Bodemuseum ligger som stævnen på den UNESCO beskyttede museumsø midt i floden Spree. En flot og markant bygning, der er opkaldt efter museets første direktør, Wilhelm von Bode (1845-1929). Det skulle oprindeligt være et museum for renaissancekunst. I dag er der primært skulptursamling og byzantisk kunst. Og en spetakulær guldmønt er stjålet fra museet.
Og er du til gamle mønter er Bodemuseum noget for dig. Her er den største numismatiske samling i verden, der går helt tilbage fra verdens første lille asiatiske mønter i det 7 århundrede før kristi fødsel til idag. Der er 500.000 mønter at se på. Bruger du 30 sekunder på hver mønt har du set dem alle i løbet af 2-3 år, hvis du ser på mønter fra morgen til aften - afhængig af, hvor mange weekender du holder fri.
Klan-kriminalitet i skønkunsten
I 2017 var møntsamlingen offer for et spetakulært tyveri, da tyve satte en stige op midt om natten, kravlede ind af et vindue og stjal en mønt. Ikke hvilken som helst mønt. Mønten var canadisk og hed Big Maple Leaf. En kæmpemønt på 50 cm i diameter, 100 kg tung i guld til en værdi af 3,8 millioner Euro - eller næsten 30 millioner kroner.
Mønten er aldrig fundet igen, men en vagtmand og en kriminel, arabisk-talende klan, Remmo-klanen, er siden dømt for tyveriet. Familien Remmo, som stammer grænseområdet mellem tyrkiet og Syrien, fik hele 77 lejligheder beslaglagt. Remmo-klanen tæller over 500 medlemmer.
Mord, vold, tyveri, afpresning, pengevask hører til dagens orden hos Remmo-klanen. Klanen samarbejder med den anatolske storfamilie Al-Zein-klanen om handel med narkotika. Familien leger desuden body-guards for musikere som Bushido, Massiv og Capital-Bra. En slags beskyttelse, man næsten ikke tør få. De har været i skudangreb på Abou-Chaker-klanens overhoved. Læs lidt mere om klan-kriminaliteten, som med udgangspunkt i lilleasien er udbredt i Tyskland og Sverige ifølge wikipedia.
Skulpturer og medaljer
Men Bodemuseum byder utroligt nok også på andet end mønter og kriminelle klaner. Langt de fleste dage er der ingen klaner, og alle dage er der mange mønter, men jo ingen Big Mapple Leaf at se mere. Den var også ret uhåndterlig.
Bode er på mange måder skrapsammen museet af samlinger, der ikke lige passer til de andre store samlinger. Her er skulpturer fra orienten, det byzantiske rige (stort set der klanerne kommer fra), fra middelalderen og fra renaissancen. Der er også preussisk barokkunst. Meget fra kirker.
Det utrolige er, at mange af skulpturerne i samlingen kan du også købe en afstøbning af på afstøbningssamlingen i Charlottenburg. Der er virkeligt gode muligheder for at få piftet dit hjem op til en international, tidløs og klassisk klasse, der vil forbløffe og måske ærge dine naboer. Måske det var det Remmo-klanen havde i tankerne, da de tog den et skridt videre og ikke kunne nøjes med en gipsmønt.
Husk at få medaljesamlingen med 25.000 medaljer med, nu du er der.
De værste forbrydere ødelagde mest
Samlingerne har i virkeligheden været større, og er gået tabt på grund af kriminelle typer, som var langt værre end klanerne: nazister og kommunister. En del af samlingen blev opbevaret i luftbeskyttelsesbunkeren i Friedrichshein under 2. verdenskrig. Og et par dage efter krigens afslutning udbrød der brand i bunkeren, og det kostede en del kunstskatte.
Russerne tog også for sig i krigsskadeerstatning og tog kunst med tilbage til Rusland til Erimitagen i Leningrad (Skt. Petersborg) og Puschkin-museet i Moskva. Meget blev givet tilbage i 1958 som venskabsgave fra Sovjetunionen til DDR. Men så sent som i 2016 blev der fundet yderligere 59 skulpturer fra Bodemuseum i Puschkin-museet. Kommunisterne havde dybe lommer.
Bodemuseum hører til de store museer på Museumsøen midt i Berlin. Det hed oprindeligt Kaiser-Friedrich-Museum efter Frederik III. Friedrich lll var forvirrende nok Tysklands anden kejser og den første der hed Friedrich. Han var kejser i få måneder i 1888 indtil sin død samme år. Året kaldes også "tre-kejser året".
Det åbnede første gang i 1904 og er tegnet af arkitekten Ernst von Ihne. Dete genåbnede igen i 2006 efter næsten 10 års restaurering (hvor vinduessikringerne på 1 sal åbenbart var sparet væk til Remmo-klanens fornøjelse).
Det er et flot og markant museum udefra, som man ikke kan undgå at lægge mærke til. Det troner yderst på Museumsøen som en ø-galionsfigur og siger enten farvel eller goddag til de turistbåde, der hele tiden sejler forbi.
Men også indendøre skal du huske at beundre de utroligt flotte lokaler, trapper, lofter, skulpturgrupper. Det er et ganske usædvanligt sted, fuld af imponade. Selve kunstoplevelsen er nok dybest for kendere af byzantisk kunst og kirkekunst og inkarnerede numismatikere. For dem er der jubelgaranti. For os andre med almindelige kødelige lyster...så gør det alligevel, hvis du skal have det hele på Museumsøen med.
Bodemuseum
Am Kupfergraben 1
10178 Berlin