Almindeligvis handler udstillinger og museer om nutiden og fortiden. Men Futurium i Berlin handler om fremtiden: Hvordan ønsker vi at leve? Det er ikke givet, hvordan vores fremtid bliver. Metrologerne ved ikke engang hvordan vejret bliver om en uge, og selvom Finansministeriet har regnet 10 år frem med alt andet lige – så er alt andet ikke lige, og selvom det er et kvalificeret gæt er det gæt, som med statsgaranti ikke kommer til at holde.
Futurium i Berlin slår dørene op til fremtiden og giver mange bud på, hvad fremtiden kan indebære for os. Hvordan kan vi leve? Hvordan bør vi leve? Der er allerede spor af fremtidens lyksaligheder og udfordringer: ændringer i demografier, avancerede teknologier, nye politiske magter, klimaforandringer, immigrationer. Temaerne i Futurium er mennesker, natur og teknologi.
Futurium udstiller ny teknologi med kunstig intelligens, bionics, moderne medicin og presset på naturen med urbanisering, udryddelse af skove, ændringer i klimaet – og for menneskene måske mere fritid, mere ulighed, nye måder at deltage på. Globaliseringen er ikke slut. Tumler du med tanker, ideer, frygt eller forventning, så er Futurum måske stedet at gå hen og løfte halsen op og prøve at skimte fremtiden fra et fugleperspektiv.
Der er også et lille ”Futurium Lab”, hvor du kommer tæt på nye teknologier, som måske kommer til at definere vores fremtid: Kunstig intelligens, Bio-design og fremtidens arkitektur.
Åbningstider, guidede ture, events mm på hjemmesiden
Futurium
Alexanderufer 2
10117 Berlin
Video fra åbningen af Futurium, 5. september 2019