kejserkroningenstampKejserkroningen i Paris 18. Januar 1871 i Versailles ved Paris blev fødselsdagen for det andet tyske rige. Billedet med kejseren der lader sig krone mens Bismarck stolt ser til er vidt berømt i Tyskland.

I efteråret 1870 havde tyske tropper med preussen i spidsen besejret Frankig, hvis kejserrige styrtede i grus, og Preußens Kanzler Otto von Bismarck øjnede muligheden for at forene tyskerne i tysk kejserrige med Preussens konge i spidsen som ny kejser. I Baden og Hessen sagde parlament og monark ja, kongen af Württemberg lod sig også overtale.

kronningen550

Billede: Kroningen af kong Wilhelm I til Kejser af Tyskland i Versailles i Frankrig. Tredje version af billedet af Anton von Werner. Billedet var en gave fra den preussiske kongefamilie til Kansler Bismarcks 70. årsfødselsdag i 1885.


Men i Bayern så Kong Ludwig II ikke lyst på det forslag. For Kong Ludwig var alt preussisk vederstyggeligt og han havde ingen lyst til at stå under Berlin. Men alle har en svaghed, og Bismarck lovede Kong Ludwig en årlig betaling på 300.000 guldmark, som han kunne bruge som han vil - og han gav Bayern nogle særrettigheder til post, telegraf og jernbanevæsen - og lovede iøvrigt at i Berlin på sine kneipebesøg kunne ville drikke bayersk øl. Det overtalte til sidst Kong Ludwig II.

Men nu gjorde Kong Wilhelm I af preussen knuder. Ham, der ellers stod til at blive kejser. Det med at blive kejser over et forenet Tyskland sagde ham ikke noget videre. Han ville gerne være Kejser over Tyskland - og ikke blot tysk kejser, som der blev lagt an til. Bismark og Preussens kronprins forsøgte at overtale Wilhelm, men han var stejl. Til sidst lykkes det via storhertug Friedrich I. von Baden, hans svigersøn, at få den modvillige Kong Wilhelm I til at acceptere at blive tysklands nye kejser.

På selve dagen, 18. januar 1871, var 2.000 gæster samlet i spejlsalen i Versailles - og alle var lidt spændte på om Friedrich von Baden ville udråbe Kejseren af Tyskland eller en tysk Kejser. Han slap ud af pinen ved at proklamere: "Seine Kaiserliche und Königliche Majestät, Kaiser Wilhelm, lebe hoch!" [Længe leve hans kejserlige og kongelige majestæt, Kejser Wilhelm].

Men det blev som Bismarck ville have det: Deutscher Keiser - og Wilhelm var så forbitret over det, at han ikke ville give Bismarck hånden - og selv dagen før kroningen udbrød han: „Morgen ist der unglücklichste Tag meines Lebens. Da tragen wir das preußische Königtum zu Grabe. Und daran sind Sie, Graf Bismarck, schuld.“ [I morgen er den ulykkeligste dag i mit liv. Da bærer vi det preussiske kongerige i graven. Og deres skyld, Grev Bismarck.].

Sådan var forholdet mellem de to når de var uenige. Bismarck var sur til han fik sin vilje om det så krævede han rejste hjem og lagde sig syg indtil kejseren bøjede sig, og derefter var Kejseren sur. Men Bismarck fik altid sin vilje. Det har været et særligt par.

Krigen mod Frankrig var ikke helt afsluttet, så det var en ekstra ydmygelse af Franskmændene, at tyskerne kunne krone deres første kejser i Versailles.

Fire udgaver af kroningen

Maleren Anton von Werner (1843-1915) deltog selv i krigen mod Frankrig som 27 årig soldat. Han malede det ikoniske billede af kroningen i Versailles. Hans hovedværk - og han malede det hele fire gange:

1877. Det første maleri var til slottet i Berlin. Det blev afsløret den 22 marts 1877. Der findes kun sort/hvide fotos af maleriet for det gik til den 2. februar 1945, da slottet blev ramt af bomber. Sammen med kroningsbilledet forsvandt en række andre "fædrelandsbilleder" i flammerne.

1888. Maleriet var enormt populært, så det blev besluttet at lave endnu en version som vægmaleri i Zeughaus. Det der idag er det historiske museum. Det var klar i 1888. Det var ikke så bredt som det originale, så der var færrere personer på - heriblandt fyrster fra syv større stater. Tilgengæld kom Marshall Roon på, som slet ikke havde været til stede og Bismarck fik andet tøj på. En strålende hvid uniform - hvor til kejseren kommenterede: „Sie haben Recht, er war falsch angezogen". De har jo ret - han havde forkert tøj på. Desværre blev også Zeughaus bombarderet i 1943 og blev beskadidget og ved krigsslutningen var det helt forsvundet. Man kunne gætte på russisk hærværk.

1885. Men Kaiserproklamation var en stor succes i Tyskland, og et tredje billedet blev malet i 1885 i anledning af Bismarcks 70 års fødselsdag som en gave fra kejseren. Jernkanzleren skulle have sit eget billedet. Det blev overrakt den 1. april 1885 - og kan den dag i dags ses på Otto-Von_Bismarck-Stiftung i Friedrichsruh, hvor Bismarck holdt til. På det billede der eksisterer findes Roon stadigvæk, og eftersom Anton Werner malede billedet 15 år efter begivenheden benyttede han lige anledningen til aldersmæssigt at opdatere deltagerne.

Når man studerer billedet er det klart, at det er kejseren der står øverst sammen med sine sønner og al opmærksomhed går mod kejseren. Men Otto von Bismarck står rank midt i billedet og lyser. Han er hævet over at råbe hurra. Jernkanzleren træffer beslutninger - og de andre råber hurra. Bemærk alle sablerne, i så tæt pakket en flok må sabler være temmelig generende.

1913. På gymnasiet i Frankfurt (Oder) blev der i 1913 hængt en fjerde version op, men der er ingen billeder af det selvom det overlevede 2. verdenskrig. Det er forsvundet.

Anton von Werner

Anton von Werner arbejdede i Berlin. Fra 1875 var han direktør på kunstakademiet i i Berlin ( Königliche Hochschule der bildende Künste) og han bliver omtalt som en slags "kunstpave" - og det skal ikke opfattes positivt.

I 1892 var han i konflikt med kunstnergruppen Elf, som den impressionistiske maler Max Liebermann havde hjulpet igang: Gruppen havde arrangeret en udstilling med den norske maler Edward much. Det provokerede voldsomt i Berlin og udstillingskommissionen, som Werner von Anton var formand for, lukkede simpelthen udstillingen.

Von Werner sad på posten i 40 år til sin død, og han blev begravet på Zwölf-Apostel-Kirchhof i Berlin-Schöneberg.

Du skal til Friedrichsruh for at finde billedet.

Andre kendte værker er

1864 "Kinderkopf im Profil"
1867 "Kauernder Jüngling"
1872: Allegorie auf die Entstehung der deutschen Einheit - som er et forstudie til det relief, der omgiver Siegeseule.
1873 "Husar und älterer Offizier"
1877 / 1885 / 1888 / 1913 "Die Proklamation des Deutschen Kaiserreiches"
1894 "Im Etappenquartier vor Paris"

 

Husk til din Berlintur

Vælg de sider du skal huske til din tur
+

Valgt: Til Berlin rejsen

Vælg noget til turen

X

Item added to Favorites!

Berlin-guide på Facebook

facebookBerlin-guide er aktiv på Facebook. Følg med og få de senste tip og nyt om Berlin og berlin-guide.

Berlin-guide anmelder

Få nyhedsbrev fra Berlin-guide

Abonner på nyhedsbrevet fra berlin-guide.dk. Det er gratis og ca en gang i kvartalet


catchme refresh

En ide til rejsen?

Annonce

 

Annonce

En tilfældig buket til inspiration

Laurent Binet: HhhH - Himmlers hjerne hedder Heydr...

Anmeldelse. Reinhard Heydrich var en af NAZI Tysklands mægtigste mænd. Nr. 2 i SS efter Himmler, men kendt som Himlers hjerne. Fader til planen for jødernes udryddelse og som rigsprotektor i Bøhren-Mæhren blev han kendt som "slagteren fra Prag". Laurent Binet har skrevet "HhhH - Himmlers hjerne hedder Heydrich" om He [ ... ]

Skønlitteratur - romaner og novellerLæs mere
1756 – 1763 Syvårskrigen og de brandenburgske mira...

Syvårskrigen blev udkæmpet fra 1756 til 1763 og omfattede den Preussiske syvårskrig, samt den franske og den indianske krig. På den ene side stod England, Hannover og Preussen og på den anden stod Frankrig, Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen. Spanien og Portugal blev også involveret og krigen blev ogs&ari [ ... ]

Berlins historieLæs mere
Frederick Taylor: The Berlin Wall

Anmeldelse. Der Mauer. The Wall. Muren. Der er kun tale om en mur, når vi taler om Muren. Muren som brutalt delte Berlin i to halvdele fra 1961 – 1989. Muren er beskrevet i mange bøger, men ingen har gjort det bedre og mere grundigt end Frederick Tayler i ”The Berlin Wall”. Når du kun at læse en bog om Mur [ ... ]

Faglitteratur - mennesker, historie og samfundLæs mere
Platform 17 – til minde om mere end 50.000 jøder d...

På S-bahnstation Grünewald i Berlins sydvestlige hjørne ligger perron nr. 17 (Gleis 17). Fra oktober 1941 til februar 1945 depoterede nazisterne mere end 50.000 jøder har fra perronen med godstog direkte til udryddelseslejrene. ”Gleis 17” er et mindested om de mørke tider og vedligeholdes i et samarbejde  [ ... ]

Mindesmærker og bygningerLæs mere
James-Simon-Galerie

James-Simon Galeriet er ikke et rigtigt museum. Det er den centrale indgang fælles indgang til museerne på museumsøen. Det er en ordentlig entre på 4.600 kvadratmeter. Lige som pyramiden ved Louvre i Paris.

Historie- og kultur museer Læs mere
Søren Nørby: Sænk Skibene!

Anmeldelse. Danmark var bagud på point under 2. verdenskrig. Vi forsvarede os dårligt nok, da Tyskland angreb, vi solgte landbrugsvarer til Tyskland i stor stil, leverede arbejdskraft til bunkerbyggeri og samarbejdede med besætterne. I august 1943 skiftede billedet, da tyskerne ville overtage det danske forsvar. Søren N&osl [ ... ]

Faglitteratur - mennesker, historie og samfundLæs mere
Zietenplatz – fuld af døde preussiske generaler

Zietenplatz er en lille plads midt i Berlin på Mohrenstrasse mellem Wilhelmstrasse og Mauerstrasse. Pladsen hedder Zieten plads efter den preussiske general Hans Joachim von Zieten. Pladsen er et preussisk udstillingsvindue med en lille parade af vigtige preussiske generaler fra syvårskrigen.

Pladser og veje i BerlinLæs mere