Hans Fallada: Alene i Berlin

berlinnazis

Anmeldelse. Velkommen til Berlin i 1940'erne. Til den håbløse kamp hos de få mod nazisterne. Livet på bunden af Berlin mellem små kriminelle, nazister, ludere, svig, vold og hor. Forfatteren Hans Fallada skrev bogen "Jeder stirbt für sich allein" i 1947. Peoples Press har udgivet den ubeskårede oversættelse og det er første gang, at den er tilgængelig på dansk.

Romanen følger beboerne i en opgang i Prenzlauer Berg: nazist familien, stikkeren og luderen i baghuset, den jødiske familie, byretsdommeren og ikke mindst ægteparret Otto og Anna Quangel, som en dag får nok af krig og nazister og laver deres eget lille oprør.

Oprøret består i at lægge postkort rundt om i byen med budskaber mod nazisterne. Ikke ufarligt og Gestapo følger i sporet. Undervejse kommmer vi godt rundt i det nazistiske Berlin, hvor alle lurer på alle, ingen siger noget - det mindste fejltrin medfører voldelig afhøring hos Gestapo i hovedkvarteret i Prinz-Albrect-Strasse.

KZ-lejren truer lige om hjørnet. Uretfærdigheden kan ramme både fuskeren på bunden og den stolte kriminalassistent i hjertet af Gestapo. Det er en hård historie og beskriver ild, mørke, stank, skrig, gråd, afgrundsdyb angst - skal jeg dø nu?: Fx stikkeren Barkhausen, der må en tur i fængsel i Moabit.

Straffefanger kom ikke i beskyttelsesbunker under bombeangreb:

"Han havde engang i Schönhauser Alle set en kvinde blive ramt af en fosforbombe, som have boret sig ind i hende - han ville aldrig glemme det syn. Han var så bange for flyvemaskinerne, når motorlarmen nærmede sig, og luftrummet blev fyldt med deres buldren, de første nedslag kunne høres, og væggen i hans celle blev oplyst af det flakkende skær fra ilden rundt omkring ... Nej, de lukkede ikke fangerne ud af deres celler, de lod dem ikke komme ned i kælderen, hvor de kunne have været i sikkerhed. Sådan en flok svinemikler! I disse nætter gik hele tugthuset i Moabit fra forstanden, alle hang ud af vinduerne og skreg - ih, hvor de skreg! Og Barkhausen skreg med! Han hylede som et vildt dyr, og først gemte han hovedet under tæppet på sin briks, senere stødte han hovedet ind mod celledøren, ja, han løb med hovedet forrest lige ind i celledøren, indtil han faldt omkuld og blev liggende livløs på gulvet ... Det var hans form for narkose, som hjalp ham til at stå den slags nætter igennem".

Der er ikke skjult noget og alligevel er rædslen, støjen, stanken, ildglimtende næsten umulige at indtage i et samlet indtryk.

Virkelighedens Otto og Anna Quangel


Postkort	Otto og Elise Hampel, Amsterdamerstrasse 10, Wedding

Hovedpersonerne i bogen er ægteparret Otto og Anna Quangel. Inspirationen fik Hans Fallada fra historien om Otto og Elise Hampel, der blev henrettet i april 1943 i Plötzensee fængslet for at have spredt postkort. Der var meget begrænset modstand mod Nazisterne, og i stikker-samfundet blev de fanget og brutalt afhørt og slået ihjel. Halshugning. Der hænger idag en mindeplade for dem hvor deres hus stod i Amsterdamerstrasse 10 i Wedding. Hampel-ægteparret var et almindeligt tysk ægtepar, men da deres søn blev slået ihjel under felttoget til Frankrig fik de nok og begyndte deres eget oprør. Det var musens kamp mod elefanten.

Hans Fallada

hansfallada Hans Fallada var tysk succesforfatter før 2. verdenskrig og han forlod ikke Tyskland under nazismen. Han skrev ikke anti-semitiske bøger, selvom han blev opfordret til det. Efter krigen boede han sammen med DDR spidserne i den lukkede kommunistleder enklave Majakowskiring. Her lynskrev han bogen efter hans redaktør havde præsenteret ham for materialet om Otto og Elise Hampel. Hans Fallada døde af en overdosis morfin kort efter i 1947. Kommunisterne udgav en stærkt redigeret og partitro version af bogen og det er først efter murens fald, at man har fået et fuldt eksemplar til oversættelse. Læs også Hans Falladas "Mareridt i Berlin", som er et forstudie til "Alene i Berlin".

Bogen rundes af med et fint efterskrift af Henriette Harris. Hun peger på det centrale i bogen - nemlig anstændighed og tab af anstændighed. De mange, der gav køb på deres anstændighed af frygt, af grådighed, af ærgerrighed, for egne fordele.

I mine øjne er bogens tema dog ikke tyskerens tab af anstændighed - det er menneskets tab af anstændighed, der er centralt. Når personlig frihed og retfærdighed forsvinder i terrorregimets glubske gab. Samme mekanisme findes i alle diktaturer og voldssamfund. Det bliver alles kamp mod alle og den mest nederdrægtige og villige spytslikker vinder - den, der først kaster anstændigheden fra sig. Det sker når samfundet belønner den, der er villig til at kaste den første sten.

I DDR blev den redigerede version pligtlæsning for skolebørn. Censorerne fik kun øje på arbejdernes kamp mod nazismen som bogens tema og redigerede derefter - mens temaet frygt i stikkersamfundet og tabet af anstændighed ikke gjorde indtryk i diktaturstaten DDR, hvor anstændigheden for længst var kastet overbord og samfundet omdannet til et veritabelt stikkersamfund. I en grad så de nederdrægtige ikke kunne se det selv - eller turde. Forfatteren var jo en feteret af regimet og boede i Majakowskiring - blandt dem, som først blev tilbudt en sten at kaste.