Offentlige radioudsendelser begyndte i Berlin den 29. oktober 1923. Der blev sendt radio fra Voxstudio i Potsdamerstrasse 4. Radiotimen var 20-21. Radiohistorien i Tyskland og bunker af radiomodtagere er samlet i det (virtuelle) tyske radiomuseum.
Loewe og Ardenne
Radiohistorien begyndte tidligt i Berlin. Blandt pionererne var David Ludwig Loewe (1884–1936) og Siegmund Loewe, der grundlagde virksomheden Radiofrequenz GmbH allrede i 1923 i ydmyge lokaler i Niedstraße 5 i Friedenau i det sydlige Berlin. De var hurtigt i gang med små radioer og radiorør, og de arbejdede sammen med det unge geni, Manfred von Ardenne. Deres første radio fra 1926 "Loewe-Ortsempfänger OE 33" var med verdens første integrerede kredsløb.
De udviklede sammen også verdens første fjernsyn til olympiaden i 1936, og var førende inden for fjernsynsteknologi. Loewe havde radioproduktion i Steglitz helt frem til 1978, I 1995 sendte Loewe verdens første fjernsynsapparat på markedet, som efter brug kunne skilles ad og alle dele genbruges. Meget visionær cirkulær økonomi. Loewe kan betragtes som Tysklands B&O, men ligesom B&O og stort set alle andre europæiske radio og TV fabrikanter, så er det meste af udviklingen og produktionen efterhånden rykket til Asien - Kina, Japan og Korea.
Propaganda
Nazi propaganda. Den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels bad i 1933 ingeniøren Otto Griessing om at designe en billig radio - en folkemodtager (Volksempfänger), som de fleste ville have råd til.
Den originale model VE301 stod klar i august 1933 på en stor radioudstilling i Tyskland til 76 Reichsmark og en billigere model til ca. det halve. I folkemunde blev den også kaldt for Goebbels-Schnauze, fordi Goebbels holdt så mange taler.
Der er et billede til venstre af radioen (Fra wikipedia). Der kom mange udgaver af radioen under navne som Gemeinschaftsempfänger, Deutscher Kleinempfänger.
Radioerne kunne kun modtage tyske radiostationer og ikke fx BBC World Services. Da krigen begyndte blev det strafbart at lytte til udenlandsk radio. Både i Tyskland og i de besattelande. Aflytning kunne føre til konfiskation af radioen og mod krigens slutning også dødsstraf.
Nazityskland var den første diktaturstat til at udnytte massekommunikation gennem radio til at sætte dagsordenen for 80 millioner mennesker.
Demokratisk propaganda. Efter krigen, da Berlin blev delt, finansierede Amerikanerne en radiostation fra Vestberlin til Østtyskland. Radioen kunne aflyttes i det meste af Østtyskland med undtagelse af de nordøstligste og sydøstligste hjørner. Radioen blev kendt som radio RIAS (Rundfunk im amerikanischen Sektor).
RIAS var bemandet med tyskere, der sendte meget målrettede programmer til Østtyskland - til unge, til bønder og selv til grænsevagter. Naturligvis ikke lovligt at lytte på i Østtyskland. Du kan lytte til optagelser fra RIAS radio her. Der var andre programmer - som fx Deutche Welle der sendte til østtyskland.
Kommunistisk propaganda. DDR havde naturligvis radiostationer, som sendte den modsatte vej. Radio Berlin International blev sendt fra Østberlin til vesten om de socialistiske herligheder. Der blev også sendt på dansk. Radioen blev nedlagt med murens fald.
Du kan høre sidste udsendelse fra Radio Berlin International her. En sjov optagelse, for det er lidt som at sidde selv ved skærmen. Andre kanaler var Deutchland Stimme og Stimme der DDR. De sovjetiske tropper lyttede til Radio Wolga. Internt i DDR lyttede med til DDR 1 og DDR 2 og ungdomsradioen DT64. Berliner Rundfunk var den lokale, østberlinske radiostation. Danske Alice Persson rejste fuld af pioneertro fra København til Berlin for at læse op på danske i udsendelserne til Danmark. Se DRs udsendelse om Alice Persson.
Historien om RIAS 1 | Historien om RIAS 2 |
Museet ligger i den vestlige del af Berlin ikke langt fra det store grimme messecenter. Det vil sige - det er kun museets kontor, for museet lader sig kun besøge på nettet. Desværre. Ærgerligt. Æv. For radiohistorien er spændende og der er masser at fortælle fra Berlin. Men nej - klik videre på: Radiomuseum.org. Læs også lige historien om Manfred von Ardenne nedenfor.
Der er også radiohistorie andre steder i Berlin fx
- Sendestationen i Königs Wusterhausen
- Allierten Museum om radio RIAS
- Det tyske radioarkiv (Deutsches Rundfunkarhciv)
- Fjernsynsmuseet er en del af det fremragende tyske filmmuseum ved Potsdamer Platz.
- Kommunikationsmuseet i Leipzigerstrasse
- Funkturm i Charlottenburg
- Det tyske teknikmuseum i Berlin har en særlig af deling for radio
- I Zossnerstrasse 2 ligger "Radio Art", hvor Horst Dieter Schmahl sætter gamle radioer i stand. Horst Dieter er en guldgruppe af viden om radioer og radiorør og han har butikken fuld af radioer helt tilbage til nogle af de første modeller. Se www.radio-art.de - Horst Dieter har ikke åbent hver dag.
Manfred von Ardenne(20.1.1907 - 26.5.1997)
Manfred blev født i Hamburg, men fra 1928 til 1945 havde han sit eget forskningslaboratorium i Berlin Forschungslaboratorium für Elektronenphysik. Da han var 15 år fik han patent på elektroniske rør til trådløs telegrafi, hvorefter han forlod gymnasiet før tid. Han ville hellere lave radioer med Siegmund Loewe. Loewe lavede en radio Loewe-Ortsempfänger OE333 med Ardennes radiorør. Ardenne fik radiorørerne lavet i samarbejde med lokale glaspustere. I 1925 (nu var han 18 år) forbedrede Ardenne bredbåndsmodtagelsen, som blev fundamentet for udviklingen af fjernsyn og radar.Han fortsatte på universitetet uden studentereksamen, men han fandt systemet ufleksibelt og droppede ud igen. Han fortsatte på egen hånd. 21 år gammel lavede han sit eget forskningslaboratorium i Berlin. Her var fokus på radio, fjernsyn og elektronmikroskoper. I 1931 gav Ardenne den første demonstration af et fjernsyn. Det kulmineerede i 1936, hvor Ardenne stod bag den første live transmission på fjernsyn direkte fra Stadion til offentlige pladser i hele Tyskland. Efter 2. verdenskrig blev han ført til sovjetunionen for at arbejde på det sovjetiske atombombe program.Tilbage i DDR startede han for penge vundet for hans arbejder i USSR, helt usædvanligt, et nyt privat laboratorium: Forschungsinstitut Manfred von Ardenne. |