Die Erstürmung der Insel Alsen durch die Preußen, Wilhelm Camphausen, 1866
I 1864 var der krig mellem Danmark og Preussen, der fik støtte af Østrig. Den kaldes også den 2. Schleswigske krig, for vi var også oppe at toppes i 1848. Krigen varede knapt et halvt år fra 1. februar – 20. juli 1864. Danmark tabte og måtte afstå hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig. Det nordlige Slesvig blev efter en folkeafstemning genforenet med Danmark i 1920. Den sydlige del - fra nuværende grænse og ned til Ejderen forblev tysk. I området omkring Sønderborg og Als er der masser af spor og udstillinger om krigen. Men der er også spor i Tyskland og i Berlin.
Hvorfor overhovedet en krig? Optakten
Siden middelalderen havde den danske konge været hertug af Slesvig og Holsten - men arvefølgen var forskellig. I Danmark ville tronen efter jydske lov blive nedarvet via kvindesiden, hvis mandssiden uddøde. I Holsten kunne tronen kun nedarves via mandssiden. Den gamle grænse mellem Danmark og det tysk-romerske rige gik ved Ejderen, og derfor var der danske arvefølge. Men tyskerne var ikke enige i det for de anså Slesvig og Holsten som et hele. Reglerne om arvefølge og hvem der var konge eller hertug over hvem var aftalt i Londonaftalen fra 1852.
Eksempelvis var der enevælde i Slesvig-Holsten og demokrati (sådan da) i kongedømmet Danmark.For at gøre det hele mere kompliceret var Holsten og Lauenborg optaget i det tyske forbund i 1815. Der var altså indbygget splid i den dansk-slesvigsk-holstenske regering (rigsrådet), hvor nogen synes det hele skulle være Danmark, dem der ikke ville have noget ændret, og dem der helst så Holsten som en del af det tyske forbund.
Nede i Berlin fulgte ministerpræsident Otto von Bismarck godt med. Preussen havde fået muskler og en hurtig krig mod Danmark kunne demonstrere styrken. Bismarck allierede sig med Østrig; officielt for at presse Danmark til at efterkomme Londonaftalens bestemmelser om hertugdømmernes frie stilling, men i praksis i håbet om at erobre Slesvig og Holsten for Preussen. Kort før kong Frederiks d. 7's død vedtog Rigsdagen en ny forfatning, som gjorde det muligt at regere uden at bøvle med Holstenerne. Der brød Danmark reglerne i London-protokollen fra 1852. Ifølge den måtte Danmark nemlig ikke knytte Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten. Så nu var rotterne i lortestræde sluppet løs.
Den 16. januar 1864, stillede Preussen og Østrig Danmark et ultimatum: Novemberforfatningen skulle ophæves og danske tropper rømme Slesvig inden for 48 timer. På Statsrådsmødet i Danmark den 19.januar fik Konseilspræsident (Statsminister) D.G. Monrad opbakning til at udsætte den officielle danske reaktion på kravet. Da Danmark således reelt havde ignoreret det Preussiske / østigske krav, som i øvrigt var umuligt at gennemføre i praksis, gik preussiske og østrigske tropper den 1. februar 1864 ind i Slesvig.
Balladen var igang - og da det var overstået et halvt år senere havde Danmark mistet Lauenbourg, Holsten og Slesvig helt op til Kongeåen. En ordentlig preussisk bid.
Er det længe siden?
Er 1864 længe siden - ja. Og dog. Da jeg blev født i 1964 var der mange på min nuværende alder, som havde kendt mennesker, der havde deltaget i krigen i 1864. De sidste med egen erindring uddøde blot 20 år før jeg kom til verden. Det er erindringsspor, memer, som jeg måske har givet videre til mine børn, som i bedste fald lever til slutningen af det 21 århundrede. Så over blot 4 led holder en stor begivenhed måske op mod 250 år eller mere?. Det kan være holdninger, følelser som lever videre i os. Det trækker lange spor. Derfor er grænsetrækningen i 1920 også et varmt emne den dag i dag. Desuden holder gode arkiver historien vedlige. Schleswig-Holsten er ca. 15.000 kvadratkilometer.
Helt anderledes med Sydsverige - som egentlig er Østdanmark. Det er 400 år siden vi tabte Skåne, Halland og Blekinge - ialt 21.000 kvadratkilometer - til Svensken. De foregående 800 år var det lige så dansk som Fyn, Lolland og Mors. Det er meget få som har følelser i klemme her mere. Der er kun meget få skåninge, som taler for en genforening med Danmark. Det er længe siden og de færreste ved hvem i deres familie der var berørt. Svenskerne var endda langt mere blodigt brutale i deres forsvenskning af danskerne i Skåne, Halland og Blekinge end tyskerne var i det erobrede Slesvig-Holstein.
Krigens spor på vej til Berlin
I Sønderjylland er der mange spor og mindesteder og i særdeleshed omkring Sønderborg og Als, hvor nogen af de hårdeste kampe fandt sted. Kører du til Berlin over den danske grænse kommer du lige forbi. Har du tid, så afsæt et par dage her. I Tyskland kan du køre en tur forbi kirkegården i Flensburg, hvor Istedløven står. Istedløven er et minde over de danske faldne i 1848, men løven blev bortført i 1864 til Berlin og den kom først hjem til Danmark i igen i 1945 - og idag er den tilbage på kirkegården. Historien er dramatisk - og du kan læse mere om den her.
Det næste vigtige pejlemærke er naturligvis de danske skanser - Dannevirke - hvor de danske soldater stod klar med kanoner for at ramme prøjserne. Men vi rømmede dem i ly af mørket. Der er et fint lille museum og en del af skansen til besigtigelse i dag.
Kører du omvejen over Hamburg kan du i bydelen Altona stadig se den danske grænsepæl. Her sluttede den danske konges indflydelse før 1864.
Krigens spor i Berlin
Det mest overvældende spor i Berlin er det tyske sejrsmonument, Siegessäule, som står midt i Tiergarten. Preusserne havde flere sejre mens monumentet blev bygget, så søjlen minder også om sejren over Østig og over Frankrig. Nederst på monumentet er fjendernes kanoner sat op som pynt. Den nedereste række rundt er 20 danske kanoner fra skanserne. Indeni søjlen er der en lille udstilling og øverst oppe en god udsigt.
Søjlen er ikke ukontroversiel den dag i dag. CDU politikerne Heiner Geisler har sagt:
"Siegessøjlen er et udtryk for nationalisme og militarisme og passer ikke til vores tid. Det er kitch fra Wilhelminetiden. Siegessøjlen er det dummest mindesmærke, der står i i Tyskland. Det er latterligt, at vi idag har blodtørstige scener midt i Berlin som fejrer. Det er en bemærkelsesværdig tankeløshed".
Og helt forkert er det jo ikke. Og dog. Berlinerne har det med at udtrykke historie og historiekritik gennem arkitektur. Skudhullerne skal væk. DDR skal væk. Muren skal væk. Og der skal bygges nyt. Man kan jo vælge at se Siegesseule som udtryk for krig og ufred - og være glad for, at vi idag har et godt forhold til naboen og at vi nu ved folkeafstemningen i 1920 har løst en flere hundrede år gammel usikkerhed om grænsedragningen.
Læs mere om Siegessøjlen.
Det forsvundne Alsenkvarter...Siegesøjle står i dag midt i Tiergarten. Der flyttede Hitler den hen, så den ikke stod i vejen for det store Germania projekt - tusindårsrigets overdådige hovedstad. Før stod sejlen midt på Königsplatz, som den store plads foran rigsdagen engang hed. Den stod der faktisk før rigsdagen. Området lå uden for bymuren - Aksizemuren - som løb rundt om Berlin indtil 1867. Op mod Spree lå en tømmerplads. Der hvor Moltkebroen er i dag. Foto: Over Moltkebroen til Alsenviertel - til venstre over broen. Wikipedia. Man kan ane Siegesseule midt i billedet. I 1867 forsvandt muren og Berlin svømmede over sine bredder. Königsplatz blev udvidet og her stod Siegeseule. Op mod Spree byggede man et helt nyt fint kvarter, hvor man fejrede sejren over Danmark - og Østrig. Den bredeste gade kom til at hede Alsenstrasse. Der fik Danmark senere sin ambassade, ironisk nok. Gesandtskabet lå i Alsenstraße 3, Generalkonsulatet i Alsenstraße 3a; og senere var Gesandtskabet in der Alsenstraße 4. Men der blev også plads til fejring af krigens hovedpersoner: Bismarckstrasse, Moltkestrasse (Den tyske hærchef), Roonstrasse (krigsministeren), Herwarthstrasse (generalen, som erobrede Als), Hindersinstrasse (Gustav Eduard Hindersin havde ansvaret for teknikken bag angrebet på Dybbøl skanse), for ikke at tale om Moltkebroen. Hele området blev kendt som Alsenviertel og var et meget mondænt ambassadekvarter. ...nu Spreebogen parkAlsenviertel forsvandt i ruinerne efter 2. verdenskrig og området blev ryddet. I dag er der grønt græs og området hedder Spreebogen park. Den Schweiziske ambassade overlevede og ligger der den dag i dag og ser lidt malplaceret ud. Står du i Spreebogen park er der et "indsnit" i parken, kaldet "Landschaftsfenster", som følger Alsenstrasse forløbet - og man skal forestille sig, at her løb Alsenstrasse og fortsatte over Spree med Alsenbrücke - der nu ikke længere eksisterer. Her lå Alberts Speers tanker om en "nord-syd" akse igennem Berlin, og her skulle den store plads være før den enorme forsamlingssal i Germania. Lige under fødderne løber Ubahn og den store vejunderføring gennem Tiergarten. Spreebogen park ligger nær Berlins Hauptbahnhof, Kanzlerens kontor, enorme ministerier, parlamentsbygninger og Reichstag. Og alligevel er en lidt øde, forblæst stemning. |
Istedløven slap hjem til Danmark igen - og videre til Flensburg, ja, men Berlinerne beholdt et kopi, der hedder Flensborg-løven. Den står i bydelen Wannsee i en lille sommer-villa koloni, der gik under navnet "Alsen" (Als) lige op til Düppeler Forst - Dybbøl-skoven. Historien om løven er helt kort, at danskerne satte et løvemonument på kirkegården i Flensburg efter krigen i 1848. I 1864 tog prøjserne den flotte løve med til Berlin. Der stod den indtil 1945 da journalisten Henrik V. Ringsted fik den med hjem til Danmark. I lang tid stod den og glanede ved Tøjhusmuseet i København, men nu er den tilbage i Flensburg. Berlinerne lavede en kopi, og det er den løve, der står slikker sol i villa-kolonien i Wannsee.
På samme vej som løven står ligger den smukke Liebermann-Villa og Haus der Wannsee-Konferenz. Bestemt en udflugt værd.
Tager du toget til Wannsee kører bus 140 dig derud. Det er meget imponerende villaer i området, men oprindeligt var de blot sommervillaer, hvor familierne rykkede ud om sommeren. Liebermann boede eksempelvis på Pariser Platz 1 - lige ved siden af Brandenburger Tor. Alsenstrasse ligger lige syd for Villakolonien i Wannsee. Der var også en Alsenbrücke.
Læs mere om ambassaderne her. Der lå også en Alsenstrasse og en Düppelstrasse (Dybbølgade) i Steglitz og Zehlendorf.
Generalerne...
Otto von Bismarck var ikke uden skyld i krigen. Han var klar til kampen og lagde snørerne ud, som danskerne snuplede i. Hans statue står lidt tilbagetrukket i parken nordvest for Siegesøjle. En meget imponerende statue. Der står iøvrigt også en af ham ud for Wannsee station ned mod søen - og 500 andre steder i Tyskland.
Bismarck blev æresborger i 400 tyske byer. Man kan faktisk tale om en helt Bismarckkult udtrykt i billeder og buster, navngivning af gader, pladser, springvand, tårne (mere end 200), træ, skibe, krigsskibe, hoteller, pensioner, værtshuse, gymnasier og skoler, snapse, planter og sild. I Danmark spiser vi Bismarck-bolsjer. Tårnene er specielle. Tanken var at de som bavner skulle kunne ses over hele Tyskland, og i mange er der gjort klart til at kunne tænde store bål i toppen. Men der blev aldrig helt nok tårne til det. I Berlin står Grünewaldsturm ude ved Wannsee i Grünewald. Indtil 1948 hed det Kaiser-Wilhelm-Gedächtnisturm. Her de tyske hovedpersoner i krigen mod Danmark afbilledet: Roon, Moltke, Bismarck und Prinz Friedrich Karl. Og en statue af Bismarck.
I de tyske kolonier er hele byer, øer, bjerge og gletschere opkaldt efter Bismarck. I North Dakota i USA hedder hovedstaden: Bismarck. Mange steder i USA hedder berlineren (kagen) en bismarck-kage. Det er lidt vildt.
Muligvis kommer ingen andre historiske personer på siden af Bismarck i kultdyrkelse - med undtagelse af Jomfru Maria, Jesus og apostlen Peter - men det begrænser sig vist mest til det religiøse. Og tankevækkende nok havde Bismarck sin egen religionskrig med katolikkerne. Bismarck er overalt. Læs mere om Bismarck.
Helmuth (Karl Bernhard) von Moltke (1800-1891) var den tyske general, der havde ansvaret for planlægningen af det tyske angreb. Moltke blev æres borger i Berlin.
Helmuth von Molkes far var søn af den danske generalløjtnant Friedrich Philipp Victor von Moltke og Helmuth havde fået dansk militæruddannelse. Han blev æresborger i Berlin i 1871 - og 15 andre tyske byer. I dag står han som statue lige over for Siegessäule og kan måske se det månekrater, der er opkaldt ham.
Der er heller ikke langt til floden Spree med Moltkebroen, som bærer hans navn og hans hoved. I Grünewaldstårnet ses hans relief også. Wikipedia har en helt liste over de mindesmærker, der er sat over Moltke.
Moltkeslægten er fra Mecklenburg og har gennem generationer været både i dansk og tysk tjeneste. Moltkeslægen er en kæmpeslægt.
Eksempelvis fik Grev Adam Gottlob Moltke (1710–1792), dansk overhofmarskal og godsejer og lensgreve intet mindre end 22 børn, hvor af flere blev diplomater, finansminstre, Gehejmestatsminister, admiraler, generaler og stiftsamtmænd. Danmark historien er fyldt med Moltker både her og der. I København ligger Moltkes palæ, og en af bygningerne på Amilienborg hedder også Molkes palæ. Men Moltke'r fylder også Preussens i historie.
Wilhelm Friedrich Ludwig (22. marts 1797 – 9. marts 1888) var preussisk konge 1861, 18. januar 1871 i Versailles udråbt til tysk kejser: Wilhelm I.
Den preussiske konge stod formelt i spidsen af Preussen, men Bismarck formåede at dominere og have succes. Man taler om, at Wilhelm I var kejser under Bismarck. Når Bismarck ikke lige fik sin vilje blev han sur og tog hjem til sit landsted og blev der indtil Kejseren sendte bud og gav ham ret alligevel.
Bismarcks provostil holdt indtil Wilhelm III blev kejser i 1888 - første gang Bismarck i vanlig stil blev sur og rejste hjem fyrede kejseren ham.
Uden Bismarck var der næppe blevet en tysk kejser ud af Wilhelm I. Kongen - og senere kejser - ligger i dag begravet i et stemningsfuldt mausoleum i parken bag Charlottenburg slot. Bestemt et besøg værd.
På parksiden er der på trappens vestlige ende foran slottet en lille, hvid mindesten med en inskription, som fortæller, at her stod Kejser Friedrich III og vinkede, da han overvågede en troppeparade i 1888 til minde om sejrene over Danmark, Østrig og Frankrig. Paraden var med 2 garde intefanteribrigade anført af deres kommandør, som kort efter blev Kejser Wilhelm II - Tysklands kejser under 1. verdenskrig. Som kronprins var Friedrich III feltherre ved sejren over Frankrig.
Paraden har været timet, for kejseren var kun kejser i 99 dage inden han døde den 15. juni 1888 af strubekræft. 1888 kaldes 3 kejseråret, fordi Tyskland det år nåede at have tre kejsere: Wilhelm I, Friedrich III og Wilhelm II.
Inskriptionen på mindestenen lyder
FRIEDRICH III
Deutscher Kaiser
König von Preussen
als Kronprinz der siegreiche Heerführer
in den krigen 1864 1866 1870-71
Hielt hier die einzigentruppenschau
nach seiner Thronbesteigung
uber die 2 Garde infanterie brigade
unter fuhrung ihres commandeurs
des damaligen kronprinzen
jetzt Kaiser Wilhelm II
29. Mai 1888
Friedrich Ernst von Wrangel (1784 – 1877) var en preussisk officer med øgenavnet papa wrangel. Da han var 12 år (sic) gammel blev indrulleret i et preussisk dragonregiment - og som 14-årig blev han sekondløjtnant. Han kæmpede i Napoleonskrigende - blandt andet sammen med Olaf Rye, Hans Helgesen og Schleppegrell.
Århusianerne kender Ryes gade og Schleppegrellsgade. Senere kom de til at kæmpe mod hinanden, da Wrangel førte de tyske forbundstropper mod Danmark under Treårskrigen 1848-50. Wrangel sluttede sin karriere som generalfeltmarskal og var øverstbefalende for den preussisk-østrigske hær i den første måned af krigen i 1864.
Da var han 80 år gammel. Der er næppe nogen 12-årige danske børn i dagens Danmark, som får lov at gøre ham den karriere efter.
Tankevækkende, at da krigen brød ud var den tyske hærfører 80 år og den danske, Christian de Meza, 73 år. De blev skiftet ud før det udviklet sig til et gerontologisk slag. Der er næppe kriger-pensionister i dag, som får lov at gøre dem karrieren efter.
I Kreuzberg er Wrangelstrasse opkaldt efter ham og hele kvarteret - syd for Schlesicher Tor er kendt som "Wrangelkiez".
Prins Friedrich Karl Nikolaus von Preußen (1828 - 1885) overtog som øverstbefalende efter Wrangel. Rundt om Siegesseule er et relief og en af de afbilledede er Friedrich Karl Nikolaus von Preußen. Friedrich Karl var nevø til Kong Wilhem af Preussen.
Prinsen var militært oplært af Krigsministeren Albrecht Graf von Roon, som også står som statue omkring Siegesseule. Roons statue stod oprindeligt i Alsenviertel.
Von Roon var aktiv i moderniseringen af den tyske hær. Roon har fået mange gader opkaldt efter sig over hele Tyskland.
...og fodtudserne Carl Klinke og Peder Petersen
Løven i Charlottenburg. I Charlottenburg, Alt-Lietzow 25, står endnu et monument over de faldne i krigen 1864 - som vi deler med de efterfølgende krige. Øverst på en sarkofag-lignende sokkel ligger en løve. Teksten lyder:
"Den in den glorreichen Kämpfen für König und Vaterland 1864, 66 und 71 gefallenen Kriegern dieser Stadt. Die Bürgerschaft Charlottenburgs 1875".
Ligesom i Danmark blev der der kæmpet glorværdigt for konge og fædreland. Konge og fædreland er temaer menneskeheden ofte er gået i døden for - og gud. For gud, konge og fædreland. Det burde vække rædsel at høre den kombination - så er rotterne løs igen.
Carl Klinke. I Spandau står en statue med en af dem, der kæmpede for gud, konge og fædreland. Du kan se Carl Klinke på Schönwalder Allee am Klinkeplatz i Spandau.
Carl Klinke blev født i 1840 og den 18. april 1864 døde han som preussisk pioniersoldat på skanserne ved Dybbøl (som på tysk hedder Düppel). Han løb af sted mod skanserne med en 30 kilo sprængstof og blev sprængt i luften da han løb ind i en revne bolværket på Skanse II. Han skulle som sine sidse ord have råbt: "Ick bin Klinke. Ick öffne dit Tor“.
Hans handling blev efterfølgende betragtet som afgørende for slaget og Carl Klinke blev helt. Klinke selv er begravet i Broager i en grav med otte kamerater. Hans navn blev stavet forkert på stenen: Pionier Karl Klinke - det er med C. Læs mere.
Peder Petersen. På kirkegården "In den Kisseln" i Spandau er der en der kæmpede for samme gud, men anden konge og fædreland. Her ligger en mindesten for en af de tapre danske landssoldater, Peder Petersen (lige overfor kirkegårdskontoret). Peder Petersen døde som krigsfange i Spandau den 30. april 1864. På stenen står:
Pauli Brev til Rom 15. v. 33.
Her under hviler Stövet
as Dansk Soldat
Peter Petersen
Dod i Spandau d. 30. April 1864.
Fred med dit Stöv.
Peder blev født 25. februar 1839 i Herlev som søn af husmand Peder Hansen og Johanne Pedersdatter og som ganske lille flyttede han med sine forældre til et husmandssted på Hårløse Overdrev. Peter Petersen var menig ved 2. Infanteriregiment, 7. kompagni, nr. 331. og var med til at forsvare skanserne ved Dybbøl. Han blev meldt savnet efter kampene 28. marts 1864, hvor han blev taget til fange.
Peder Petersen blev som krigsfange ført til Berlin og døde af sygdom i fæstningen Spandau i sit krigsfangeskab og blev begravet 3. maj 1864. Peder Petersen blev oprindeligt begravet på Spandau-fæstningens gamle kirkegård i Neuendorferstrasse, men denne kirkegård blev senere nedlagt og omdannet til Koeltzepark. Soldatergraven blev derefter flyttet til den nuværende kirkegård i 1933. Gravstenen blev bekostet af det danske krigsministerium i 1886 og istandsat i 1930. I 2004 blev gravstenen atter istandsat.
Fangerne i citadellet i Spandau
Peder Petersen ligger i Spandau, fordi det var der han var krigsfange. Danske krigsfanger i Preussen kom enten til Spandau eller til Köstrin.
Blogger Michael Bach har været på hovedet i Statens Arkiver for at hjælpe Berlin-guide med at finde frem til de danske krigsfanger. Michael Bach fortæller, at "Man vidste allerede under krigen, hvor de danske krigsfanger blev ført hen. Aviserne bragte lister over fangernes navne i den-og-den preussiske fæstning, så de pårørende ku' få budskab, og vidste hvortil de kunne sende pakker med mad og klæder. De preussiske myndigheder forsynede også danskerne med dødsattester, når en dansk soldat afgik ved døden" og videre "Dødstallet i disse [fangelejre] var heldigvis ikke så overvældende (de hårdt medtagne danske fanger lagde man jo på lazaretter på Sundeved, hvor mange døde i løbet af kort tid), og der kan sikkert godt være fæstningsbyer, hvor dødsfald simpelthen ikke forekom i løbet af de blot 4-5 mdr., fangerne befandt sig der."
Michael Bach henviser til et værk af Robert Lemming fra år 2000 om "Danske soldater i Preussisk og Østrig/Ungarnsk Fangenskab i 1864 - Bind. 1 og 2". Fangelisterne er fra Berlingske Tiedende årgang 1864 og fra Forsvarets Arkiver. Der er lidt usikkerhed om antallet af danske soldater i fangenskab. Her kan man finde navnene på alle dem, der gik i krigsfangenskab.
"Statistiske Meddelelser angaaende den danske Krigsmagt" (1867) opgør tallet til 8382 mænd. Fangerne sad rundt om i Tyskland og i Østrig/Ungarn - fra Flensborg i nord til Salzburg i syd og fra Lodz i øst til Wesel i vest.
I Preussen var der fanger i citadellet i Spandau, der er Berlins vestligste bydel og lidt øst på ved Oderfloden i Küstrin, som i dag er stort set udraderet efter 2. verdenskrig.
Mikkel Nielsens beretning som krigsfange i Spandau
Mikkel Nielsen blev født den 3. april 1833 i Sejstrup ved Ribe. I december 1863 blev han indkaldt. Han endte med at blive krigsfange i Spandau ved Berlin og hans barnebarn Marie Larsen har nedskrevet den dramatiske historie om, hvordan Mikkel Nielsen gik i krig og blev fanget og endte med at være krigsfange i Spandau ved Berlin. Du kan læse hele beretningen her.
Mikkel Nielsen blev fanget på skanserne ved Dybbøl. Det var dramatisk, for de danske kugler regnede om ørene på både danske og tyske soldater mens de trak sig tilbage. Derefter blev han via Flensborg og Hamburg ført til citadellet i Spandau, hvor til han og 76 andre danske krigsfanger ankom den 1. april 1864 ved 8 tiden om aftenen. Mikkel Nielsen var ikke den eneste, der kom til Spandau:
I bogen "Urkundliche Geschichte Der Stadt und Festung Spandau" fortælles om ankomsten af de danske krigsfanger, som blev placeret i Citadellet i Spandau:
- Den 8 marts 1864 ankom 59 danske krigsfanger
- Den 17 marts 1864 ankom 63 danske krigsfanger
- Den 1 april 1864 ankom 77 danske krigsfanger
- Den 11 april 1864 ankom 17 danske krigsfanger
Der har således været mindst 216 danske krigsfanger i Spandau, som ankom til Spandau i marts og april 1864. Tre af dem var spioner og stod til en værre skæbne, men først et lille uddrag nedenfor, der fortæller, hvordan Mikkel Nielsen oplevede at være krigsfange:
"Der fik vi den første Aften Ærter, og saa blev vi henført et Stykke uden for Byen, hvor vi kom ind i et Hotel, hvor det ellers var, det kunde jeg ikke se, for det var jo Aften. Men da vi kom derind, da laa der en tynd Halmsæk, et Lagen og to Tæpper til hver Mand, det skulde saa være vores Seng.
Hvad der nu var det mest behagelige for mig, det var at komme af Klæderne, thi det var en Nyhed, da det var første Gang, siden Krigen var udbrudt, og jeg sov saa godt til næste Morgen. Da jeg saa kom op og kom ud, saa jeg, at vi laa i et muret Blokhus inde i en Skanse. Huset var stærkt, thi der var 3 Alen Mur, og saa var det tildækket med Jord foroven.
Vi kom til at ligge en 120 Mand i denne yndige Bopæl, og hvad vores Levemaade angaar, da er det for tiden saaledes :
Hver 4. Dag faar vi et Brød, som jeg antager vejer mellem 5 og 6 Pund. Brødet er godt. Hver Morgen faar vi hver en Portion Kaffe, som er ganske tynd og simpel. Om Middagen faar vi hver anden Dag Ærter og hver anden Dag Bønner, og saa fremdeles. Sommetider faar vi hvert et lille stykke Kød eller Flæsk, men ellers er det kogt paa Kartofler og Peber. Hver Eftermiddag faar vi hver 3 Lod Fedt eller Smør, det er vores hele Forplejning.
Forresten er Tiden lang og kedelig, vi maa gaa paa Fæstningsarbejde hver Formiddag fra Kl. 5 til 11, den øvrige Tid skal vi Holde os i dette Blokhus. Penge er der ingen Tale om, andre end de vi kunde faa fra Hjemmet." [Citeret fra Mikkel Mikkelsens dagbog på milhist.dk]
Mikkel Nielsen blev hjemsendt fra fangenskab i august 1864. De danske krigsfanger blev frigivet den 4 og den 12 august 1864, så krigsfangenskabet varede med andre ord sommeren over.Berlinische Nachrichten von Staats- und gelehrten Sachen: 1867,5/6 skrev:
"Samtlige danske krigsfanger blev den 12. august 1864 frigivet fra Spandau og transporteret til Travemünde, med undtagelse af tre syge, som den 3. september blev erklæret raske og løsladt. Tre var dømt til døden på grund af spionage, men dommen blev ændret til fængsel og i oktober blev de fuldt benådet også sendt til deres hjemstavn."
Tre danske spioner i Spandau, som ovenikøbet endte med at blive benådet efter en dødsdom og sendt helskinnet hjem. Berlin-guide vil forfølge denne historie.
Citadellet i Spandau står der stadig og er et besøg værd, men sporene efter krigsfangerne er helt væk - med undtagelse af Peder Petersens grav. Og danske krigsfanger har tilsyneladende været en del af arbejdskraften bag skanserne. Han var muligvis den eneste danske krigsfange fra Berlin, som ikke nåede hjem igen den sommer.
Rundt om i Brandenburg står der krigsmindesmærker i næsten hver eneste by. Krigen i 1864 dukker også op nogen steder med mindetavler over de tyske faldne. Mange steder forsvandt mindesmærkerne i 1945 under kampene omkring Berlin. Men du kan finde mindesmærker for 1864 i de små byer Kyritz og Herzberg. Og i Berlin i Christopherus-Kirche i Bölschestraße, Friedrichshagen.
Viktoria i Bernau. Lidt uden for Berlin, i byen Bernau, står endnu et mindesmærke, som også omfatter den danske krig. Du finder det ved den nordlige udgang af stadtmauer. Her står sejrsgudinden Viktoria øverst. Indskriften lyder:
"Kriegern aus den glorreichen Feldzügen von 1864, 1866, 1870/71 in dankbarer Anerkennung die Stadt Bernau 19. October 1890"
- og bag på en indskrift af alle kriges tænker, Von Clausevitz:
"Ich glaube und bekenne, daß ein Volk nichts höher zu achten hat, als die Würde und Freiheit seines Daseins; daß es dieses mit dem letzten Blutstropfen verteidigen soll. "
Blod og jern.
...Og dem, der ikke ville
Næsten lige over for Viktoriastatuen i Bernau er et andet, mere usædvanligt mindesmærke af billedhuggeren Friedrich Schötschel: Et desertørmindesmærke. Fra 1998. Inskriptionen lyder:
„Gewidmet allen Deserteuren und Verweigerern, deren Heimat die Mutter Erde ist, die im Feind den Menschenbruder erkennen, die statt auf Generäle auf den Befehl ihres Gewissens hören, die nicht an Ideologen, sondern am Leben hängen, deren Angst kleiner als ihre Liebe ist. Bernau. 15. Mai 1998.“.
Her er det ære til dem der kæmper for deres liv, deres mødrende jord og lytter til deres samvittighed. Smukt. Ville ingen slås, men hellere lave gulerødder, så havde heltene sluppet med livet i behold og måske fået børn og børnebørn og oldebørn.
Som regi-bemærkning, så står der i Potsdam også en desertørstatue „Denkmal für den unbekannten Deserteur“ på Platz der Einheit med indskrift af Tucholsky
„Hier lebte ein Mann,
der sich geweigert hat
auf seine Mitmenschen zu schießen.
Ehre seinem Andenken!“
Kurt Tucholsky, Die Tafeln, 1925
"Her boede en mand
som modsatte sig
at skyde på sine medmennesker
ære være hans minde!"
Endelig er der spor at finde på historisk museum i Berlin, som omfatter hele den tyske historie - og selvom 1864 fylder meget i vores bevidsthed er der kun plads til et lille hjørne for hele miseren. Og sidst jeg var forbi var hjørnet fjernet. Forhåbentlig blot for en stund. Man kan ellers være heldig at se maleriet af Wilhelm Camphausen: "Die Erstürmung der Insel Alsen durch die Preußen 1864" - Prøjsernes storm på øen Als.", som indleder dette tema.
Det er muligt der er flere spor efter 1864 i Berlin? Kontakt berlin-guide, hvis du finder dem.
Kilder
Wikipedia
Google og fodsåler
Og læs så lige Uffe Østergaards artikel om forholdet mellem Danmark og Tyskland