Ingen andre steder i Tyskland kommer man så tæt på den kolde krig og grænsen mellem øst og vest som ved Checkpoint Charlie. Et besøg på Mauermuseum er en uomgængelig del af det første Berlin besøg. Her skal du komme den første dag du er i Berlin. Museet er din ballast til resten af besøget.
Mauermuseum er fuld af dokumenter, billeder, ting, videoer mv. som fortæller historien om muren. Der er enormt meget materiale, så stop ved det du finder interessant. At gennemgå det hele vil alligevel kræve et par koncentrerede dage. Du kan godt tage børnene med på museet her. Du får masser af fortælle om og pege på.
På museet står en bil. I den blev en person smuglet ud forbi de tyske vagter. Du skal gætte, hvor personen sad. Det kan børnene være med til. Det er også lidt uhyggeligt, så forbered dig på at forklare mange ting grundigt.
På museet får du historierne om de spetakulære flugter over, under og igennem muren. I alt flygtede 5.075 fra øst til vest og 1.008 døde i forsøget. Der blev gravet under muren, der var dem der lavede en luftballon og fløj over muren. Der var brødrene, der selv fløj ind og hentede deres bror. Der var dem, der sejlede over i kano. Alle med livet som indsats. På museet kan du se ballonen, flyveren, graveredskaberne, kanoerne. Det gør historierne meget konkrete og virkelige.
Museet lå oprindeligt i en 2½ værelseslejlighed i Bernauer strasse. Men der blev alt for mange besøgende og alt for mange ting. Placeringen ved checkpoint charlie er ideel.
Der er naturligvis også masser af information om selve muren, dens opbygning og historien om dens opførelse. Du kan læse mere om muren her.
Murmuseet er nok Berlins største, internationale attraktion. Ihvertfald er her altid tæt af turister fra hele verden. Lige ved siden af skyder der nye attraktioner op, som er relateret til muren. Sæt tid af til at være der. Køb et stykke af muren. Og selvom det er et turist-gedemarked og pænt kommercielt, så er det et must-see i Berlin.
Museumsbutikken sælger blandt andet små stykker af muren - fx indstøbt i klar plast. Om det så også er muren...ja, det siger de, at det er - så det er det nok.
I Zimmerstrasse, der går på tværs af Friedrichstrasse, kan du se de brosten, der markerer murens forløb. Den ene side var DDR - den anden det frie Vestberlin. Drejer du ned af Zimmerstrasse kan du se et stykke af muren, når du passerer Wilhelmstrasse.
Friedrichstrasse 43-45
Berlin-Kreuzberg
Der er åbent hver dag fra 9 til 22. Nærmeste undergrund er U6 - Kochstrasse
Læs mere om