at forskellige generationer, perspektiver og aktører er med. God at diskutere med – og rart med bogformen, så bliver læseren jo ikke modsagt.Tak for bogen.
Michael Müller
Barn af den kolde krig
Gyldendal
2019
Please wait...