Billede: Napoleons indtog i Berlin 1806.
Preussen havde allerede i 1792 været i krig mod Frankrig og Napoleon, men det lykkes at slippe ud af krigene. Men Napoleon var sejrrig og i 1806 fandt preussens konge Frederik Wilhelm den III, at Napoleon fyldte for meget, så han gik i krig. Men det gik så galt som det næsten kunne: Frederik Wilhelm tabte slagene ved Jena og Auerstedt og Napoleon red i triumf i spidsen for sejrsparaden gennem Brandenburger Tor den 27. oktober 1806.
Frederik Wilhelm den III blev konge af Preussen i 1797, men nederlaget til Napoleon betød, at kongefamilien måtte flygte og da Napoleon også vandt over russerne ved Eyla og Friedland i 1807 blev der indgået et fredsforlig i i Tilsit i 1807. Freden reducerede Preussen til en lydstat for Frankrig. Frederik Wilhelm havde tabt alt mindre end 20 år efter, at Frederik den Store stod på magtens tinder i spidsen for det stærke Preussen. Napoleon pillede Quadrigaen af Brandenburger Tor og sendte den til Paris. Berlin havde et stort antal fransktalende Hugenotter, men i protest mod Napoleons besættelse af byen gik de over til at tale tysk.
Ydmygelsen var total. Efter sigende skulle Napoleon have spiste på restauranten Zur Letzten Instans, som kan besøges den dag i dag. I begyndelsen var Berlinerne noget benovede over Napoleon, som flyttede ind på kongens slut, men han stjal byens skatte og det kostede Preussen dyrt at få fred. Franskmændene holdt Berlin indtil 1. december 1808. De franske soldater blev indkvarteret privat i de Berlinske hjem, så det har været en byrde. Napoleon lavede et byråd, som borgerne selv valgte og da han rejste igen var det ikke let at afskaffe de nye rettigheder. Demokratiets frø var sået.
Under landflygtigheden boede Frederik Wilhelm og Dronning Louise hos den danske konsul Consentius-Lorck i Mermel (i det nuværende Lithauen). Kongen fik lov at komme tilbage i 1809, men da det var Napoleon, der bestemte, måtte han afgive soldater og give plads til, at Napoleons hær drog igennem Preussen for at angribe Rusland. Angrebet på Rusland kostede Napoleon det meste hans hær. Franskmændene kom tilbage til Berlin igen i 1812, men det var ikke populært og der var sammenstød og sabotage.
Befrielsen i 1813
I 1813 var der omkring 18.000 franske soldater i Berlin, men Preussen fik hjælp fra Rusland i form af kosakker og general Yorck. Nationalismen og fædrelandskærligheden greb Berlinerne som slutte sig til hæren. Den 4. marts 1813 jog kosakkerne Franskmændene ud af byen og det blev de vældigt populære på. Jubel og brændevin i stride strømme. Kosak betød befrielse. Kosakkerne blev dog også en belastning i længden med druk og tyverier. Anekdoten fortæller at en kosak sad med et sølvur og blev spurgt, hvor han havde det fra: "det har jeg fået af en bonde" - "hvad sagde han" - "ingenting - han græd bare lidt". Man var glad for befrielsen, men nogle Berlinere kunne næsten tage sig i at savne de elegante franskmænd.
Den 23. august 1813 vandt Preussen et afgørende slag over Napoleons styrker ved byen Grossberen - blot 20 kilometer syd for Berlin. Kanonerne kunne høres i Berlin. I Grossberen er der idag et monument og et lille museum.
Da de øvrige Europæiske stormagter besluttede at angribe Napoleon i 1814 var det slut. Napoleon overgav sig. Men i 1815 dukkede han op igen mens der var gang i forhandlingerne om Europas fremtid ved Wienerkongressen. Napoleon tabte til preussiske general Blücher og den engelske general Wellington i slaget ved Waterloo i Belgien. Napoleon abdicerede for anden gang og blev sendte til Sankt Helena. Quadrigaen på Brandenburger Tor vendte tilbage i august 1814 efter næsten 8 år i Paris.
Preussens genopstandelse
I Berlin kom Frederik Wilhelm III tilbage på tronen og Preussen var igen på vej som dominerende magt blandt de tyske stater. I 1813 lovede han egentlig en fri forfatning, men det blev aldrig til noget. Han fandt enevælden mere attraktiv. Indførte i stedet pressecensur. Således havde Berlinerne på nogle måder større frihed under Napoleons besættelse end med kejserens tilbagekomst.
Frederik Wilhelm III rodede sig ikke ind i flere krige og i resten af han regeringsperiode akkumulerede Preussen rigdom og militær magt. Kongen døde i 1840. Et af hans store triumfer var at gifte sig med Louise af Mecklenburg-Strelitz, også kendt som Luise. Dronning Luise var superpopulær og opfattes som idealet for den tyske kvinde.
Hans datters, Storhertug Alexandrines barnebarn, Alexandrine, blev iøvrigt dronning i Danmark og Dronning Margrethes farmor. Med andre ord blev kongen af Preusssen tip-tip oldefar til Dronning Margrethe af Danmark. Og hans meget populære dronning Luise blev tip-tip oldemor.
Kilder - blandt andet
http://www.napoleon.org/en/reading_room/articles/files/eyewitness_berlin_06.asp
http://www.kreuzberger-chronik.de/chroniken/2001/november/geschichte.html