W.G. Sebald: Luftkrig og litteratur

bombermodKreuzberg

Foto: Amerikanske bomber falder over Kreuzberg med kurs mod Oranienplatz?

Anmeldelse. Bombningerne af de tyske byer under 2. verdenskrig var rædselsfulde. Kvinder, børn, murbrokker, ildstorme, kogende vand i et stort inferno. Det har været helvede på jorden. For en stor del af den tyske befolkning har der ikke været mere rædselsfulde oplevelser nogensinde i Tyskland. Alligevel er de fleste øjenvidne skildringer udenlandske og selvom dette må være en nøglebegivenhed er det meget lidt tysk litteratur, der har behandlet bombningerne. Den tyske forfatter W.G Sebald (1944-2001) udgav i 2001 essayet "Luftkrig og Litteratur", hvor han undrer sig over dette forhold. Essayet er nu udgivet på dansk af forlaget Tiderne Skifter.

W.G Sebald (1944-2001) var en af den slags forfattere, som Nobelkommiten kunne finde på at give en nobel pris i litteratur. Jeg kender desværre ikke W.G Sebald godt, men essayet har sat ham på min shopping liste. Ifølge hans biografi på Wikipedia har 2. verdenskrig og det tyske folks trauma efter krigen spillet et stor rolle i hans forfatterskab. Eksempelvis kollektivt tab af hukommelse.

Den australiske journalist Anna Funder, der skrev om STASIs bødler og ofre, gjorde en tilsvarende observation i 1990erne: I nyhederne og medierne blev der aldrig talt om STASIs ofre eller bødler. Nyheder handlede altid om at se frem og om opbygning. Hun skrev bogen "Stasiland".

W.G Sebald har flere bud på forklaringen om, hvorfor emnet bombninger ikke er bedre og bredere behandlet i efterkrigstidens tyske litteratur. En af hans udfordrende teser er, at fordi "en hel generation af forfattere havde så travlt med at forskønne det billede, omverdenen skulle have af dem [efter krigen], manglede de, efter min vurdering, evnen til at skrive om det, de havde set, og gøre det til en del af vores erindring." - og et andet sted: "for et overvejende flertal af de forfattere, der forblev i Tyskland under Det Tredje Rige, var det at redefinere deres selvopfattelse efter 1945 et mere påtrængende problem end skildringen af de reelle forhold, der omgav dem".

Forfatterne har ikke været alene om at skulle redefinere deres selvopfattelse. Det har været tilfældet for en stor del af den tyske befolkning, som hyldede eller hyklede med Hitler i 30'erne - eller tilsvarende DDR borgere, som hylede eller hyklede med kommunisterne. Det er for den enkelte stærkt ubehagelig at skulle erkende og hvis de andre ikke erkender, hvor skulle så jeg... og pludselig er der national blindhed.

Det er værd at bemærke, at tyskerne ikke er blinde for deres skyld. Tyskerne har bearbejdet holocaust, overfaldet på Europa, demokratiet og en gigantisk skyldfølelse. Et langt større og modigere opgør med fortiden end set i mange andre forhenværende diktaturstater. W.G Sebalds pointe har været, at tyskerne måske er blinde over for deres egne lidelser. Kan begge sider legitimt findes på samme tid?

W.G Sebald har den overvejelse, at fordi skylden var så stor blev bombningerne måske oplevet som en velfortjent og selvforskyldt straf, som en større retfærdighed. På samme måde som nogle tyske soldater i arbejdslejre i Sovjet efter krigen oplevede at det var retfærdigt.

Spændet mellem på den ene side "rekord i uhyrligheder mod menneskeheden" og "lidelser under bombardementer" har tilsyneladende været så stort, at lidelserne er forblevet unævnelige, selvom millioner af mennesker må have været stærkt traumatiseret i årevis efter krigen eller resten af deres liv. Mennesker, som har oplevet at flygte med deres børns forkullede lig i armene, at skulle flygte igennem gader, hvor man ikke kunne undgå at træde på lig og legmesdele, at overleve i flere år pjalter, på tynd suppe i udbombede ruiner, at miste forældre og søskende på en nat og være alene i verden. At skulle samlede forrådnede lig sammen i bunker i skyer af sværmende fluer. Hvordan lever man med det uden at tale sammen om det?

Forfattere kan jo skrive om hvad de vil. Der findes ikke en forfatter-pligt til at skulle behandle bestemte emner. Alligevel er det værd at dele W.G Sebald's undren over forfatternes tavshed.

Essayet er uhyre velskrevet og har provokeret tyske forfattere. Værd at læse.

Læs bogen i sammenhæng med fx