Frederik Wilhelm IV krones i 1840. Maleri af Franz Krüger
Kong Frederik Wilhelm IV af Preussen tog over efter sin far i 1840.Selvom en stor del af landets intellektuelle var godt i gang med oplysningstiden var Frederik Wilhelm IV romantikker og længtes tilbage til det hellige romerske imperium og alle dets dyder: Hvis de tyske lande skulle samles måtte det være af Østrig. 1840 til 1871 blev en urolig periode hvor demokratiet så småt blev født i flere reinkarnationer, Tyskland blev samlet og kongen blev kejser.
I 1848 brød revolutionen ud den 18. marts og kongen gik imod oprørerne med soldater i Berlin - og den 19. marts var han for og stillede sig selv i spidsen for revolutionen. Han grundlagde en nationalforsamling - som han dog opløste igen i december 1848, da han følte sig tryg som konge igen.Nogle må have følt sig grundig taget ved næsen her. Læs mere om revolutionerne og marts revolutionen i 1848.
Det samlede Tyskland blev ledet af Det Tyske Forbund. Den 8. juni 1815 på Wienerkongressen var de tyske fyrstendømmer og bystater blevet samlet som afløsning for det Tysk-Romerske Rige, som gik under i 1806 i Napoleonskrigene.
De vigtigste medlemmer var Østrig i syd og Preussen i Nord. Han var en del af arbejdet med at genforene Tyskland og derfor tilbød Frankfurt Parlamentet ham kronen som kejser for det forenede Tyskland, men Frederik Wilhelms romantiske hjerte forbød ham at acceptere denne "rendestens-krone". Næh, en rigtig konge skulle salves af ligeværdige prinser som i gamle dage. "Man kan jo kun give noget væk, som man selv har".
I 1851 blev den unge lovende Otto von Bismarck leder af den preussiske delegation til Det Tyske Forbund.Han brød sig ikke om østrigerne, der jo ellers var en vigtig part i forbundet. Kongen sendte ham til Rusland som ambassadør, så han kunne køle lidt af.
Frederik Wilhelm IV døde i 1861. Du kan se sarkofagen i Fredskirken i Sanssouci i Potsdam.
Hans bror blev konge - Kong Wilhelm I. Han havde allerede været medregent et par år efter at Frederik Wilhelm IV fik et slagtilfælde i 1858. Der var stridigheder mellem kongen og landdagen, der ikke ville give kongen hans militære budget. Kongen, som udpegede regeringen, hentede Otto von Bismarck tilbage igen og i 1862 blev han statsminister.
Naturligvis var det kongen der bestemte og Otto von Bismarck der udførte. I princippet. I virkeligheden blev det Otto von Bismarck der bestemte og kongen der skrev under. Hvis Otto ikke fik sin vilje truede han med trække sig eller gøre selvmord - og så rettede kongen ind. Otto von Bismarck blev det moderne Tysklands kickstarter. I 1871 slog de tyske stater sig sammen og Kong Wilhelm I blev til kejser Wilhelm den I. Kejseren er citeret for, at det var hårdt at være kejser under Otto von Bismarck.
Læs fx fremragende biografi "Bismarck" af Jonathan Steinberg, Forlaget Sohn.