Georg Brandes i Berlin

Georg Morris Cohen Brandes, 4. 2. 1842-19. 2. 1927 også kendt som Georg Brandes havde også et forhold til Berlin. Georg Brandes boede i Berlin fra 1877 til 1883. Det har han skrevet om i bogen “Berlin som tysk Rigshovedstad” og i sin selvbiografi, Levned.

Georg Brandes - Foto fra WikipediaTekststykkerne nedenfor er fra "Levned", som er blevet scannet og lagt på nettet af projekt Runeberg. De er her bragt i uddrag. Små portrætter af tidens tyske mænd: Kejseren, Kejserinden, Bismarck, Lasker, Beseler, Mommsen.

Georg Brandes boede i Berlin blot 13 år efter Danmarks nederlag til selvsamme Bismarck.

Uddrag om Berlin fra "Levned" af Georg Brandes


Det Berlin, hvortil jeg kom, var Wilhelm I´s, 
 Bismarcks og Moltkes Berlin. Seks Aar var gaaede hen
 siden Rigets Oprettelse og siden Byens Forfremmelse 
til Tysklands Hovedstad. En umaadelig Opblomstring
 havde været Følgen; en stærk Foretagelsesaand var 
vakt, der havde givet sig sunde og skrøbelige Udslag 
under den Drift til hurtigt at berige sig, der en
 Tid lang havde bemægtiget sig mange Sjæle; men mig 
personligt, der kun oversaa et Udsnit af Tilstandene, 
berørte ikke Tidens Usundhed, ikke Svindelen ved
 Stiftelsen af Aktieselskaber og deslige, men kun
 det almindelige Opsving, Pustet fra store Forhold, 
der tilmed var i Vækst.

Fra et svækket Land, hvor de herskende Klasser var demoraliserede ved Nederlaget i en Krig, hvis sande
 Aarsager søgtes bortforklarede eller bortløjede, 
et Nederlag, der langsomt maatte forvindes, var jeg 
forflyttet til et Land, hvilket en uhørt Rækkefølge 
af Sejre havde givet Selvtillid, og til en By, hvis
 Tiltrækningskraft en ny Midtpunktstilling mangefold
 havde forøget. 


Den gamle Kejser, der efter Revolutionen 1848 havde
været saa forhadt i Berlin, var nu almenyndet, ja
 elsket. Man anerkendte hans dybe Hæderlighed, hans
 Pligtfølelse, hans Haardførhed og hans personlige
 Tapperhed, som den havde lagt sig for Dagen i Slaget
 ved Königgratz, hvor han var steget af Hesten og 
staaende midt paa en Vej havde bragt flygtende Tropper 
til at standse. En pessimistisk Filosof, der engang i
 tre Uger havde været i Telt med Kejseren, ytrede til 
mig, at han ansaa ham for "en ideal Karakter". At
 Kejserens Intelligens ikke stod i Højde med hans 
Karakter var bekendt; selv Bismarck undlod i Omtale
 ikke at beklage sig derover. Kejseren vidste ogsaa
 godt, hvorledes Bismarck talte om ham. Men han havde 
det i sig af en sand Regent, at han til fulde forstod
 sin Kanslers politiske Værd, og hvor stærkt man end
 stræbte at paavirke ham imod Bismarck, han slap ham 
aldrig og vilde aldrig give ham den halvt paa Skrømt
 halvt i Harme tidt forlangte Afsked.

Kejserinden var ikke elsket. Man vidste om hende, 
at hun var Bismarcks Modstanderinde, at hun stødtes 
tilbage af hans Personlighed og misbilligede den
 Kamp, han førte mod den katolske Kirke. Hun havde
 som ung Prinsesse af Weimar været Goethes Elev og 
havde tidligt indsuget en Verdensborgeraand, som i
 Datidens Tyskland var ilde anskrevet. Hun nærede en næsten udæskende
 Forkærlighed for det franske Sprog og havde bestandig 
en fransk Forelæser; i den Tid, jeg opholdt mig i 
Berlin, først Jules Laforgue, den fine unge Digter, 
der efter sin Død blev forgudet, omtrent som Obstfelder 
i Norge, senere den af Gambetta stærkt beskyttede 
Gérard, der nu er fransk Minister i Tokio. Medens Jules 
Laforgue var en naiv, uverdslig ung Mand, der sværmede 
for Paul Bourget paa dennes datidige Udviklingstrin, 
var Gérard en saare kølig Personlighed, der med en vis 
Paatrængenhed stræbte at faa Indpas i Berlinerselskabet, 
og som forøvrigt kunde regne med Forfremmelse ad 
Beskyttelsens Vej. 


Bismarck stod tiltrods for sin Orlov da paa Magtens
 Højdepunkt, var netop i Færd med at skille sig fra de 
Nationalliberale for at regere med de Konservative
og med at opgive sin Frihandelspolitik til Bedste
for Værnetold. Han forstod til Gavns med falsk 
Venlighed at lokke de Ministre ud i Afgrunden, som
 Hensynet til Kejseren gjorde ham det vanskeligt at 
skille sig ved. Naar han talte i Rigsdagen, var der 
Dødstaushed. Han anstrengte sig ikke for at opnaa den 
Veltalenhed, der bestaar i et flydende Foredrag; den
 var ham negtet af Naturen, og han satte øjensynligt
ingen Pris paa den. Han stod gerne ligesom usikker
 og legede med en Blyant, søgte sine Ord, prøvede sig 
frem; men hans Genialitet røbede sig i, at han af 
og til formede en Sætning, der var saaledes præget, 
saa anskuelig og saa drivende af Liv, at den forblev 
uforglemmelig. (Saaledes naar han mod Lasker talte om
 de Byherrer, der ikke forstod Landmanden: "Vor Sol
 bager dem ikke, vor Regn gør dem ikke vaad").

Men
 selv naar hans Tale ikke frembød stærke Lyspunkter, virkede den dog overlegent som kommende fra den
 eneste Mand i Rigsdagen, hvis Navn man endnu vilde 
huske og kende om 500 Aar. Forestillingen der om, 
 som Medlemmerne ikke kunde unddrage sig, gav hans Ord 
en Autoritet, som ingen andens havde, selv om de var 
sandere og rigtigere end hans. 

Enhver nogenlunde anset Fremmed, der lagde sit Kort
i Rigskanslerpalæet, modtog en Indbydelse til en af
 Fyrstens store Bierabende; men det kunde ikke falde
 mig ind at søge Bismarcks personlige Bekendtskab, 
saa lidet som jeg i Paris havde stræbt at gøre Victor 
Hugos. (Berlin-guide: Georg Brandes har ikke manglet selvfølelse).

Jeg sagde mig selv, at hvor interessant det
 kunde være for mig at faa et personligt Indtryk
 af slige store Mænd, saa kunde dog ikke jeg have 
fjerneste Interesse for dem. - Jeg fulgte imidlertid
med største Opmærksomhed Bismarcks Handlinger, Taler 
og politiske Planer og kom derved efterhaanden til at 
fjerne mig stærkt fra de Liberales Opfattelse af ham, 
saa meget jeg end ellers sympatiserede med dem.

Bismarck - foto fra WikipeidaDa Bismarcks afgørende Brud med Manchester-Principerne 
havde fundet Sted, forekom den Maade, hvorpaa de 
Frisindede førte Kampen imod ham, mig saa urimelig, at 
jeg fire Aar efter min Bosættelse i Tyskland, 
offentliggjorde en Artikel, Statssocialismens 
Modstandere, hvori jeg trods meget stærke Forbehold 
gav ham Ret overfor dem. Jeg skrev i den: "Det vilde 
være stiv Doktrinarisme, hvis man under den nu staaende 
økonomisk-politiske Strid, blot paa Grund af Regeringens 
Heldning til den religiøse Reaktion samt dens Benytten 
sig af de gamle Stamme- og Stands-Fordomme, vilde 
betegne den som ubetinget reaktionær, og tro, at 
Fremskridtsmændene i dette Tilfælde betyder Fremskridtet. 
Tvertimod! Det er her Bismarck, som betegner det moderne 
Standpunkt, eller rettere sagt Omvæltningen, fremfor Alt 
Initiativet, det geniale Vovestykke, og det er Fremskridtspartierne, som betegner den tankefattige
og ufrugtbare Konservatisme. "*)

Jeg havde den Tilfredsstillelse, at Hørup gav mig Ret 
i denne Synsmaade; men jeg behøver neppe at sige, 
 hvilken Opstandelse min Artikel foraarsagede i den 
frisindede Lejr, hvor jeg i Berlin selv havde opslaaet
 mit Telt. Forbitrelsen var ikke ringe; jeg blev atter 
og atter angrebet i Bambergers Organ, Die Tribune;
 Mommsen skummede; de mange, der vilde mig vel, lod mig
forstaa, at jeg havde skadet mig uberegneligt. Men 
til det gode tyske Selskabs Ære maa det siges, at 
et halvt Aar derefter havde man til givet mig min 
Uoverensstemmelse i politisk Grundsyn og glemt det
 Hele.

Til Gengæld blev hin Artikel med Udeladelse af den
for Bismarcks Tilhæng lidet smigrende Begyndelse og
 Slutning aftrykt og lovprist i det Uendelige af de 
Liberales Modstandere. Bismarcks Pressebureau lod den
 indrykke i alle de Blade i Indland og Udland, der stod 
til dets Raadighed; den blev sikkert offentliggjort i 
mindst en Million Eksemplarer og er af alt, hvad jeg 
har skrevet, det, som har faaet størst Udbredelse.

Kejserens anden Paladin, Rigets og Byens anden 
store Navnkundige, Grev Moltke, havde jeg hver Dag 
for Øje. Han havde nemlig sin Embedsbolig i min 
umiddelbare Nærhed i Generalstabsbygningen, som 
ligger for Enden af Gaden In den Zelten, hvor jeg
 havde mit Hjem. (In den Zelten lå i Tiergarten omtrendt hvor Haus der kulturen ligger i dag - Berlin-guide. dk) Ogsaa han interesserede mig højlig;
 jeg stræbte at forstaa hans Væsen gennem Studiet af 
hans Skrifter. Jeg saa hans Forhold til Danmark i et 
mildere Lys end før, efter at jeg havde lært, at
 han var tysk i sit Udspring, og at han forgæves havde
 søgt Forfremmelse i den danske Hær - som jo desuden 
ingen Udviklingsmuligheder havde budt ham - og jeg
 udkastede efter nogle Aars Forløb en Skildring af
 ham. Den blev ham tilsendt i dens oprindelige Form, 
 som den stod i dansk Illustreret Tidende, og han, der jo kunde Dansk til Fuldkommenhed, svarte med et 
artigt og paaskønnende Brev.

Paa det Tidspunkt, da jeg ankom til Berlin, stod
 Eduard Lasker paa sin Anseelses Højde. Han havde
været en af Stifterne for det nationalliberale Parti
og var nu dets anerkendte Fører. Hans Retsind, hans 
Kundskabsrigdom, hans overordentlige Arbejdskraft og
 hans Slagfærdighed i det parlamentariske Ordskifte
 havde grundlagt hans Stilling. Som udmærket Jurist havde han havt en Hovedlod i det nye
 Riges organisatoriske Love, i Justitslovene osv. i den 
Tid, da det nationalliberale Parti arbejdede Haand 
i Haand med Bismarck.

Han havde bevist personlig og 
parlamentarisk Uforfærdethed, da han i 1873 angreb
de saakaldte Gründer-Svindlerier og særligt den 
mægtige Geheimeraad Wagner for den Del, han havde i
dem. Selv var han en fattig Mand, renhændet, renlivet, 
tilfreds med at virke for sine Ideers Sejr. 

 Hans politiske Stilling ændredes fra den Dag (8. Marts
1878), da Bismarck faldt over ham, fordi han talte 
for en vis Selvstændighed hos den projekterede 
Vicekansler. Jeg traf Lasker i Selskab den samme
 Dags Aften; han var oprørt over den Maade, hvorpaa 
Bismarck havde overfuset ham, men kendte Kansleren
 godt nok til at vide, denne havde sine Stemninger
 saaledes i sin Magt, at han ikke gav dem Luft, uden 
han havde en dybere Hensigt dermed.

Hensigten var, 
som det snart blev klart, at skille sig af med de
 Nationalliberale; men hvad Lasker ikke forstod, var, 
at Bismarck altid havde hadet ham, selv da han modtog
 hans Bistand og brugte hans Indflydelse, hadet ham med 
Adelsmandens Had til Opkomlingen, Junkerens til Jøden, 
 Despotens til den Liberale og Virkelighedsmandens 
til den Doktrinære. Hvor dybt dette Had gik, viste
 sig skarpest ved Laskers Død i 1883, da Bismarck
 vægrede sig ved at modtage en ham til Forelæggelse 
for Rigsdagen tilsendt Condolence-Resolution fra
 Repræsentanternes Hus i Washington. 

Den opvoksende tyske Ungdom holdt ikke af Lasker. 
Han var for den det nationale Frisinds sidste 
Patetiker; Modernisterne blandt den sagde, de led 
ikke Schiller, fordi han havde skabt Marquis Posa, 
og ikke Posa, fordi Lasker nedstammede fra ham. -
I Selskabslivet kunde Lasker være lærerig, men han
var ikke underholdende; det faldt ham ikke ind at han kunde kede; han talte i en Dagligstue som
i Rigsdagen, og fremstillede for Damer politiske og
sociale Fagspørgsmaal, for hvilke disse nøjedes med
høfligt at hykle Interesse. 

Athene var ham huld; men han havde aldrig bragt 
Chariterne noget Offer.

Herr von Grüner havde længst trukket sig ud af
 det politiske Liv. Midt der i stod en anden hidsig
 Modstander af Bismarck, den store Filolog og 
Historieskriver Theodor Mommsen, et Vidunder af 
Lærdom, ladet med Lidenskab. Det var just ingen Anbefaling hos ham at være dansk; 
thi som født Tysk slesviger og oprindelig dansk
 Undersaat hadede han Danmark. Han kendte alle Landets 
og Folkets Svagheder, ingen af dets Fortrin. Da jeg i
et Selskab blev forestilt for ham som dansk Skribent, 
sagde han de just ikke smigrende Ord: Sie wissen, 
wenn man einen Dänen hänseln mil, erinnert man 
ihn nur an seine Litteratur. For ham var Danmarks 
Literatur dets Skamplet. Og naar man spurgte, hvad 
han deri agtede saa ringe, svarte han i første Linie:
 Ingemanns Romaner. De forekom ham Indbegrebet af 
barnagtig Latterlighed. Om Grundtvig som Historiker 
havde han ingen højere Mening end om Ingemann som 
Digter. Faa Spørgsmaalet, om han da ikke vurderede
 Holberg, svarte han: Aa jo, med Maade, det er Molière
 oversat paa Hollandsk; Holberg minder om ham som
 Æslet om Hesten. - Saa bragte han Talen paa de danske 
Filologer. Jeg fremhævede Madvigs Soliditet og sikre 
Skelneevne; men Mommsen havde havt Sammenstød med 
Madvig angaaende romerske Antikviteter og kaldte ham 
med Forbitrelse en tungfodet Spidsborger. Han er slem, 
 sagde han, men Ussing, hans Abe, langt kummerligere 
og værre. (En lignende Uvilje imod Madvig traf jeg 
hos den sindrige Filolog Otto Ribbeck, Professor i
 Leipzig, der ofte kom til Berlin. Han var anlagt til
 fin Forstaaelse af Poesi og indvendte imod Madvig:
han har aldrig forstaaet nogen Digter).

Den stærke Beundring, jeg nærede for Mommsens Romerske 
Historie, bragte mig ikke til at tillægge hans 
mundtlige Ytringer mere Værd, end de fortjente. Hans
 Lidenskab løb af med ham, og han beflittede sig ikke 
paa Upartiskhed, neppe paa Retfærdighed. Kom Talen 
paa Nationalitet, Humanitet eller Politik, var hans
 Tale flammende.

Det er bekendt, med hvilken Mangel paa Maadehold han, 
som Richard Wagner, i Krigens Tid udtalte sig om det franske Folk. Han bevarede længe derefter Ringeagten 
for fransk Aand, særligt for Videnskabeligheden
i Frankrig. Der er, sagde han, udenfor Paris ikke
 Glimt af videnskabelig Sans; i den Henseende staar 
den mindste italienske By over Byer af et Omfang som 
Lyon eller Bordeaux. 

 Men samtidigt afskyede og foragtede han det tyske
Fædrelander i, særligt som det gjorde sig gældende
 i den Bevægelse mod Jøderne, der netop da blev
 ophidset og greb om sig. Den begyndte ved Aaret 1879, 
 ni Aar efter den nationale Krig mod Frankrig, som
 Jødeforfølgelserne i 1819 havde fulgt den nationale
 Rejsning mod Napoleon i seks Aars Afstand. Begge 
Gange havde Tyskere af jødisk Troesbekendelse
kæmpet i Rækkerne med dem af protestantisk og katolsk
 Konfession; i den sidste Krig havde endog et Antal af
 327 Jøder faaet Jernkorset for udvist Tapperhed. 
Ikke desmindre appelleredes der nu til Racehadet, og
 Mommsen var den første og ivrigste til Genmæle, dels 
idet han satte sit Navn under Notablernes Protest, 
 dels idet han udgav et overlegent Indlæg i Sagen. 

Mommsen var som bekendt en Tilbeder og Dyrker af Cæsar; enhver Modstander af den store Cajus Julius 
fik i hans Historie et skrækkeligt Vidnesbyrd.

Man 
kunde da paa Forhaand have troet ham gunstigt stemt
 mod Bismarck. Men han havde ikke for intet allerede
i 1857 taget sine Forbehold mod Cæsarismen. Han
 afskyede Bismarck og som Politiker bekæmpede han ham
af yderste Evne, saa i ham kun Frihedsfjenden. Han led
ikke Gambetta bedre, og besynderligt nok jævnførte
han i visse Henseender de to Mænd. "Pas paa deres
 Omgivelser, sagde han en Dag til mig, slige Mænd kan
bedst bedømmes efter deres Omgivelser. For Gambettas
 Vedkommende er det Bohemen, for Bismarcks en endnu
 værre Sort". 

Det slog mig hos Mommsen, som det ogsaa ellers I mit Liv har slaaet mig hos højt ansete Historikere, om
end af ringere Rang end han, at de overfor Samtidens
Mennesker jævnlig er middelmaadige, undertiden slette
 Psykologer, undervurderer eller overvurderer, saa det
 viser sig, at der ganske fattes dem den Sikkerhed 
i Skønnet, som den literære Kritiker paa sit Felt
 slet ikke kan undvære. Paafaldende er det dernæst, 
saa ofte Historikere af Faget overfor deres Samtid
 hefter sig ved Sladder, tror paa Sladder. Dette gør da
 undertiden deres Domme om den fjerne Fortids Mennesker 
mindre tillidvækkende. Dog for Den, som har følt, 
at den fulde historiske Sandhed er et uopnaaeligt 
Ideal, gør dette ikke Historieskriverne synderligt
 mindre tiltalende.

Theodor Mommsen - Foto fra WikipediaGeniale Mænd som Mommsen eller
 som Michelet virker, selv naar deres Følelser river
 dem med, ved den Blanding af Virkelighedsstudium og 
Fantasi, hvormed de giver store historiske Billeder, 
der overgaar al fri, saakaldt historisk Digtning. 

Den udmærkede gamle Mand, der med sit skarptskaarne
Ansigt, sit ildfulde Blik og sit lange hvide Haar saa
ud som en Tankens Fyrste, havde en Svaghed, han end
 ikke i det selskabelige Samkvem formaaede at skjule:
Nogle faa Glas Rhinskvin steg ham til Hovedet. 

 Efter at jeg flere Gange havde set ham omtaaget af
 Vinen, vovede jeg en Aften, da jeg sad overfor ham
 ved et Bord og med Uro saa ham stadigt paany række 
Haanden ud efter Flasken, at spørge ham, om han ikke 
ønskede noget Vand i sin Vin. Han gjorde hurtigt en 
afværgende Haandbevægelse og svarede: "Hvortil? Der
er jo allerede Vand i selve Vinen". - Den Aften sad
 han ikke længe derefter bevidstløs med stive Blikke, 
 og maatte hjælpes ned ad Trappen til en Vogn. 

 I det samme Aar rejste Mommsen sig en Formiddag i
 Rigsdagen og holdt en saa forvirret Tale, at hans 
politiske Venner omringede ham og stræbte at overdøve hans Ord, 
mens de sendte Bud til Stenograferne med Bøn til 
dem om ikke at referere hvad disse ligefuldt kunde 
opsnappe. Stenograferne fulgte Vinket af Respekt for 
den store Mand. 

Naar Mommsen ikke lang Tid derefter kom til at stikke 
sit kostbare Bibliotek i Brand, saa der i Tyskland
 maatte aabnes en Subskription for at erstatte
den nationale Historiker de tabte Bogskatte, har 
rimeligvis ogsaa ved den Lejlighed hans ulykkelige
 Svaghed gjort sig gældende og været Ildløsens Aarsag.

Foruden Mommsen var der en anden gammel danskfjendtlig 
Slesviger, hvem jeg i det Berlinske Selskabsliv lærte
 at kende; Politikeren og Universitetsprofessoren Karl 
Beseler. Under hele min Opvækst havde jeg i Danmark
 hørt Navnet Beseler forbande, saa det var ikke uden 
nogen Sindsbevægelse, at jeg en Dag stod Ansigt til
 Ansigt med Navnets Bærer. Det var dog især Broderen
 Wilhelm Hartwig, hvem Forbitrelsen i Danmark gjaldt, 
da han i Ledtog med Hertugen af Augustenborg havde
 arbejdet for Hertugdømmernes Løsrivelse, og i Aaret
1848 var bleven udnævnt til Præsident for deres
 provisoriske Regering. (I C. F. Wegeners Bog "Om
 Hertugen af Augustenborgs Forhold til det holstenske 
Oprør" faar han derfor kun daarlig Omtale. )

 Dog mod Karl Beseler var Danmark nærmest gaaet 
angrebsvis tilværks. Da han i 1831, 22 Aar gammel, 
vilde nedsætte sig som Advokat i Kiel, blev Retten 
dertil ham negtet, fordi han vægrede sig ved at
 aflægge Hyldingseden til Kongen af Danmark, og 
ligeledes blev det ham forbudt at erhverve sig 
Retten til at holde Forelæsninger ved Universitetet i Kiel. Han gik til Tyskland og blev
d er en Jurist af første Rang, der fra 1859 var
 Professor ved Universitetet i Berlin. 1848 havde
han været valgt ind i den tyske Nationalforsamling, 
og som en Hovedfører for højre Centrum været Medlem
 af den Deputation, der tilbød Kongen af Prøjsen den 
tyske Kejserkrone. Han havde da ønsket Tysklands Enhed
 tilvejebragt paa lovlig Maade. Nu, da den var opnaaet, 
 var han Medlem af det prøjsiske Herrehus.

Karl Beseler var en prægtig Mand, indtagende ved
 Mildhed og Finhed. Han mindedes med et lille Smil sin 
Ungdomsvægring ved at hylde Frederik den Sjette. For
 mig var Berøringen med ham kun forsaavidt lærerig, 
som den paany viste mig de grundmenneskelige Værdiers 
Uafhængighed af politiske Synsmaader. Uvilkaarligt
 havde jeg siden Barndommen forbundet en Forestilling
 om Falskhed og Forræderi med Navnet Beseler, der en 
Tid lang i Kjøbenhavn havde været forhadt som vel 
intet andet. Nu var denne stolte, klare og fine 
Mand en Beseler; jeg maatte uvilkaarligt slutte, 
at Broderen var en Mand af lignende Støbning.

Kilder:


Georg Brandes 
Levned, Gyldendalske Boghandel 
Nordisk Forlag 
Kjøbenhavn 1905-1908 Kristiania http://runeberg. org/gblevned/

Georg Brandes: Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold.



 

Berlin-guide på Facebook

facebookBerlin-guide er aktiv på Facebook. Følg med og få de senste tip og nyt om Berlin og berlin-guide.

Berlin-guide anmelder

Få nyhedsbrev fra Berlin-guide

Abonner på nyhedsbrevet fra berlin-guide.dk. Det er gratis og ca en gang i kvartalet


catchme refresh

En ide til rejsen?

Annonce

 

Annonce

En tilfældig buket til inspiration

Galleri for sanitær arkæologi

Gør fittings dig varm i kroppen? Gør kummer dig krum af glæde? Kan en natpotte sætte erindringerne igang? Så få en rundvisning i Herr Schwarzwälder's Galerie für sanitäre Archäologie i Charlottenburg.

Usædvanlige museer - lad dig overraskeLæs mere
Tilmann Lahme: Familien Mann - en biografi

Anmeldelse. Forfatteren Thomas Mann var en af det forrige århundredes mest beundrede forfattere. Historien om Husets Buddenbrook er stadig værd at læse. Thomas Mann fik Nobelprisen. Han var feteret og betydningsfuld tidligt i sit liv. Han var gift og havde seks børn. Det var farverige tyskere, som stod op imod Hitler. Tilma [ ... ]

Faglitteratur - mennesker, historie og samfundLæs mere
Pinsetur med veninderne i Berlin

Anna (24) tager til Berlin i pinsen med veninderne. Naturligvis har berlin-guide et par gode tips til programmet. Der skal være plads til både fest og shopping og kultur. Muligvis i den rækkefølge. Det er Anna, der lancerede at i Berlin behøver man egentlig kun behøver at kunne to sætninger på tysk [ ... ]

Programmer og planer for den næste BerlinturLæs mere
Niel MacGregor: Tyskland - Erindringer om en natio...

Anmeldelse. Tyskland? Hvor ligger det? / Jeg ved ikke hvor man kan finde sådan et land, skrev Goethe og Schiller i 1796. Tyskland gennem historien er vanskelig at få hold på. Et puslespil af småstater, som er samlet, spredt og flyttet rundt gennem historien. Tidligere direktør for british Museum, Niel MacGregor, har s [ ... ]

Faglitteratur - mennesker, historie og samfundLæs mere
Monstermuseet - gys og kunst midt i Berlin

Monstermuseet er en blanding af kunstmuseum og kolde gys. Mærkelige automater og bevægelige figurer. Monstermuseet ligger lidt gemt væk i 2. baggård og så trappen ned i kælderen. Mærkelige kreaturer fra en anden verden venter dig. En lille mærkværdighed at få med.

Usædvanlige museer - lad dig overraskeLæs mere
Simon Olsson og Tommy Jonason: TATE – Dansk-tysk d...

Anmeldelse. Du kender Agent 007, men har du hørt om Agent 3725 / aka TATE /aka Leonhard / aka Harry Williamson / aka Wulf Schmidt?. Wulf Schmidt var dobbelt agent under anden verdenskrig. Tyskerne var overbevist om, at de havde fået placeret en agent i England. Det havde de også, men den hemmelige agent var gået i britisk t [ ... ]

Erindringer og øjenvidner Læs mere
Musik til turen til Berlin med Spotify

Der er langt til Berlin og berlin-guide.dk har samlet en spotifyliste med musik om turen og til Berlin: "Driving to Berlin". Listen har to temaer: "At rejse" og "Berlin". Det er blevet en pænt lang liste, som holder ihvertfald mindst til turen til Berlin og tilbage igen. Listen kræver at du har adgang til spotify.

Guide til musikken i BerlinLæs mere