1618 - 1648 Trediveårskrigen

Trediveårskrigen fra 1618-1648 var en krig om tro, magt og penge i første halvdel af 1600-tallet. I krigen deltog mange af Europas store magter, men det meste af krigen blev udkæmpet på tysk jord. Krigen kostede måske hver tredje tysker livet, og hvis tyskerne i dag skal pege på nationale katastrofer, så er trediveårskrigen lige i hælene på 2. Verdenskrig og nazismen. Christian IV’s iver for at være i krigen kostede også danskerne dyrt. Berlin og Preussen indtog ingen særlig rolle, men blev også plaget af krigen. Hovedrollerne lå hos den habsburgske kejser Ferdinand 1 (1503-1564) og general Albrecht von Wallenstein (1583-1634). Læs her berlin-guides crash-kursus i trediveårskrigen.

slagetveddethvidebjerg

Optakten: Prager Fensterstürtz og slaget ved det hvide bjerg

Det hele begyndte i Böhmens hovedstad, Prag. Den protestantiske befolkning blev regeret af den katolske kong Ferdinand. Der normale var egentlig at befolkningen troede på det kongen troede på. Kong Ferdinand havde egentlig tilladt denne trosfrihed, men nu ville han gerne lave det om. Han sendte gesandter til Prag med budskabet, men de blev helt korporligt smidt ud – af slottets vinduer. Das Prager Fensterstürtz.

Derefter afsatte de kongen, som i mellemtiden var blevet kejser, og valgte en ny: Den protestantiske kurfyrste Friedrich V af Pfalz. Det ville Ferdinand ikke finde sig i. Han allierede sig med Hertug Maximilian af Bayern og en adelig katolik fra Böhmen, Albrecht von Wallenstein. Kortene var spillet.

Det gik ikke godt for protestanterne. Ved et mægtigt slag den 8. november 1620 ved ”Det hvide bjerg” i Böhmen tabte protestanterne, Kong Friedrich V blev afsat og hans kurdømme overgik til Hertugen fra Bayeren. I Böhmen var man igen katolikker. Men slaget ramte Europas lande som dominobrikker, for det gik helt udover magtbalancen. 

Krigen bølgede frem og tilbage helt til 1648. Det var alle mod alle og et sammensurium af magter. Der var kampe over hele verden, men desværre for Tyskland foregik langt det meste i de tyske lande. 

trediveårskrigentilpas

Se stort kort her

Christian IV springer på scenen og taber

Helt oppe i Danmark blev Christian IV dels bekymret for sit overherredømme i Østersøområdet og dels så han muligheder for at vinde nyt land, og erklærede den habsburgske kejser krig. Han blev frarådet det af sin rådgivere, men han omgik dem ved at bruge sine titler i Schleswig-Holstein i stedet. Han trak Danmark med i krigen – sammen med 20.000 mand. Desværre mødte han efter kort tid i Tyskland general Wallensten, og Danmark og Christian IV’s allierede tabte. Det sidste slag var ved Wolgast i Forpommeren.

Han ville ellers gerne have vundet lidt landområder i Niedersachsen (omkring Bremen, Verden og Osnabrück) – i stedet blev Jylland blev besat og plyndret. Wallenstein havde nye våben og en taktik, hvor civilbefolkningen nådesløst betalt omkostningerne, så de knap kunne overleve. Wallensten fik Mecklenburg af den taknemmelige kejser.

Første runde var afsluttet. Men så besluttede Kejser Ferdinand, at de protestantiske fyrster i det tyske rige skulle give alle kirkeskatte tilbage til den katolske kirke. I Magdeburg var de modvillige og Wallenstein belejrede byen.

Svenskerne blander sig

Men nu blandede svenskerne sig og kong Gustav Adolf gik i land med en stor hær og drog til Magdeburg for at forsvare protestanterne. Men inden de nåede frem til Magdeburg havde den katolske hær med general Tilly i spidsen jævnet byen Magdeburg med jorden og slået 35.000 mennesker ihjel.

På vej til Magdeburg mødte svenskerne den kejserlige hær ved den lille by Wittstock, nordvest for Berlin, og svenskerne vandt. I dag er der – om ikke andet – et lille museum om trediveårskrigen i Wittstock.

Fortørnelsen over Magdeburgs ødelæggelse var stor og mange slog sig sammen med Gustav Adolf, som nu red mod Bayern. I Lützen tørnede 36.000 mand sammen og begge sider mistede omkring 8.000 mand. Men så var man jo lige vidt.

Wallenstein trak sig og blev kort efter myrdet. Krigen fortsatte og bølgede frem og tilbage. Til sidst forsøgte kejser Ferdinand at skabe fred mellem de krigene tyskere. Men han tog ikke nabolandene med på råd, og pludselig var Frankrig allieret med Sverige, fordi så følte sig omringet af Spanien, Nederlandene og Burgunderne.

Det førte til nye slag – alt sammen i Tyskland. Ved siden af den Böhmisk-Pfälziske krig, var der også den svenske krig og den svensk-franske krig. Der blev myrdet på livet løs, og som regel var det den tyske civilbefolkning, der betalte prisen. Når soldaterne ikke blev betalt drog de selv hærgende og plyndrende gennem landskabet.

Den Westfalliske fred – og den danske deroute

Endelig, i 1648, lykkes det over flere år at gennemføre fredsforhandlinger i byerne Osnabrück og Münster. Forhandlingerne tog fire år, for først skulle man finde ud af hvem der kunne tale med hvem og hvordan. Det vrimlede jo med fyrster og konger, der alle i deres rige var vant til at stå forrest. Så gik det ikke rigtigt til ville alle vandre fornærmet ud og krigen fortsætte. Det internationale diplomati blev skabt her.

Det tog mange årtier for tyskerne at komme på fode igen. Oppe i Danmark fortsatte vi i øvrigt med at kriges med svenskerne. Det var ikke klogt. Danmark endte med at tabe en stor del af riget: Skåne, Halland og Blekinge – og endte i øvrigt med Fredrik 3’s statskup og arveligt enevælde. Med andre ord en diktator i en småstat. Han var en fyr vi godt kunne have undværet.

Der er naturligvis meget mere til historien om trediveårskrigen, selvom det meste er glemt – tænk i sammenligning på 2. verdenskrigs mylder af historiebøger og erindringer. Trediveårskrigen varede seks gange så lang tid. Krigen kostede anslået 6 millioner tyskere – eller hver tredje – livet. Folk døde som fluer af epidemier - pesten - og sult.

Til at sætte katastrofen i perspektiv, så kostede 2. verdenskrig også lige over 6 millioner tyskere livet – men det ud af en befolkning på knap 80 millioner tyskere – svarende til omkring 8 procent. Trediveårskrigen var nådesløs ved den tyske befolkning. Det var den tids verdenskrig.

Krigen i Berlin

Berlin lå i Brandenburg og en tid så det ud som om svenskekongen ville komme omkring, så der blev bygget skanser og ryddet til skydefelter ved et eventuelt forsvar af byen. Det blev dog aldrig til noget med et angreb med Berlin. Brandenburg omkring Berlin var dog plaget kæmpende og hærgende soldater, da svenskerne brød ind i krigen. Berlin mistede i perioden titlen som Rezidentzstadt, for kurfürsten Georg Wilhelm og hans søn, Friedrich Wilhelm, havde fortrukket til Königsberg i den østlige ende af Preussen.

I Berlin/Cölln faldt befolkningstallet med en tredjedel – fra 9.000 indbyggere til 6.000 indbyggere.

Brandenburg kom heldigt ud af trediveårskrigen og ved den Westfalske fred tilfaldt nye områder Brandenburg, fx den del af forpommeren, der ikke gik til Sverige. Desuden Magdeburg, Halberstadt, Minden og Cammin. Kurfürsten var på det tidspunkt Den Store Kurfürst, Frederich Wilhelm, som fandt på at invitere dygtige protestantiske flygtninge fra Frankrig (Hugenotter), Holland og Böhmen til Berlin. Berlin havde mistet mange indbyggere, og de indbyggere nye kom med håndværksmæssige talenter, som fik stor betydning for Berlins vækst.

På kortet herunder kan du se, hvordan fordelingen af kongeriger og kurfürstendømmer var i det tyske område i 1648 efter freden. Det er kæmpe kludetæppe. Læg mærke til de svenske områder i 1648. De er ikke ubetydelige. Fx var Christian IV efter Bremen og Verden, som endte med at tilfalde Sverige.

Tyskland1648

Se kortet i stort format her. Kortet er lavet af ziegelbrenner (Diskussion · Beiträge) - Eget værk, Kilde: Putzger – Historischer Weltatlas, 89. Auflage, 1965, CC BY 2.5, Link. Fundet på Wikipedia - hvor du kan se et kort, og zoome ind på områder. Der er mange detaljer..

Tidslinje over trediveårskrigen – fra wikipedia:

  • 1618 Oprøret i Bøhmen.
  • 1620 Slaget ved Det Hvide Bjerg, den bøhmiske opstand knuses, krigen videreføres i Tyskland.
  • 1621 Spanien genoptager krigen mod Nederlandene og støtter herved kejseren i krigen.
  • 1625 Christian 4. intervenerer i krigen som tysk hertug.
  • 1626 Slaget ved Lutter am Barenberg, den nedersaksiske kreds med Christian 4. i spidsen bryder sammen.
  • 1627 Jylland invaderes af den tyske kejsers styrker. Danmark inddrages officielt i krigen.
  • 1629 Freden i Lübeck, Danmark udtræder af krigen.
  • 1630 Sverige intervenerer i krigen.
  • 1631 Gustav Adolf sejrer i slaget ved Breitenfeld.
  • 1632 Slaget ved Rain am Lech og Slaget ved Lützen, Gustav Adolf falder.
  • 1633 Mordet på Wallenstein.
  • 1634 Slaget ved Nördlingen, Sveriges stilling svækkes midlertidigt.
  • 1635 Frankrig intervenerer på svensk side.
  • 1636 Svensk sejr ved Wittstock.
  • 1639 Den spanske flåde sænkes i Kanalen.
  • 1640 Første fredsudspil.
  • 1643 Fransk sejr over spanierne ved Rocroi. Svensk angreb på Danmark (Torstenson-krigen).
  • 1646 Fredsforhandlingerne begynder.
  • 1648 Den Westfalske Fred afslutter Trediveårskrigen.

Læs meget mere

Dick Harrison "Trediveårskrigen 1618-1648".

Wikipedia: https://www.dreissigjähriger-krieg.de