Anti-krigsmuseet har rødder helt tilbage til 1925, hvor den berlinske pacifist og anarkist Ernst Friedrich grundlagde museet med en udstilling om grusomhederne under den 1. verdenskrig. Hans samling blev smadret af nazisterne i 1933. I 1982, 15 år efter Ernst Friedrich's død, åbnede museet igen med hjælp fra hans søn og og engagerede venner.
Ernst Friedrich viste de forfærdelige billeder fra krigen, hvor mennesker havde fået skudt halvdelen af hovedet væk. Anti-krigsmuseet viser fotos, dokumenter og genstande fra begge verdenskrige, postkort med forherligelse af krigen, dagbøger og breve fra soldater og fotos af krigens ofre. Der er også en udstilling af miner og af krigslegetøj og et stort verdenskort viser, hvor i verden, der endnu er krig.
Udstillingen handler også om moderne krigsførelse med kemiske og biologiske midler og under museet ligger et beskyttelsesrum fra 2. verdenskrig med originalgenstande. Her får man et indtryk af den indklemte atmosfære, der må have været, mens de allieredes bombefly tordnede ind over byen. Der står kufferterne med det mest nødvendige og gasmaskerne.
Det er værd at besøge museet i sammenhæng med krigsmindesmærker i Berlin. Pacifisme og anti-krig er en smuk tanke - men hvordan forsvarer vi os mod terrorister? Og hvis vi går i krig - hvor langt vil vi så gå? Kan vi overhovedet selv bestemme det? Er eksistensen af atom-våben en endelig garanti mod krig? Eller står vi på randen af dommedag? Bliver krig noget andet? Var angrebet den 11. september 2001 på World Trade Center en krigshandling? Skulle vi have ignoreret det og ikke gået ind i Afgahnistan. Hvis vi ikke vil krig - hvad stiller vi så op mod det onde, mod trusler mod vores frihed, demokrati og ret?
Det er spørgsmål man må forholde sig til - og Anti-krigsmuseet er et godt sted at begynde.
Anti-Kriegs-Museum
Brüsseler Straße 21
13353 Berlin