Foto: Fra wikipedia et foto af en Pegida demonstration. Foto: Opposition24.de / https://creativecommons.org/licenses/by/2.0/ /-Pegida arbejder for ytringsfrihed, som især er frihed til at tale om islam som man vil, og angriber pressen for at være en løgner-presse.
Varefakta. Nationalsocialisterne (nazisterne) styrede det tyske tusindårsrige ud over afgrunden. Det var fail på alle tænkelige områder. Mærkeligt, for er det ikke godt både at være ”national” og ”social”? Når det sættes sammen bliver det til nationalsocialisme og millioner af tyskere traskede med Hitler udover både Europas grænser og grænser for menneskelighed.
Nazisterne er (fordi de havde "succes") det værste højre-ekstreme parti, der har eksisteret. Men tilsvarende nationale og sociale tanker har stadig levevilkår i næste alle lande og under forskellige navne.
Om det fører til nye nazistiske nationer og nye kulturkollapser er ikke til at vide. Det må vi ikke håbe, men der ser ud til at være stigende tilslutning i disse år.
Derfor er der brug for lidt opklaring om højreekstremisme – den kommer her.
Berlin-guides varefakta om højreekstremisme
Efter 2. verdenskrig var verden vaccineret mod nationalsocialisme. Hagekorsflaget er aldrig blevet god tone igen. Flaget symboliserer død og ødelæggelse. Det er sejrherren, der skriver historien, for kommunisternes røde faner vifter vi stadig med, selvom kommunister også har slået millioner ihjel – men mere om det på berlin-guides varefakta side om socialisme.
I Tyskland efter krigen blev der på vestlig side iværksat omfattende kampagner for afnazificering af det tyske folk. I DDR blev af-nazificeringen ignoreret, fordi det stod i partibogen, at fascister bor i vest. I øst var der kun et parti tilladt, så det gav sig selv. I vest var partier tilladt, med undtagelse af nynazistiske partier. Hagekorsflag og ideologier der tilslutter sig nazipartiet er forbudt.
Efter krigen har der været flere partier af slagsen i Tyskland. Det første kom frem allerede i 1949, det hed det Socialistiche Reichspartei Deutschlands. Det blev forbudt. I 1964 kom partiet Nationaldemokratische Parti Deutschland (NPD) og i 1970’erne i Vesttyskland var der mange små partier på den yderste højrefløj. Mange blev retsforfulgt. Efter genforeningen blomstrede højreekstremismen op i øst.
Det er ikke et tysk fænomen. Højreekstremismen findes i mange lande og i mange iklædninger. Tyskland 1933-45 er blot et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå.
Nogle forklaringer på succesen for de højreekstreme partier henviser til ulighed, marginalisering og tegner et billede af tilhængerne som uvidende landsbytosser, teknologiforskrækkede og kontanthjælpsmodtagere, som ikke helt kom med på den globale festvogn.
Tilslutningen bunder ofte i en diffus frygt for det fremmede, det ukendte og derfor en søgen efter tryghed, renhed og forklaring. For mange giver det tryghed at være ”på hold” med ligesindede for det giver noget at kæmpe for og noget at kæmpe imod. Os mod de andre.
Det er klart, at for mennesker, der føler de er blevet sat af holdet er der noget at kæmpe for – men alene følelsen af, at ”holdet” er truet og nu må holde sammen kan være drift nok. Så marginalisering som forklaring er nok slet ikke tilstrækkeligt. Der er rod i noget langt mere almen menneskeligt. Følelser og trussel.
Hvornår er noget højreekstremt?
Faktisk er det ikke helt let at indkredse, hvornår noget er højreekstremt.
I Tyskland er det hagekorset og sympati med Hitlers ideologi, så hvis man undlader at bruge hagekorset, sige ”Sieg heil” og læse højt af ”Mein Kampf” er det ikke helt let at pladsere etiketten præcist.
På wikipedia bruges højreekstremisme om politiske synspunkter, ”som kendetegnes ved at være nationalistiske, militante, racistiske, autoritære og antidemokratiske”. Netop på grund af nazismen anvendes ordet ofte som skældsord. Det er let at råbe ”facist” eller ”nazist” efter andre mennesker, men hvad pokker råber man efter. Og hvem.
Der er ingen som vil være højreekstreme. Nej tak. Det er et ord der skaber afstand.
Men selvom vi (måske) ikke har fuldblodsnazistiske partier, så er der dog en del kendetegn fra det højreorienterede overdrev, som et parti kan have få eller flere af:
- Anti-demokrati. Hvor socialisterne smykker sig med demokrati (fx DDR), så voldtager højreekstremisterne demokratiet. Begge ekstremer er anti-demokratiske. Helt karakteristisk påtager man sig ”folkets vilje” og herfra hentes autoriteten. Helt eksplicit hos nazisterne, som lavede film om folkets vilje. Mere nutidig taler man om det tavse flertals vilje, så demokratiske valg og processer kan i sidste ende afvises. Socialisterne henter også deres autoritet hos ”folket”.
- Karismatiske ledere. Protestbevægelser er ofte kendetegnet ved karismatiske ledere, og det gælder også de højre-ekstreme ledere. Mussolini og Hitler er ofte dem der trækkes frem. Stalin og Lenin også. Men de karismatiske personligheder er til at få øje på. Et karaktertræk har været, at der søges efter en ”stærk mand”, som kan ordne alle problemerne.
- Folket som grundlag. Højreekstremismen er stærkt optaget af folket og hvem der hører til ”folket”. Der kæmpes for folket og mod dem, der ikke hører til. Dem der ikke hører til ”folket” er en trussel. Os og dem. Men folket er masserne, de tavse flertal. Det med at tage udgangspunkt i folket er nok mere et træk ved den leder, der vil have magten, end det egentlig er en strømning i befolkningen. For hvem går dog rundt og føler sig som "masse"? Men som en del af et hold, som europæer, som dansker, som københavner, som en fra Brønshøj kan man jo godt føle sig - også uden det er ekstremt.
- Truslen mod folket. Flygtninge, muslimer, udenlandsk arbejdskraft (social dumping), kødspisere, gen-teknologi, ekstremister - mange af de andre kan være en trussel. Det kan være morsomt, som Egon Olsen: “Må jeg være fri! Ti stille! Det er for galt. Jeg finder mig ikke i det! Det er det samme hver gang. Det er det samme hver eneste gang. Man har en plan - en genial plan! - og så er man omgivet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater! Skolelærere, Narkomaner og Kommunister alle sammen!”. Sjovt, men der er også alvor. Nazisterne nåede til et punkt, hvor de myrdede jøder, sigøjnere, homoseksuelle, socialdemokrater, kommunister, handicappede, subsistensløse, intellektuelle. Der var mange, som ikke hørte til folket, ikke fortjente det. Nationen er vigtig.
- Familien som kernen. Familien er vigtig. Altså kernefamilien far, mor og børn. Det føles sundt og trygt – og det skal også gerne være gudfrygtigt. Derfor heller ikke respekt for homoseksualitet.
- Lov og orden. Højreekstremismen har en streng retfærdighedssans. Og de der ikke følger reglerne skal satme have tæsk. Nazisterne havde deres egne folk (SA) til at dele håndmadder ud. Der var uniformer og strækmarch, som begyndte meget tidligt i 1920’erne.
Tankevækkende, så vanskeligt det egentlig er at adskille venstreekstremisme fra højreekstremisme – og begge sider ynder at anvende ”socialisme”. Måske der blot er ekstremisme?
Hvad gør vi når samfund bundvender af angst?
Der ligger muligvis noget ur-menneskeligt i det ekstreme? På stepperne gennem tusind år levede vi bedst og tryggest, hvis vi holdt sammen i flokken, respekterede hinanden, de fælles guder, og det interne hierarki op til føreren. Mødet med fremmede og ukendte skikke kunne føre til død og ulykke. Der var kun lidt viden og fakta, beslutninger blev truffet ud fra fornemmelser, dyreknoglers placering, solformørkelser og vindens retning.
Hvis det er ur-menneskeligt, så kan man ikke bekæmpe ekstremisme med udskamning og fortielser. Så rykker man blot tættere sammen i gruppen. ”Højreekstrem” er et ekskluderende ord og glem ikke at store folkelige bevægelser er helt almindelige mennesker, der gerne vil leve et godt, trygt og fyldestgørende liv sammen med dem de kender.
At sætte ”højreekstrem” på som etiket skaber afstand. Derfor finder du heller ikke en liste over højre-ekstreme partier her - med undtagelse af de historiske eksempler. Kløften duer ikke. Uddannelse, åbenhed og retfærdighed og inkluderende fællesskaber med anerkendelse af frygten og trangen til ”at være på hold” er måske, forhåbentlig, en vej.
Helt tydeligt er frygten for flygtningestrømme, islamisk terrorisme (religiøse højreekstremister), økonomisk krise, klimakrisen, korruption, vestens fordærv, elitens fest i finanskrisen med til at puste til holdfølelsen og utrygheden. Uhyggeligt nok behøver der ikke at være nogen egentlig krise eller trussel. Det er tilstrækkeligt at tro der er en krise og at være angst for det.
Eksempelvis har meget få danskere mistet livet til terrorister, mens flere hundrede omkommer på vejene, og i tusindvis dør af rygning og for lidt motion. Alligevel styrer angsten for terrorisme dagsordnen og har sendt Danmark i krig.
For frygten er der og behovet for at være et hold er der. Det er menneskeligt. Det skal respekteres, forstås og omfavnes – for frygten er foder til de politiske ledere, som måske vil gå så langt videre og styre hele samfund udfra ur-instinkter.
Det er først, når der er ledere, som for alvor vil leve holdningerne ud og tage alle konsekvenserne i folkets navn og har opbakningen til det, at katastrofen sker. Det er der, det bliver farligt. De, der går hele vejen skal stoppes. Men kan vi??
Terroristerne er så få, så det klarer moderne samfund nok, men hvad gør vi når et helt samfund bundvender?
Populismen som motor for ekstremismen
På tysk TV har komikeren Jan Böhmermann identificeret 4 veje til magt for populisten, som har tager udgangspunkt i ANGST.
Hvis du kan skabe angst i befolkningen er vejen til politisk magt skabt. Angsten for klimakatastrofe, for krig, for flygtninge. Hvad kilden til angsten er, er ikke afgørende for succesen for en populist.
Når først angsten er etableret kan populisten, ifølge Böhmermann, komme videre til politisk indflydelse ved at følge fire enkle skridt:
- Alle fakta må komme fra maven. Viden er ligegyldig. Alternative fakta er bedre. Brug ”Bauchipedia” (Mavepekedia). Selv "krisen" som skaber angst behøver faktisk ikke at være reel. Det er nok at tro det.
- Meningsfrihed eksisterer kun, hvis ingen modsiger dig. Dem, der siger andet lyver. Pressen er imod os. Hitler slog dem ihjel, da han fik magt. Det samme gjorde Stalin.
- Brug spørgsmålstegn. Hvis man stiller spørgsmål har man jo ikke udtalt sig om fakta. Jo vildere spørgsmål, desto vildere hypoteser og usikkerhed kan man skabe.
- Brug internettet. Her er publikum langt større og stærkere og villigere end Hitler overhovedet kunne stille op med på de store folkemøder. Twitterpolitik er også en mulighed.
På youtube kan du se Böhmermann udlægge teksten. Ikke kedeligt. På tysk.
Populisme der spiller på angst, følelser, stemninger og ledes af mennesker, som støtter sig til alternative fakta, undertvinger andre synspunkter og har adgang til et stort publikum. Populismen findes over hele det politiske spektrum.