Det endelige slag om Berlin blev indledt med sovjets angreb på Berlin ved Seelow. Sovjetunionen angreb med 2,5 millioner soldater, 41.000 artillerienheder, 7,500 fly, 6.250 kampvogne og 3.000 ramper til Katjuskaraketter - også kaldet Stalinorgler. Tyskerne havde lige under 1 million mand klar til forsvar - men mange var gamle fra militsen Volkssturm og unge drenge på 14 år fra Hitlerjugend. Mange manglede våben.
Seelow højderne
Slaget begyndte ved Seelowhøjderne øst for Berlin ved floden Oder med en meget voldsom omgang, som kostede 30.000 sovjetiske og 20.000 tyskere livet. Slaget varede fra den 16 til den 19 april. Ved Seelow ligger der idag et lille museum til minde om slaget. Til sammenligning mistede 58,000 amerikanere livet i hele vietnamkrigen.
Efter slaget stod porten til Berlin åben, men kampene var voldsomme.
Myrderiet i Halbe
Ved den lille landsby Halbe i Brandenburg 60 km sydøst for Berlin kæmpede 80.000 tyske soldater mod 280.000 soldater fra Sovjetunionen. Det kostede 30.000 døde soldater, 10.000 døede civile og 25.000 tyske krigsfanger. Læs mere om det forfærdelige slag i Halbe.. Der findes stadig døde soldater i terrænet og miner og ueksploderede bomber udgør stadig en fare.
Bykrig i Berlin
I den sidste halvdel af april var Berlin omringet og blev bombarderet med 7 million granater. Den 27. april rykkede de sovjetiske soldater ind i Berlin mod Rigsdagsbygningen. En arme rykkede fra sydøst ad Frankfurter Alle til Alexanderplatz; fra syd kom en anden ad Sonnen-Allé til Belle-Alliance-Platz, som i dag hedder HalleschesTor, og videre til Potsdamer Platz; og en nordfra mod Rigsdagsbygningen.
Rigsdagen og nazismens endeligt
De hårdeste kampe stod ved Rigsdagsbygningen, Moltke-broen, Alexanderplatz og Havelbroerne ved Spandau. Det var kamp fra hus til hus. Tidligt om morgenen 2. maj indtog de sovjetiske styrker Rigskancelliet og Førerbunkeren. Samme dag kapitulerede de tyske styrker i hele byen. Læs om kapitulationen her.
Prisen
Det anslås at 81.000 sovjetiske soldater døde i angrebet, og af disse døde 20.000 - 25.000 i kampene inde i selve Berlin. Desuden 280.000 sårede. På den tyske side er tallene endnu mere usikre, men mindst 150.000 tyske soldater blev dræbt, og 134.000 blev taget som krigsfanger. Yderligere 150.000 civile blev dræbt. De totale dødstal er mindst 485.000.
De materielle ødelæggelser var enorme. Store dele af byen var lagt i ruiner, både som følge af kamphandlingerne og som følge af den omfattende strategiske bombning af byen. Både vandforsyning, kloaksystemer og strømforsyning var ødelagt, og befolkningen led hele sommeren 1945 af sult, underernæring og sygdomme, særligt dysenteri.
I de første måneder efter sammenbruddet var der omfattende overgreb mod den tyske civile befolkning i form af drab, plyndring, ødelæggelser og voldtægter. Først hen på efteråret strammede Den Røde Armé disciplinen, men voldtægterne sluttede først, da de sovjetiske soldater blev placeret i egne militærlejre adskildt fra den tyske befolkning i 1947 / 48. Nedenfor en lille film med øjenvidne skildringer om de sovjetiske overgreb.
Det var forfærdeligt for berlinerne - men må ikke betyde, at man glemmer tilsvarende forfærdelige tyske overgreb i Rusland.
Tyskerne overgav sig til russerne i forstaden Karlshorst i det, der nu er det tysk-russiske museum. Potsdam-konferencen afrundede den 2. verdenskrig.
Kilder
Som baggrund kan filmen Der Untergang anbefales, ligesom Anthonys Beevor's bog Berlin - Faldet 1945 giver en på en gang fantastisk og skræmmende indblik i Berlins fald. Besøg museet i Karlshorst, hvor tyskernes kapitulationen i 2. verdenskrig i Berlin blev underskrevet. Vil du ud og gå i fodspor, så se fotos på historienet.dk