Moabit - råt og med et glimt af charme

moabit

Foto: Sebaso

Moabit er bydelen nord for Tiergarten og er administrativt en del af Mitte.Moabit er et gammelt arbejderkvarter, men bydelen grænser helt tæt op til Reichstag, så i Moabit ligger også indenrigsministeriet og et ny bygget område for de tilrejsende embedsmænd fra Bonn. Moabit har også et stort fængsel. "At sidde i Moabit" betyder, at man er på hotel gitterly i Moabit. Set udefra er det et stort og skummelt fængsel.

 


Der er vand hele vejen rundt om Moabit: Spree, Berlin-Spandauer Schifffahrtskanal, Westhafenkanal og Charlottenburger Verbindungskanal. Skal man til eller fra Moabit indebærer det en bro. Der er 25 broer. Det grønne område, hvis man da ikke går i Tiergarten, hedder Fritz-Schloss-Park. Det er egentlig en trümmerberg (et bjerg af byggeaffald fra bombningerne under 2. verdenskrig), der blev lagt på den tidligere eksersitzplads. En tredjedel af bydelen blev bombet sønder og sammen under 2. verdenskrig, men her stadig en del byggeri fra før 2.verdenskrig.

Der er flere småområder i Moabit: Stephankiez i nærheden af hovedbanegården, hvor 90 procent af bygningerne faktisk er fra før krigen. Andre områder er Beusselkiez, Huttenkiez, Westfälische Viertel (mellem stromstrasse, Alt-Moabit, Gotzkowskystrasse og Spree) samt Lehrter-Strassen-Kiez.

Den største del af Moabit giver et lidt træt og lidt nedslidt indtryk. Det er bestemt ikke et velhaverkvarter og på en berlinertur vil du sjældent have anledning til at tage til Moabit, hvis du ikke bor der. Alligevel kommer de fleste igennem Moabit på en Berlintur: Hovedbanegården ligger i Moabits sydøstligste hjørne, så er du med tog kommer du til Moabit. Lufthavnen Tegel ligger i det nordvestlige hjørne lige uden for bydelen. Det bedste ved bydelen er måske, at det er så let at komme derfra.

Navnet "Moabit" menes at have fransk oprindelse fra de franske hugenotter, der rykkede ind her i 1700 tallet. Indtil 1850 var en stor del af Moabit udlagt som militært øvelsesområde med kaserner. I 1861 åbnede Berlin sig og industrialiseringen eksploderede. Moabit voksede fra det rene ingenting med 709 indbyggere i 1835 til 190.000 i 1910. Jern og metalvirksomhed, herunder især Borsigs lokomotivfabrikker trak arbejdspladser og mennesker til bydelen. I dag er mange af fabrikkerne lukket og der bor 70.000 mennesker i Moabit. Hver fjerde indbygger i Moabit har udenlandsk baggrund. Vi er på det gamle "arbejder-nørrebro".

Moabit er et udemærket område at bo i, hvis man er turist. Bydelen i sig selv har ikke videre seværdigheder, men der er kort afstand til både Mitte og Charlottenburg. På grænsen til Wedding ligger en af Berlins helt store attraktioner: Hamburger Bahnhof, som nu huser Museum for nutidskunst. Meilenwerk er også værd at nævne.