Foto: Området omkring Tempelhof Lufthavn. Schulenburgring 2 er markeret th øverst. På tavlen ved døren til Schulenburgring 2. er der idag en mindetavle: "I dette hus var hovedkvarteret for general Chuikov, som var øverstbefalende for den 8. sovjetiske gardearme. Den 2. maj 1945 underskrev General Weidling i egenskab af øverstbefalende for forsvaret af Berlin her befalingen til de tyske tropper i Berlin om omgående at indstille kamphandlingerne. For Berlin betød det enden på krigen".
Den 2. maj 1945 kapitulerede Berlin. Krigen var ikke slut, men våbene tav i Berlin. Aftalen om våbentilstand blev underskrevet af den tyske general Weidling foran den sovjetiske general Vasily Ivanovich Chuikov ved sofabordet i en stuelejlighed i Schulenburgring 2 i Tempelhof. 6 dage senere fulgte hele Tyskland med.
Huset i Schulenburgring 2
Fru Anni Goebel boede i den herskabelige ejendom i Schulenburgring Nr. 2 fra 1912. Huset havde overlevet krigens bomber selvom den ikke ligger langt fra Tempelhof flyvepladsen.
Selvom Schulenburgring 2 havde undgået bomberne var adressen ikke forskånet for nazisterne: Den 17. marts 1943 havde GESTAPO hentet Rosa Grunwald (f. 1887), hendes mand Købmanden Artur Grunwald (f. 1889) og sønnen Carl Grunwald (f. 1927) fordi de var jøder. Rosa og Artur kom først til Theresienstadt, men blev myrdet i Auschwitz den 18. december 1943. Carl i kom også til Theresienstadt, men blev myrdet i Buchenwald den 23. marts 1945 - højst 17 år gammel. På fortorvet minder tre stolpersteine om mordene på familien. En ældre søn, Fritz var rejst til Amerika. Læs mere om familien i Schulenburgring 2 her.
Russerne kommer
Den 21. april 1945 nåede de første sovjetiske soldater ind over Berlins bygrænse.
Den 27. april 1945 blev Anni Goebels smidt på porten af den røde hær. Hæren skulle bruge hendes lejlighed til staben for den 8. sovjetiske armee og General Chuikov.
Stueleljligheden blev den sovjetiske kommandocentral.
Russerne kæmpede på liv og død for at nå at indtage Berlin til den 1. maj. Det ville være en gave for arbejderstaten Sovjetunionen at kunne fejre sejren over nazisterne netop på arbejdernes internationale kampdag. Det ville være en gave til kammerat Stalin. Det lykkedes næsten.
Det var dramatiske dage. Hitler tog livet af sig selv og sin kone den 30. april 1945.
Den sovjetiske sejr lå lige om hjørnet..
Den tyske general Krebs kom med hvidt flag til Schulenburgring 2 klokken 4:00 om morgenen den 1. maj til forhandlinger og med medelelsen om Hitlers død. Chuikov var således den første allierede, der hørte at Hitler var død. Chuikov anede intet om et bunkerkompleks for Hitler eller at Hitler var død. Men han svaret roligt, at det vidste han da alting om.
Men Sovjetunionen krævede betingelsesløs overgivelse, der kunne ikke blive tale om forhandlinger. General Krebs diskuterede det i 9 timer, men til Chuikovs skuffelse overgav tyskerne sig ikke. General Krebs tog tilbage mod hovedkvarteret i Voss strasse og gjorde selvmord. De to generaler Krebs og Burgdorf skød sig i hovedet i førerbunkeren.
Det mest sandsynlige forløb derefter: Der blev de fundet af den røde hær og SMERSH brændte deres lig og gravede dem ned i Magdeburg sammen med resterne af Adolf Hitler, Eva Braun og Goebbelsparret. Der lå de indtil 4. april 1970, da KGB i al hemmelig destruerede resterne og hældte dem i floden ved Biederitz.
Når forhandlingerne den 1. maj 1945 trak ud var det fordi Göring og Himmler samtidig forsøgte at skabe kontakt til de vestlige allierede (USA og England). Man ville hellere overgive sig der end til russerne. Men de vestallierede holdt sig til den aftale de havde indgået med Sovjetunionen på Jalta: Stalin skulle have Berlin.
Den 2. maj 1945, klokken 2 om natten, meldte den næste tyske forhandler sig.
Den tyske general Helmuth Weidling, stadtkommendant for Berlin og ansvarlig for Berlins forsvar, kom til Schulenburgring 2 og underskrev overfor general Chuikov en betingelsesløs kapitulation for Berlin ved stuebordet i stueetagen på Schulenburgring 2. Det var det.
Kapitulationen i Berlin, 2. maj 1945Am 30.4.45 hat sich der Führer selbst entleibt und damit uns, die wir ihm die Treue geschworen hatten, im Stich gelassen. Auf Befehl des Führes glaubt Ihr noch immer um Berlin kämpfen zu müssen, obwohl der Mangel an schweren Waffen, an Munition und die Gesamtlage den Kampf als sinnlos ercheinen lassen. Jede Studnde, die ihr weiterkämpft, verlängert die entsetzlichen Leiden der Zivilbefölkerung Berlins und unserer Verwundeten. Jeder, der jetzt noch im Kampf um Berlin fällt, bringt seine Opfer umsonst. Im Einvernehmen mit dem Oberkommando der sowjetischen Truppen fordere ich Euch daher auf, sofort den Kampf einzustellen Stadtkommandanten Helmuth Weidling. I oversættelse: "Den 30. april 1945 tog Føreren sig af dage og lod os, som havde svoret ham troskab, i stikken. På Førens befaling tror I stadig at I må kæmpe for Berlin, på trods af mangel på tunge våben, ammunition og selvom kampen ser håbløs ud. For hver time I fortsætter kampen forlænges lidelserne i Berlin for civilbefolkningen og de sårede. Enhver, der nu falder i kampen for Berlin falder forgæves. I enighed med overkommandoen for de sovjetiske tropper opfordrer jeg jer dermed til øjeblikkeligt at indstille kampene" |
Krigen var slut i Berlin
Men der var fortsat lidt skyderier rundt i Berlin. Folk hængte hvide lagner ud af vinduerne. De, der havde gjordt det et par dage tidligere, havde risikeret at blive hængt eller skudt på stedet af nævenyttige, nazistiske patruljer. Ligene hang i lygtepælene til skræk og advarsel.
Det tog 6 dage mere før hele den tyske hær kapitulerede og krigen var endegyldigt slut.
Fru Anni Goebels sofabord står i dag i det tysk-russiske museum i Karlshorst i den bygning, hvor Tysklands kapitulation blev underskrevet den 9. maj 1945. Læs mere her om den tyske kapitulation i maj 1945.
Der var lidt vildskab forbundet med underskrivelserne, for tyskerne havde dagen før underskrevet kapitulationen i Reims overfor amerikanerne - men Sovjetunionen ville gerne i førersædet, så det var nødvendigt med endnu en underskrift. Derfor blev kapitulationen den 7 eller 8 maj eller 9 maj 1945. Læs og se hele historien i artiklen på berlin-guide: her. I alle dokumenterne er sluttidspunktet 23:01 8. maj 1945.
Stefan Dornberg, tysk jøde og kommunist, var tolk for general Chuikov og han overværede seancen i Schulenburgring 2. Han har givet sin beskrivelse af begivenheden her. Weidling lavet et skriftligt udkast til kapitulationen i hånden, som Stefan Dornberg skrev på maskine i flere eksemplarer til Weidlings underskrivelse. Derefter kørte højtalervogne rundt langs fronten og råbte budskabet op.
Den røde hær beholdt kommandocentralen i huset på Schulenburgring indtil den 4. maj 1945.
General Chuikov General Vasiliy Chuikov eller Tschuikow (Engelsk version) hedder i virkeligheden Василий Иванович Чуйков. Han blev født år 1900 og døde i 1982. Han var en central sovjetisk officer. Se her. Det var ham, der tog imod budskabet om Hitlers død og modtog Berlins kapitulation den 2. maj 1945. Kyrriliske navne kan transkriberes på mange måder. Han må ikke forveksles med Marskal Zhukov, som på russisk hed Георгий Константинович Жуков. Det er blevet til Zhukov, Schukow. Zhukov stod for den endelige kapitulationsceremoni den 8/9 maj 1945.. General Chuikov var med fra begyndelsen. Allerede i 1918 var han rekrutteret til den røde hær og var en del af revolutionen. Han fik medaljer og under kampe i Polen i 1920 fik han en granatsplint i armen, som sad der hele hans liv. I 1981 - t1 år senere - udløste granatsplinten en blodforgiftning, som Chuikov døde af syv måneder senere. En ret langsomt virkende granatsplint. Før 2. verdenskrig var han militærattache i Kina og han lærte sig flydende kinesisk. Under krigen var han ansvarlig for det sovjetiske forsvar i det blodige slag om Stalingrad. Her blev han kendt som en hård hund: Hvor reglen i økonomi er, at "tid er penge" - så blev det i Stalingrad omsat til krigsreglen, at "tid er blod". Det betød, at officierer som ikke straks adlød en ordre blev skudt på stedet, og han skød egenhændigt flere af dem. Og efter krigen var han chef for det sovjetiske styrker i Tyskland, og senere blev han hærchef i Sovjetunionen. Fra 1961 til hans død var han medlem af Centralkomiteen for det kommunistiske parti i Sovjetunionen. I realiteten Sovjetunionens ledelse. Han er begravet ved det store monument for slaget ved Stalingrad, der i dag hedder Volgograd. |
Funfact: Berlins overborgmester Michael Müller (f. 1964 - borgmester siden 2014) voksede iøvrigt op i huset i Schulenburgring 2.
Kilder