H. C. Andersen - vild med Berlin

H.C. Andersen havde gennem sine rejser i Tyskland nære relationer til Tyskland og til Berlin. I hans rejsedagbøger beskriver han flere steder Berlin og de mennesker han mødte der. Læs her hans oplevelser i egne ord.

 hcandersen


1831 – Den første rejse til Tyskland


Møde i Berlin med Chamisso

I Berlin skulle et brev fra H.C. Ørsted skaffe mig Chamissos bekendtskab. Den alvorlige høje mand med de lange lokker ned over skuldrene og de ærlige øjne åbnede selv døren, da jeg ringede på. Læste brevet og jeg ved ikke hvorledes, vi forstod straks hinanden så godt. Jeg følte tillid til ham, udtalte mig, som jeg var, om endogså på et dårligt tysk. Chamisso læste dansk.

Jeg forærede ham mine ”Digte” og han blev den første, der oversatte mig. Den første der indførte mig i Tyskland. I ”Morgenblatt für gebildete Stände” udtalte han sig dengang således om mig: ”Mit Witz, Laune, Humor und volksthümlicher Naivität begabt, hat Andersen auch tieferen Nachhal erweckende Töne in seiner Gewalt:Er versteht besonders mit Behaglichkeit aus wenigen, leicht hingeworfenen treffenden Zügen kleine Bilder und Landschaften ins Leben zu rufen, die aber oft zu örtlich-eigenthumlich sind, um den anzusprechen, der in der Heimath des Dichters nicht selbst heimisch ist. Vielleichst ist, was von ihm übersetzt werden konnte, oder übersetzt worden ist, am enigsten geeignet, ein Bild von ihm zu geben.”

Chamisso blev mig siden altid en trofast, deltagende ven; han s glæde over mine senere skrifter ses i ”Gesammt-ausgabe” af hans værker i de der aftrykte breve til mig.

Den lille rejse i Tyskland var af stor indflydelse på mig, erkendte mine københavnske venner.


103px-Chamisso Adelbert von 1781-1838Adelbert von Chamisso ( Louis Charles Adélaïde de Chamisso de Boncourt 1781-1838) var tysk digter og botaniker, franskmand og preussisk officer. "Chamisso Adelbert von 1781-1838". 

Licensed under Public domain via Wikimedia Commons


 

 

 

1844

 I 1844  er H.C. Andersen igen i byen – Fra mit livs eventyr


Hjemveien lagde jeg over Berlin, hvor jeg ikke i flere Aar havde været; men den kjæereste af Vennerne der, Chamisso, var død;

»Den vilde Svane, som fløi vidt om Jorden,
Og lagde Hoved i den Vildes Skjød,«

var fløien til en herligere Verdensdeel. Jeg saae hans Børn, der stode uden Fader og Moder. Det er paa Ungdommen om mig, jeg seer, at jeg selv ældes, inden i mig føler jeg det ikke; Chamissos Sønner, dem jeg sidst saae som Drenge, barhalsede, legende i den lille Have, kom nu med Hjelm og Sabel, de vare Officerer i preussisk Tjeneste. Jeg følte et Øieblik, hvor Aarene rulle hen, hvor Alt forandrer og hvor man mister:

- »Dog det er ei saa tungt, som man har sagt
At miste hvad man elsker her i Vrimlen,
Hos Gud vi vinde Kjære; der blev lagt
Ved dem en Bro imellem os og Himlen.«
 
En ny Familiekreds blev aabnet mig, det var hos Ministeren Savigny; her fandt jeg den hjerteligste Modtagelse og lærte at kjende den geniale, eiendommeligt begavede Fru von Arnim, eller for at nævne hendes mere kjendte Navn: Bettina, Goethes Bettina, hun og Fru Savigny ere Søstre til Clemens Brentano. Bettinas smukke aandfulde Døttre, den yngste har skrevet det poetiske Eventyr »Mondkönigs Tochter«, gjorde jeg først Bekjendtskab med, de førte i Salonen Moderen til mig: » nu, hvad siger Du om ham!« var deres Spørgen?


103px-Bettina v Arvim "Bettina v Arvim by Ukendt – not mentioned anywhere - Zeitschrift: Damals, Jg. 45, Ausgabe 5/2013, Artikel: "Volkspoesie" aus Grimm’scher Feder. Licensed under Public domain via Wikimedia Commons.

 

 

 

 


Bettina betragtede mig, lod sin Haand glide over mit Ansigt: »passable« sagde hun, gik snart bort, men kom igjen original og elskværdig tilbage; een Times Samtale med Bettina, hvor hun førte Ordet, var saa rig, saa interessant, at jeg blev stum ved at lytte til denne Veltalenhed, dette Fyrværkeri af Ideer.

Hendes Bøger kjender Verden, men eet Talent af hende er mindre kjendt, det er hendes Genialitet i Tegning, det vil sige, det er atter Ideen her, som overrasker os; saaledes havde hun i en Skizze givet, hvad nylig var skeet, en ung Mand var dræbt af Viinaand. Halv nøgen lod hun ham stige ned i Hvælvingen, hvor rundtom Viinfadene laae, som Uhyrer; Bacchantes og Bacchantinder dandsede frem, greb Deres Offer, omslyngede og dræbte det. Jeg veed, at Thorvaldsen, hvem hun viste engang alle sine Tegninger, var i høiste Grad overrasket.
 
»Da haben Sie mein letztes Buch, Lieber Andersen skrev hun foran i »Brentanos Frühlingskranz« og gav mig med paa Reisen.
 
Det gjør saavel ude, naar man finder et Huus, man træder ind, Øinene lyse som Festlamper, et Huus, hvor man seer ind i et stille, lykkeligt Familieliv, og et Huus fandt jeg hos Professor Weisz, hos hvem et Brev fra H. C. Ørsted havde indført mig; det var kjære, hjertelige Mennesker; dog hvor mange maa jeg ikke nævne af nye Bekjendtskaber, der sluttedes, af ældre, der fornyedes: jeg traf igjcn Cornelius fra Rom, Schelling fra München, min norske Lands-mand Steffens, Tieck fra Dresden, ham, hvem jeg ikke havde seet siden min første Udflugt til Tydskland; forandret var han bleven, men de kloge, milde Øine vare de samme, Haandtrykket var det samme, jeg følte, Han var mig kjærlig og god. Jeg maatte søge ham ude i Postdam, hvor han boede smukt og rigt; ved Middagsbordet der lærte jeg at kjende hans Broder, Billedhuggeren; jeg erfarede, hvor naadig og god Kongen og Dronningen af Preussen vare mig, at de havde læst min Roman: »Kun en Spillemand«, der ret havde tiltalt dem, og at de derfor havde spurgt Tieck om mig; Majestæterne vare i disse Dage
afreiste; jeg var netop kommen til Berlin Aftenen før deres Afreise, da det afskyelige Attentat var øvet.

I Afreisens sidste Øieblik klang som tydske Venners Hilsen til mig en Sang, en Digtning; det var fra den barnligsindede, »Kun en Spillemand«, der ret havde tiltalt dem, og at de dermed at dedicere til mig anden Deel af »Deutsche Märchen«, medens første Deel var bragt Tieck; jeg gjemmer den givne Sang her som en Erindringsblomst fra Berlin.

An H.C. Andersen.
Dir haben liebliche Elfen zur Nacht
Ihr schönstes Lied gesungen;
Der Berg, der Strom und die Waldespracht
Sind Dir in Lust erklungen.

Wie schimmert die goldne Märchenwelt!
Paläste, marmorne, steigen
Aus dunklem Grunde - am Königszelt
Tanzen die Elfen den Reigen.

Du bist der Zauberer, der sie ruft,
Dir müssen sie allen dienen;
Du bist ihr König, in Wald und Kluft,
In Gold und Silberminen.

Ich stehe von fern und lausche bang
In die duftige Welt der Träume,
Kaum dass ein leiser Sehnsuchtklang
Durchzittert die rauschenden Bäume.

Und weht zu dir solch einsamer Klang,
Mit den Blättern, sturmgetreiben;
So nimm es als ein deutscher Dank
Von Herzen, die Dich lieben! 

Julen 1945 

Julen i 1845 var H.C Andersens sidste rejse til Berlin. Her møder han blandt andet Grimm, som aldrig har hørt om H.C. Andersen. Han fortæller om hans kærlighed til Jenny Lind og om besøget hos den tyske konge i Potsdam.


Julen nærmede sig og denne vilde jeg i Aar tilbringe i Berlin; men hvad er Afstanden i var Tid, fra Hannover til Berlin gik jo Dampvognen i een Dag! Jeg maatte afsted fra Oldenborg, fra alle Kjære der.

Da jeg forrige Gang var i Berlin, blev jeg, som Forfatter til »Improvisatoren«, indbudt i »det italienske Selskab«, hvor kun de, som havde været i Italien, kunde faae Adgang, her saae jeg første Gang Rauch, der ved sin kraftige, mandige Skikkelse og sit sølvhvide Haar ligner noget Thorvaldsen, dengang blev jeg ikke forestillet ham, og jeg vovede ikke selv at presenters mig; heller ikke i hans Atelier, hvilket jeg som andre Fremmede besøgte, fik jeg talt med ham; men da han, i Selskab med Museets Directeur, Olfers, gjestede Kjøbenhavn, mødtes vi der i den Preussiske Gesandts Huus og lærte at kjende hinanden; nu altsaa i Berlin gik jeg strax til ham, han havde siden vort Møde læst de fleste af mine Skrifter og var især opfyldt af mine Eventyr; han trykkede mig i sine Arme, udtalte en altfor høi Roes over mig som Digter, men ærligt meent, tør jeg troe; et saadant Øiebliks Vurdering eller Overvurdering hos Geniet udsletter mange mørke Skygger i Sindet. Af Rauch fik jeg mit første Velkommen i Berlin, han sagde mig, hvilken stor Kreds af Venner jeg havde i Preussens Hovedstad, og jeg maatte snart erkjende Sandheden; det var de ædleste i Sindet, som de første af Rang i Kunst og Videnskab, der kom mig imøde: Alexander Humboldt, Fyrst Radziwil, Savigny og saa mange Uforglemmelige.

Alt forrige Gang jeg var her, havde jeg søgt Brødrene Grimm, men var dengang ikke kommet vidt med Bekjendtskab; jeg havde da intet Anbefalingsbrev bragt med, idet man sagde mig, og jeg selv troede det, at kjendte Nogen mig i Berlin, saa maatte det være Brodrene Grimm; jeg opsøgte deres Bopæl; en Tjenestepige spurgte mig, hvem af de To jeg vilde tale med. »Den, som har skrevet meest!,« sagde jeg, idet jeg dengang var uvidende om, hvem af dem der havde været meest virksom ved Udgivelsen af Folke-Eventyrene. »Jacob er den Lærdeste!« sagde Pigen; »ja, saa før mig til ham!« - Jeg kom ind i Stuen; og Jacob Grimm med det kloge, characteristiske Ansigt stod for mig.

»Jeg kommer til Dem uden Anbefalingsbrev, idet jeg haaber, at mit Navn er Dem ikke ganske fremmed!« »Hvem er De?« spurgte han. Jeg sagde det, og Jacob Grimm sagde halv forlegen: »Jeg veed ikke, at jeg har hørt Deres Navn. Hvad har De skrevet?« Nu blev jeg forlegen, nævnede mine Eventyr. »Jeg kjender dem ikke« sagde han; »men siig mig et andet af Deres Skrifter, saa har jeg vist hørt det nævne!« Jeg nævnede »Improvisatoren,« og endnu et Par af mine Bøger, han rystede med Hovedet, jeg følte mig ganske ilde ved det. »Hvad maa De troe om mig!« begyndte jeg, »saaledes, som vildfremmed at komme ind til Dem, saaledes selv at regne op, hvad jeg har skrevet! - men De maa kjende mig! jeg veed en dansk Samling Eventyr af alle Nationer, udgivet af Molbech og dediceret Dem, i den staar i det mindste eet Eventyr af mig!«

Godmodig, men forlegen, som jeg selv var det, sagde han: »Ja, den Bog har jeg ikke læst! Men det glæder mig at kjende Dem; maa jeg føre Dem til min Broder Wilhelm!« »Nei, Tak!« sagde jeg og ønskede bare at komme bort, det var gaaet mig galt nok hos den ene Broder, saa jeg ikke havde Lyst at prøve det samme hos den anden; jeg trykkede hans Haand og skyndte mig afsted; nogle Uger efter i Kjøbenhavn, idet jeg der netop pakkede ind i min Koffert for at reise til Provindserne, traadte Jacob Grimm i Reiseklæder ind til mig, han var kommen til Kjøbenhavn, netop stegen i Land og paa Veien til Hotellet, da han kom forbi min Bopæl, var han strax gaaet op til mig, for: »nu kjendte han mig!« sagde han; hjerteligt trykkede han min Haand og saae mildt paa mig med sin) kloge Øine; Postkarlen, der skulde hente mit Tøi, traadte i de samme ind, jeg havde kun faa Minutter, og Sammentræffet Kjøbenhavn blev saaledes lige saa kort, som det i Berlin; men nu kjendte vi hinanden, nu vare vi gamle Bekjendte, der atter mødtes.

Jacob Grimm er een af de Personligheder, man maa elske og slutte sig til; ogsaa hans Broder lærte jeg nu at kjende og skatte. En Aften hos Grevinde Bismark-Bohlen læste jeg eet al mine Eventyr; i Kredsen her lyttede Een især med synlig Deeltagelse, udtalte sig klogt og eiendommeligt, det var Wilhelm Grimm. »Jeg havde dog nok kjendt Dem, dersom De var kommen ind til mig, sidst De var her! « sagde han.

Senere samledes jeg næsten daglig med begge disse to begavede, elskværdige Brødre; de Kredse, i hvilke jeg kom, syntes ogsaa at være deres, og det var mig en Lyst og en Glæde, at de lyttede til mine Eventyr, at de med Deeltagelse fulgte mig, de, hvis Navne ville evigt staae, saalænge »tydske Folke-Eventyr« læses. - Det havde under mit forrige Ophold i Berlin forstemt mig, at Grimm slet ikke kjendte mig, og naar derfor den Tid Nogen stærkt udtalte, hvor kjendt og vel optagen jeg var i Berlin, rystede jeg med Hovedet og gav min Tvivl med de Ord: »Grimm kjendte mig aldeles ikke!« - Nu var det opnaaet!

Tieck var syg, kunde Ingen see hos sig, sagde man, men da han fik mit Kort, sendte han mig strax Brev og ordnede et Lille Festmaaltid, hans Broder, Billedhuggeren Tieck, Historikeren Raumer saint Steffens Enke og Datter vare med mig de eneste Gjester. Det var sidste Gang, vi samledes; et Par glade, levende Timer fløi; aldrig glemmer jeg siden den Musik, der laae i hans Tale, den Inderlighed, der straalede ud af hans kloge Øine, hvis Ild ikke ved Alderen slukkedes, men vandt i Glands. - »Alferne«, et af de skjønneste Eventyr, der er digtet i vor Tid, formaaer, om Tieck ikke havde skrevet Andet, at bære hans Navn til Udødeligheden. - Som Eventyrfortæller bøiede jeg mig for ham, den Ældre, Mester, han, som var den første tydske Digter, for mange Aar tilbage, der først trykkede mig til sit Bryst, som var det en Indvielse af, at vi skulde vandre de samme Veie.

De ældre Venner maatte alle besøges, Antallet af de nye voxte hver Dag, Indbydelser fulgte; der hører ordentligt legemlige Kræfter til at udholde saa megen Velvillie! Henved tre Uger blev jeg i Berlin, og Tiden syntes ligesom at flyve. hurtigere ved hver Dag, der gik, men jeg overanstrengedes, jeg var tilsidst legemlig og aandelig træt! Jeg kunde kun vente Ro og Hvile ved igjen at komme paa Jernhanen, idet jeg, fløi gjennem Landene.-

Og dog midt i denne Suus og Tummel, i alt dette Overmaal af Godhed og Interesse for at gjøre mig mit Ophold her be. hageligt, stod een Aften tom, ubesat, een Aften, hvor jeg pludseligt følte Eensomheden i sin trykkende Skikkelse. Det var Juleaften. Netop den Aften, jeg med Barnets Sind saae i Festglands, hvor det hører til, at jeg maa see Juletraeet, glæde mig over Børnenes Glæde, see de ældre blive Børn igjen. - Netop denne Aften, som jeg siden hørte af de Mange, der gjestfrit og gjerne saae mig, Enhver troede, at jeg forlængst havde taget Indbydelse, hvor jeg heist vilde være, sad jeg ganske alene i min Stue i Hotellet og tænkte paa Hjemmet i Kjøbenhavn. Jenny Lind var i Berlin, Meyerbeer havde, som han tidligere udtalte for mig, sat igjennem, at hun var optraadt her, hyldet og beundret lod overalt hendes Roes, ikke blot Kunstnerindens, men Qvindens, begge i een forenet vakte en Begeistring, en Enthusiasme, saa Theatret formeligt bestormedes, naar hun sang.

I alle Byer, paa alle Steder, hvor jeg kom, taltes om hende, dog denne Tale behøvedes ikke, hun var dybt i min Tanks, og det havde hende været min deiligste Phantasie, at tænke mig Juleaften tilbragt hos hende, jeg var forvisset om, at var jeg paa den Tid i Berlin, skulde jeg denne Festaften være i hendes Selskab. Det var mig en saadan fix Overbeviisning, at jeg afslog alle Indbydelser af Vennerne i Berlin, og da saa Aftcnen kom, - var jeg ikke indbudt af Jenny Lind, og sad ganske eensom i Hotellet, følte mig saa forladt, aabnede Vinduet, saae op i Stjernehimlen, den var mit juletræ; jeg var saa blød i Sindet, Andre vii maaskee kalde det sentimental, de kjende Navnet, jeg kjender Stemningen. Morgenen derpaa var jeg ærgerlig, barnagtig ærgerlig over min spildte Juleaften, og jeg sagde Jenny Lind, hvor trist jeg havde tilbragt den. »Jeg troede, De var hos Prindser og Prindsesser!« sagde hun; da fortalte jeg hende, at jeg havde afslaaet alle Indbydelser for at være hos hende, og at det havde jeg glædet mig til i lang, lang Tid, ja derfor var jeg netop i Julen kommet til Berlin.

»Kind!« sagde hun smilende, strøg sin Haand hen over min Pande, loe af mig og sagde, »det faldt mig aldrig ind, jeg var desuden buden ud, men nu maae vi gjøre Juleaften om, nu skal jeg lade Træet tænde for Barnet! Nytaarsaften staaer Juletræet hos mig!« Og netop Aarets sidste Aften stod for mig alene hos hende et lille Træe med Lys og Stads; Jenny Lind, hendes Ledsagerinde og jeg vare hele Kredsen. Vi tre Børn fra Norden vare samlede Sylvester-Aften. Jeg var Barnet, for hvem Juletræet var tændt; det var som Børns Legen »komme Fremmede«, vi fik alle Anretninger som ved stort Selskab, Thee, Iis og endelig Aftens-Bord; Jenny Lind gav en stor Arie og et Par svenske Sange, det var en ganske festlig Soirée, og jeg fik alle juletræets Foræringer. Vor stille festlige Aften rygtedes og blev omtalt i Avisen, de to Børn fra Norden, Jenny Lind og Andersen, begge under Juletræet, stod der omtrent.

En lille Historie, et Bidrag til hendes Triumph, blev jeg indviet i. En Morgenstund saae jeg fra mit Vindue, »Unter den Linden, stod, halv skjult af Træet nærmest Huset, en Mand, noget fattigt klædt, han tog en Kam op af Lommen, satte sit Haar, glattede Halsdugen og børstede Kjolen med Haanden. Jeg kjender den undseelige Armod, der trykkes af de fattige Klæder; min Interesses var alt vakt for ham. Et Øieblik efter bankede det paa min Dør, og samme Mand traadte ind til mig; det var Naturdigteren B - , der kun er en fattig Skrædder, men et ægte poetisk Gemyt, Rellstab, Kletke og flere Forfattere i Berlin havde i Bladene hæderligt omtalt ham, sagt, at der i hans Digte var noget Sundt og religiøst Inderligt. Han havde læst, at jeg var i Berlin og kom derfor at besøge mig. Vi sad i Sophaen sammen, og han udtalte en saa elskværdig Nøisombed, et saa ufordærvet godt Gemyt, at det gjorde mig ondt, at jeg ikke var rig, for ret at kunde gjøre Noget for ham. At han i al sin Nøisombed var trængende, saae jeg, Penge skulde han have, men det Lidet, jeg kunde give, skammede jeg mig ved at byde ham, det maatte idetmindste derfor komme under en modtagelig Form. Jeg spurgte ham, om jeg turde indbyde ham til at høre Jenny Lind.

»Jeg har hørt hende! « sagde han med et Smiil. »Ja, jeg havde jo ikke Penge til at kjøbe Billet, men saa gik jeg hen til Formanden for Statisterne og spurgte om jeg ikke en Aften kunde blive Statist i »Norma«, og man antog mig; jeg blev klædt som romersk Kriger, fik et stort Sværd ved Siden og kom ind paa Theatret, hørte hende bedre end Alle andre, jeg stod tæt ved hende, ak, hvor hun sang! hvor spillede hun! jeg kunde ikke lade være, jeg maatte græde derved, men det maatte man ikke, Formanden forbød det, han blev vred og vilde ikke oftere lade mig komme med, thi man tør ikke græde paa Theatret.«

Jenny Lind førte mig til Madam Birch-Pfeiffer. »Hun har lært mig Tydsk«, sagde hun, »hun er mig som en god Moder! De skal lære at kjende hende!« jeg glædede mig dertil. Paa Gaden satte vi os op i en Droschke, den verdensberømte Jenny Lind i en Droschke, vil Enkelte sige som det blev sagt i Kjøbenhavn, da man engang mødte hende saaledes kjørende med en ældre Veninde; »det er upassende for Jenny Lind at kjøre i Droschke, det Ene maa dog svare til det Andet! « Hvor underligt tidt Begrebet om det Passende fremstiller sig, saadanne Hverdagslivets Smaaligheder falde aldrig den sande Storhed ind. - Thorvaldsen sagde engang paa Nysoe, da jeg derfra vilde tag, ind til Byen med Dagvognen: »jeg tager med Dem!« og nu lød: »det passer sig ikke, Thorvaldsen med Dagvogn!« - »Men Andersen kjører jo ind med den!« sagde han uskyldig i sin Tanke; »det er noget Andet!« maatte jeg sige ham, Thorvaldsen med Dagvogn, det vilde forarge, det havde det allerede, at Jenny Lind sad i en Droschke; dog nu i Berlin kjørte hun med mig i en saadan, som vi tog paa Gaden, og kom til Madam Birch-Pfeiffer. Jeg vidste om denne Kunstnerindes Dygtighed som Skuespillerinde, kjendte hendes næsten Scribeske Talent til at gjengive i dramatisk Form, hvad der er voxet frem paa Romanens Grund, vidste den Haardhed, Critiken havde næsten altid Duet mod den høitbegavede Kone, det forekom mig ogsaa i det første Øieblik, som om dette - og ganske naturlig - havde givet hende et lille Bitterheds-Smiil, jeg fornam det i hendes Hilsen. -»Jeg har endnu ikke læst Deres Bøger, men jeg veed, Critiken er altid Dem saare gunstig! det kan jeg ikke glæde mig
ved!«

»Han er mig som en god Broder!« sagde Jenny Lind, og lagde min Haand i hendes, og Madam Brinch-Pfeiffer bad mig hjertelig og ærlig velkommen, hun var Liv og Lune; da jeg næste Gang kom til hende, sad hun midt i Læsningen af »Improvisatoren«, og jeg følte, at jeg havde een Veninde mere.

Under mit Besøg i Berlin nød jeg den Lykke flere Gange at modtages af Prindsessen af Preussen, Søster til den nuregjerende Storhertug af Weimar, hun boede saa hyggeligt og dog som i et Fee-Palads; den blomstrende Vinterhave, hvor Kilden pladskede mellem Mosset foran Statuens Fod, førte ind til Værelserne, hvor de venlige Børn og den aand- og hjertefulde Fyrstinde tidt modtog mig. Een Formiddag læste jeg hos hende et Par af mine Eventyr, hendes kongelige Gemal lyttede til, ogsaa Semilassos Forfatter, Fyrst Püekler-Muskau, var tilstede.

Et smukt i Fløiel indbundet Album, paa hvis første Blad findes Billedet af den Fløi i Palaiet, hvor jeg her havde været, og med hendes nedskrevne Navn til Erindring, skjænkede hun mig ved Afskeden; det er ikke blot det Givne, der har en Betydning, men det er Maaden, det gives paa, som hæver dets Værd.
Strax ved min Ankomst til Berlin nod jeg den Ære at blive tilsagt til det kongelige Taffel; jeg fik Plads, ved Siden af Humboldt, hvem jeg kjendte bedst, og ikke blot ved hans aandelige Betydning og hans elskelige jevne Væsen, men ved hans uendelige Velvillie mod mig, fik endnu mere kjær; Kongen modtog mig høist naadig, sagde, at han under sit Ophold i Kjøbenhavn havde spurgt efter mig og hørt, at jeg var bortreist; han udtalte en stor Interesse for min Roman: »Kun en Spillemand« og tilføiede, at han, efter at have læst denne Bog, altid naar han saae Storken, tænkte paa den stakkels Christian; Episoden med Storkens Død havde dybt rørt ham; ogsaa Dronningen udtalte sig med samme Mildhed og Naade;

senere havde jeg den Lykke en Aften at blive indbudt til Slottet i Potsdam, en Aften for mig saa rig og uforglemmelig; her var, med Undtagelse af de to opvartende Hofdamer og Kammerherrer, alene Kongen, Dronningen, Humboldt og jeg; ved samme lille Bord, hvor de sad, fik jeg Plads, netop den samme, sagde Dronningen, hvor Oehlenschläger havde siddet og forelæst sin Tragedie Dina; jeg læste fire Eventyr: Grantræet, den grimme Ælling, Toppen og Bolden og Svinedrengen; Kongen var saa livlig, saa deeltagende, udtalte sig saa klogt og aandfuldt; fortalte ogsaa, hvor smuk han havde fundet den danske Skov-Natur, hvor fortræffelig i Kjøbenhavn Udførelsen havde været af Holbergs »politiske Kandestøber«. Der blev saa gemytligt, saa godt i den kongelige Stue, milde Øine saae paa mig, jeg følte, man var mig god, ja alt for god! - Da jeg ud paa Natten kom til mit eget Kammer, var min Tanke saa opfyldt af denne Aften, mit Sind saa bevæget, at jeg ikke kunde sove; Alt forekom mig eventyrligt; hele Natten klang fra Taarnet Klokkespillet, den liflige Musik sluttede sig til mine Tanker; i Lykke bliver man god og from.

Endnu et Beviis paa Kongen af Preussens Naade og Godmod mig modtog jeg Aftenen før min Afreise. Jeg erholdt Ridderordenen af den røde Ørn, tredie Classe. Sligt Hæderstegn glæder Enhver, der faaer det, jeg tilstaaer ærligt, at jeg i høi Grad følte mig glad derved; jeg saae deri et tydeligt Tegn paa den ædle, oplyste Konges Godhed for mig; mit Hjerte var opfyldt af Taknemlighed. Det var den første Orden, der tildeeltes mig, og jeg fik den just paa min Velgjører Collins Fødselsdag, den sjette Januar; denne Dag har nu en dobbelt festlig Betydning for mig. Jeg var usigelig glad og bad: Gud glæde det kongelige Sind, der saaledes vilde glæde mig.

I en hjertelig Kreds, meest af unge Venner og Veninder, tilbragtes den sidste Aften, min Skaal blev drukken, et Digt: » Der Märchenkönig fremsagt; seent paa Natten kom jeg hjem for i den tidlige Morgen at være paa Jernbanen. - I Weimar skulde jeg igjen samles med Jenny Lind.

I »das Mährchen meines Lebens«, der blev skrevet og sluttet paa denne Reise, hvor altsaa Indtrykkene vare friske, min Følelse endnu stærkt vibrerende, siger jeg ved Afreisen herfra, og jeg maa gjentage Ordene: jeg har her fortalt en Deel af de utallige Beviser paa Naade og Godhed mod mig i Berlin og føler mig som Den, der fra en stor Forsamling modtager til et vist Øiemed rige Summer, det bliver en Trang da, at aflægge Regnskab for det Modtagne, sige hvad man har faaet; Gud give mig Kraft til at kunne det nu, jeg har modtaget Opmuntringens Sum i saa rig Fylde.


  

Få nyhedsbrev fra Berlin-guide

Abonner på nyhedsbrevet fra berlin-guide.dk. Det er gratis og ca en gang i kvartalet


catchme refresh

Berlin-guide anmelder

Berlin-guide på Facebook

Berlin-guide er aktiv på Facebook. Få nyt om Berlin og berlin-guide.

En ide til rejsen?

Annonce

 

"Angrebet" 9. April 1940

En tilfældig buket til inspiration

Victor Klemperer: Lingua Tertii Imperii

Anmeldelse. Henning Krag Pedersen anmelder her Victor Klemperers bog om sproget i Det Tredje Rige fra 1947. Analysen af sprogets betydning for vores forståelse af verden har betydning den dag i dag. Anmeldelsen blev først bragt på Facebook.

Faglitteratur - mennesker, historie og samfundLæs mere
The Gate - Brandenburger Tor oplevelsen

Brandenburger Tor er et vartegn i Berlin og for hele Tyskland. Som Eiffeltårnet i Paris, Big Ben i London og Frihedsgudinden i New York er det et enkelt bygningsværk, som samler fortællingen om stedet.

Usædvanlige museer - lad dig overraskeLæs mere
500 f.kr: Ishatarporten 500 f.kr: Ishatarporten

Ishatarporten er 2.500 år gammel og var byport til den antikke storby Babylon. Porten blev bygget som en del af Babylons fæstning af Nebukandnesar II. I dag står porten i Berlin i Pergamonmuseet, som et af Berlins mest overvældende skatte. Ishatarporten er en ”øjengnidder”, for man må uværligt [ ... ]

Billeder fra BerlinLæs mere
Museum of Illusions

Illusionernes museum er et ”museum” for alle, der er fascineret af snyd og bidrag og trylleri. Museet gør sit yderste for at snyde dine sanser, og for øjnene af dig bliver dine venner enten større eller mindre – eller du kan tage en tur i ”alting på hovedet rummet”. Der er også små [ ... ]

Usædvanlige museer - lad dig overraskeLæs mere
1918 Kejseren, Hohenzollern-dynastiet – hvor blev ...

Kejser Wilhelm II var Tysklands sidste kejser. Da 1. verdenskrig nærmede sig sin afslutning var Rusland badet i borgerkrig og kongelige og adelige blev myrdet på stribe. Der var også oprør i Tyskland, og 9. november 1918 besluttede den tyske kejser at abdicere. Det var slutningen på Hohenzollernes 503 års regeri [ ... ]

Berlins historieLæs mere
2006: Europamesterskaberne i fodbold markerer et nyt Tyskland2006: Europamesterskaberne i fodbold markerer et n...

Sommeren 2016. Europamesterskaberne i fodbold spilles i Frankrig, men i Berlin følger alle kampene og deres nationalmannschaft tæt. På ”Fanmeile”, Strasse 17. juni, er der god plads til festen. Samler næsten en million mennesker til at følge med på storskærme. Det blev en magisk sommer, hvor T [ ... ]

Billeder fra BerlinLæs mere
Sven Regener: Herr Lehmann

Anmeldelse. Herr Lehmann er titlen på forfatteren Sven Regeners romandebut fra 2001. Romanen foregår i Kreuzberg i sommer og efteråret 1989 – månederne op til Die Wende – murens fald. Kreuzberg var Vestberlins baggård og der er masser af klassisk Kreuzbergerstemning at hente i ”Herr Lehmann”.

Skønlitteratur - romaner og novellerLæs mere