I 1920'erne skulle der gang i radioen og i 1926 i forbindelse med den 3 store tyske radioudstilling var man klar med et imponerende radiotårn. Lige ved siden af messehallerne. Radiotårnet var i mange år et vartegn for Berlin - men er nu overhalet af fjernsynstårnet. Berlinerne gav tårnet øgenavnet "der lange Lulatsch" - den lange lemmedasker.
Radiotårnet er bygget af 600 tons stål og minder om Eiffeltårnet i Paris. Tårnet er 150 meter højt og du kan komme op til en observationsplatform i 124 meters højde. Naturligvis også en restaurant i 55 meters højde med udsigt over Berlin. Funkturm er meget mindre end Eiffeltårnet. I bunden står radiotårnets ben med 20 meter til hver side. Eiffeltårnet har imponerende 129 meter til hver side - og er iøvrigt mere end dobbelt så højt (321 meter - svarende til 80 etager).
Fra 1935 blev det første TV program sendt fra Funkturm - men det sluttede igen i 1962. Der bliver heller ikke sendt radio mere. Det var slut i 1989. I dag er det amatørradio og politiradio og mobiltelefoner, der har glæde af senderen - og så naturligvis alle os, der skal se på det smukke tårn.
Tårnet blev beskadiget under beskydning i 1945. Det fik skudt det ene ben af - men blev heldigvis stående.
Restauranten er et besøg værd alene for placeringen i 55 meters højde og ser ud som da den åbnede i 1926 - og fik ros af Marlene Dietrich. Skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og reserverplads eller ring (030) 3038-2900.
Tjek hjemmesiden for åbningstider i tårnet. Det koster entre at komme op. Ikke noget at rejse efter, men er du alligevel ved messecenteret, så smut lige en tur til tops i lemmedaskeren.
Funkturm
Messedamm 22
14055 Berlin