Tyskland er en forbundsrepublik. Det betyder, at Tyskland ligesom USA består af en samling af stater. Indtil 1871 eksisterede Tyskland ikke, men en lang række kongeriger og kurfürstendømmer mellem den danske grænse og Østrig delte i stor grad kultur og sprog. Bismarck fik staterne samlet under en fælles Kejser og riget holdt nogenlunde sammen efter første verdenskrig, anden verdenskrig (hvor en stor del dog blev tabt til Polen og Rusland) og efter den kolde krig.
I dag har de enkelte delstater (tysk: Bundesländer) i Tyskland har udstrakt selvstyre og kan på områder som miljø, kultur og uddannelse i vidt omfang gennemføre deres egen lovgivning. Der kan derfor være store forskelle på love og forordninger fra delstat til delstat. Valg til delstatsparlamenterne finder som hovedregel sted hvert fjerde år.
Delstaterne er repræsenteret i Forbundsrådet (Bundesrat), der holder til i det tidligere preussiske Herrenhaus (parlament) i Berlin. Forbundsrådets vigtigste opgave er at varetage delstaternes interesser i sager, der vedrører deres kompetence. Det er delstaternes regeringer der udpeger repræsentanterne til Forbundsrådet. [Wikipedia]. Berlin er en selvstændig delstat og omsluttes af delstaten Brandenburg.