Keglebanen i kælderen hos Tante Lisbeth i Kreuzberg gøres klar. Øllene hentes i baren ovenover. Berlin-guide foto.
Kegling minder om Bowling: Man skal forsøge at vælte kegler ved at trille en kugle. Det er et simpelt spil og mon ikke det er næsten lige så gammelt som kontrollen over ilden. Når først der var gang i bålet og jagtbyttet spist har det været tid til spas: Vælte pinde med sten har man kunne lege med til alle tider. Boule er måske ældre? Der kan man nøjes med sten. I Berlin kan du kegle på baner, der er mere end 100 år gamle, og du kan bowle som i DDR.
Kegling og bowling kan alle være med til. Ligesom i Danmark er det en hverdagssport, så vil du møde tyskerne, snuse atmosfæren og samtidig have et par hyggelige timer med familie eller venner, så er det slet ikke tosset. Spil fx på gamle keglebaner eller bowlingbaner fra DDR.
Der er flere varianter. Banerne kan være lidt forskellige og man skelner mellem Classicbahn, Bohlebahn, Scherenbahn og Bowlingbaner. For alle spil gælder, at det handler om vælte flest mulige kegler med et antal kugler. Så kan banerne være udført lidt forskelligt, kuglerne variere lidt i udformning og antallet og opstillingen af kegler er også forskellig.
Mini-kursus i kuglekast på keglebaner
Advarsel: Husk at du er ikke til vollybold, håndbold eller fodbold. Ikke noget med at serve, kyle, sparke eller heade bolden ned af banen. Det vil kun gøre ondt.
Hold kuglen foran dig, tag sigte, og med din bedste arm bøjer du dig frem, trækker armen bagud og i et stort sving fører du armen frem og slipper, når der er mest fart på neden ved jorden. Har du styr på dit sving og dine fingerspidser kan du være heldig at vælte noget. Er du erfaren kan du arbejde med tilløb. Langt de fleste har intet begreb om at gøre det rigtigt, så alle kan være med. Hvis dine modstandere har deres egne specialtillavede kugler med, så må du argumentere for at have et handicap.
Keglebaner og kegledrenge
Har du bowlet før i en dansk bowlinghal, så er det nok keglebanen, som kommer tættest på at kombinere en anderledes kulturoplevelse med fornøjelse. Atmosfæren og spillet føles meget anderledes end at gå i de store bowlingbaner med 25 baner.
Keglebaner omtales i Tyskland første gang i 1157, hvor kegling bliver beskrevet som en folkelig fornøjelse. Fordi der blev væddet om udfaldet er kegling også blevet betragtet som hazardspil og er flere gange forsøgt bremset. I 1925 begyndte kegling at blive en sport og Deutsche Arbeiter-Keglerbund blev oprettet i byen Chemnitz.
Keglebanerne er små og gammeldags. Masser af charme. Sjovt at spille kegler før man går ud at spise, eller spil på en regnvejrsdag. Hvis armen ikke er i gips, så kan alle fra 5 til 95 være med.
Keglebane heder Kegelbahn på tysk.
Kuglerne i kegling har ikke huller til fingerne ligesom bowlingkugler. De vejer omkring 2 kilo. Keglerne styres af et hejseværk, så de har snore i toppen. Når de vælter bliver de rejst ved snoretræk og stillet pænt igen. De står i diamant form 1-2-3-2-1 for enden af banen.
Reglerne er simple: Kast kuglen og vælt flest mulige kegler. Den der vælter flest kegler på 120 kast har vundet.
Foto: Kegledrenge i New York i ca. 1910. "Pin boys working in Subway Bowling Alleys, 65 South St., Brooklyn, i New York every night. 3 smaller boys were kept out of the photo by Boss. Location: New York--Brooklyn, New York (State).". Fotograf Lewis Wickes Hine, 1874-1940. Wikipedia.
Snoretrækket er "nyt" for det kræver jo elektrisitet. I det gode gamle dage havde man "Kegeljungen" - kegledrenge, som stod nede ved keglerne og rejste dem op - og trillede kuglen tilbage til spillerne. Tysklands mest læste forfatter, Karl May, fortalte, at han selv i sin barndom (1854) havde været kegeljunge. Se billedet af "pin boys" fra New York.
Det helt rigtige sted er at spille kegler er hos Tante Lisbeth, men der er flere muligheder. Husk at reservere i forvejen.
Keglebaner i Berlin
- Tante Lisbeth, Muskauer Straße 49 i Kreuzberg, Tel.: 030/62908742 for atmosfæren
- Kugelbahn, Grüntaler Straße 51 i Wedding er en gammel bane, men hipt og for de unge.
- Bornholmer Hütte, Bornholmer Straße 89 i Prenzlauerberg er Berlins kuglebane bedstefar med en bane fra 1911. Bornholmer Hütte er ægte kneipe og rå berlineratmosfære. Du skal kunne tåle en kommentar.
- Gasthaus Figl, Urbanstraße 47 i Kreuzberg. En gammel bane - og så er Gasthaus Figl en af de bedste pizza-steder i Berlin. Kegl mens du venter.
- Kegelsportzentrum, Hämmerlingstr. 80-88, Köpernick, Tel.: 030/65800313 til de professionelle
- Keglerklause, Gerichtstr. 31, 13347 Berlin, Tel: 030/46066063 til dem, der er til kneipen-kegling
- Kugelbahn Wedding, Grüntaler Str. 51 i Wedding, Tel.: 015152159403, for det alternative, hvor der også er musik. Om mandagen spilles Guerilla kegling.
- Tegeler Seeterrassen, Wilkestraße 1 i Tegel ligger ved søen. Det er det gode sted at spise en is, dase i solen og så kegle lidt. Perfekt søndag.
- Keglerklause Arena Sportsbar, Gerichtstrasse 31. Her kegles der. Vær dog lidt seriøs med din kegling. Det er ikke kun for sjov.
- Kegelbahn Seestübchen, Riehlstraße 11 A, Charlottenburg, Tel.: 030/32105467
- Städt. Sportplatz Treptow, Kegelbahn, Rudower Straße 4, Treptow, Tel.: 030/6317822
- Sportkegelhalle am Anhalter, Stresemannstraße 68 – 76, Mitte Tel.: 030 26 11 536
- Bismarck Restaurant, Hermann-Hesse-Str. 20, 13156 Berlin, Tel.: 030/4772816
- Gabi Schulz Kegelpinte, Schubartstr. 55, 13509 Berlin, Tel.: 030/4343140
- Heinz Dulk, Riehlstr. 11 i Charlottenburg, Tel.: 030/32105467
Bowling american style med sixpack
Bowling er den amerikanske version af kegling. Der er ti kegler og ikke ni som på keglebanen, der er huller i kuglerne til fingerne. Bowlingbanerne er typisk samlet i haller, der er lys, musik og mere elektronik. Du skal låne specialsko og kuglerne har huller til fingerne.
Der er tre bowling klubber i Berlin, som spiller i den tyske bowling bundes liga: ASC Spandau Berlin, BSC Kraftværk Berlin og Reinickendorfer Füchse. I Danmark kan vi mindes hele to kvindelige verdensmestre i Bowling: Britt Brøndsted (2003) og Mai Ginge (2011).Tyskland har også to kvinder: Martina Beckel (2 gange) og Tanya Cuva.
Bowlingreglerne er lidt mere indviklede end kegling (flest kegler væltet på 120 kast). De er fint beskrevet på wikipedia:
"Vælter man alle ti kegler i første forsøg, får man en strike og dermed ikke et nyt forsøg. Vælter man først de resterende kegler i andet forsøg, får man en spare. Får man ikke væltet alle 10 kegler, får man point svarende til det antal kegler, man væltede. Står der stadig en eller flere kegler tilbage i en runde (dvs. efter de to forsøg), kalder man det at få et miss.
Den højeste score, som man kan opnå i en serie, er 300; til dette kræves 12 strikes i træk. En serie består af 10 runder. De første 9 runder består af 2 forsøg. Den 10. runde er lidt speciel idet den kan bestå af 3 forsøg. Får man en strike eller en spare – dvs. tager alle kegler med første eller anden kugle – skal der stadig tælles en eller to ekstra kugler hvor keglefaldet regnes med i ruden."
Maksimalt point er 300. Men for de fleste er det helt teoretisk nå helt derop. Egentligt mærkeligt, at det faktisk er svært, når menneskeheden har øvet sig sig i at ramme pinde med sten siden jæger- samlertiden. Berlin-guides teoretiske forklaring er, at der ikke noget evolutionsbehov for at forfine kegle-teknikken: Keglespillere lever ikke længere end andre mennesker, vi er ikke i konkurrence om keglebanerne med andre arter, og keglespillere har ikke mere held med forplantning end andre mennesker. Var det tilfældet kunne vi allerede nu se effekterne af bowling: så havde vi måske længere højre-arme og kun tre fingre på højre-hånd? Og så dog: Udtrykket "din kegle!" er måske udtryk for en vis degenering over tid og kan måske gå i arv fra keglespiller til keglespiller? Berlin-guides råd er: du kan rende og bowle og kegle - men gør det med måde.
Kegling kom til USA, og der blev kegling til Bowling og sendt tilbage til Europa. Så evolutionen gælder for spillet - ikke for spillerne. Når kegler blev til bowling skyldes det, at keglespillet - kaldet "nine-pins" i 1830 blev betragtet som skørlevned og derfor forbudt. Løsningen var så at bruge 10 kegler og rykke indendørs, så det ikke var så synligt med spillet. Og så var Bowlingspillet med 10 kegler faktisk klar.
Der er mange specialord i Bowling, så vil du lyde som en "pro" og tale bowlingsk på to sprog er her lidt forslag:
- Brooklyn - når kuglerne rammes til venstre fra forreste kegle.
- Five bagger - 5 strikes i træk
- Headpin ("Kopfkegel") - den forreste kegle. Nummer 1.
- Kingpin ("Königskegel") er den kegle, der står bagved den forreste (nummer 5)
- Sixpack - 6 strikes i træk
- Gutter - renden ved siden af banen, som det er ret irriterende at ramme.
- Split - når man kun vælter keglerne i midten
- Strike ("Streich") - når alle 10 kegler vælter i første forsøg
- Spare ("Ersatz") - når man vælter alle kegler i andet forsøg
- Turkey ("Truthahn") - 3 strikes i træk
Bowlingbaner i Berlin
- Strike Lanes på tredje etage i shoppingcenteret Alexa udvikler sig om aftenen til en blanding mellem partysted og bowlingbane. Lys, lyd og dans.
- Er du mere prof, så er det måske Bowl Play i Berlin med masser af lys og 24 store baner. Her er der ofte turneringer.
- Berolina Bowling Lounge i Schöneberg er Berlins ældste bowlingbane. Den er moderniseret, der er VIP lounge med 4 baner - og happy hours på drinks.
- De 14 baner i Bowlero Bowling Center i Friedrichhain satser på det hyggelige. Der er morgenmadsbowling om søndagen kl. 10. Og after work bowling i hverdagene.
- American Bowl Berlin i Marzahn har 18 baner og indrettet i 1950'er stil, priserne er lave og der er "all you can eat" - menu. Kommer du om aftenen kan du opleve Partybowling med DJ og mærkeligt lys.
- Kæmpen er Bowlingcenter Schillerpark som med 46 baner er berlins største. Her kan du spille med lysende LED kugler.
- Bowling Center am Alexanderplatz åbnede i 1971 og var mønsterbanen for andre bowlingbaner i DDR. Der er stadig en del DDR charme over stedet. Der er 18 baner og hver 14. dag er der homo-bowling.
- Big Bowl i Lichtenberg har 20 baner og om mandagen er der halber Preis doppelter Spaß, om tirsdagen skal man være over 55 år og hver søndag er familiedag.
- Insel Bowling i Marzahn byder på 20 baner i forbindelse med travbanen i Mariendorf. Skal der fejres er der VIP baner.
Husk det er sjovt at have det skægt.