Siegfried Lenz: Tysktime

tysktimevadehav

Anmeldelse. Siegfried Lenz ”Tysktime” er fra 1968, men den er stadig værd at læse eller genlæse. Bogen handler om den pligtopfyldende landbetjent og maleren Nansen, som bliver stemplet som ”entartet” af nazisterne og får forbud mod at male. Politiet holder nidkært øje med at han ikke maler, og politiopgaven tilfalder landbetjent. Landbetjenten er Nansens modsætning.

Historiens fortæller er landbetjentens søn, Siggi Jepsen, som efter krigen sidder i et ungdomsfængsel på en ø i Elben ved Hamburg. Han får til opgave at skrive en stil i tysk under temaet ”Pligtens glæder” „Die Freuden der Pflicht“ – og så fortæller Siggi historien om sine oplevelser med sin far landbetjenten og kunstmaleren Nansen. Historien udspiller sig ved Seebüll i det nordligste Tyskland ved grænsen til Danmark. Maleri: Vadehavsbillede af malerkunstneren Emil Nolde.

Emil Nolde

Kunstmaleren Nansen er et billede på den tysk-danske kunstmaler Emil Nolde (1887-1867), som var født som Emil Hansen nær Åbenrå. Nolde fik succes som kunstmaler i Berlin og var medlem af kunstnergruppen Die Brücke. Han ragede uklar med kunstetablissementet, kaldet ” Berliner Sezession” i 1911, der dengang var under stærk ledelse af den impressionistiske maler Max Liebermann.

Max Liebermann var til det skønne og naturtro, mens den ekspressionistiske maler Nolde ville revolutionere malerkunsten. Ifølge Nolde skulle kunsterne sætte farverne og penslen fri. Han kaldte impressionisterne som svage og kitchede, mens Liebermann kaldte ekspressionisterne for noget ”dreck” – noget skidt. Set udefra er det hele jo bare noget maling på et lærred, men for Nolde og Liebermann var det alvor.

Liebermann var jøde, og måske det var medvirkende til at Nolde allerede tidligt i 1920’erne blev medlem af det nazistiske parti i Danmark, i hvert fald var han ikke begejstret for jødiske kunstnere. Nazisterne, til gengæld, var ikke begejstrede for moderne kunst. Det var ifølge Nazisterne vanartet ”entartet” kunst. Det blev forbudt. Det skete også for Emil Nolde, som fik fjernet mere end 1.000 værker fra tyske museer, flere end nogen anden tysk kunstner.

Fra 1941 fik Emil Nolde malerforbud. Han malede alligevel og kaldte sine billeder for ”umalede billeder”. Hans flyttede fra Berlin og slog sig ned i vadehavslandskabet Seebüll tæt på den danske grænse. Her boede han til sin død og i dag er der et meget smukt museum.

De ”umalede billeder” og eksilet i Seebüll skærmede Emil Noldes eftermæle som nazist og gjorde ham stueren. Nyere forskning har dog vist, at Emil Noldes malermetode var helt almindelig for ham og ikke et opgør med nazismen. Faktisk en del tegn på, at han livet igennem var anti-semit med nazistiske sympatier. Det var ikke noget han undskyldte for.

Til punkt og prikke

”Tysktime” fortælles i tilbageblik på tiden under krigen, hvor Nansen (Emil Nolde) ikke må male. Landbetjenten, Jens Ole Jepsen, der skal håndhæve forbuddet over for Nansen, har kendt Nansen fra de var drenge. Engang redede han ovenikøbet Nansens fra druknedøden. Men for Jens Ole Jepsen er pligter noget, der skal følges til punkt og prikke. Det kan ikke nytte noget. Han er egentlig ikke så nazistisk indstillet – og i hvert fald mindre end sin kone, Gudrun, som er helt væk i nazismen.

Siggis bror ender fx med at blive udstødt af fra familien af forældrene som føler sig forpligtet dertil, fordi han ikke vil mere i krigen. Kun med Nansens hjælp overlever Siggis bror. Siggi redder en del af Nansens værker, men den nidkære og pligtopfyldende far helmer ikke og forfølger sin søn.

I bogen står Nansen for det kreative og farverige og frie, mens landbetjenten er skurken – eller måske blot den almindelige tysker. For selvom landbetjenten egentlig ikke er ond, så er han opfyldt af pligtfølelse og lydighed overfor beslutningerne i Berlin.

Pligt, Preussen og Kants Imperativ

Pligt og disciplin og lydighed og tro på autoriteter lå dybt i den preussiske sjæl helt tilbage fra soldaterkongen, Frederik Wilhelm I af Preussen, som fra 1713 begyndte opbygningen af Preussen som europæisk stormagt.

Og tankerne om pligten, det kategoriske imperativ, går tilbage til filosoffen Emanuel Kant, som præsenterede sit imperativ i 1724. Diskussionen opstår på spørgsmålet om, hvad den gode eller moralske handling er. På den ene side står nytteetikken, som dømmer en handling som god eller ond afhængig af konsekvenserne. Kant fremhævede pligtetikken og forklarer, at handlingen i sig selv kan være god eller ond – uanset konsekvenserne. Pligtetik og fundamentalisme er en uheldig cocktail i et samfund, hvor fundamentalister er i stand til at være pligtopfyldende og samtidig udføre de hæsligste ting, når lederen har peget på den rette vej: nazister, kommunister, religiøse fundamentalister kan alle udvikle sig til monstre i den bedste mening.

Betjenten Jens Ole Jepsen er billedet på den autoritetstro småborger, en principrytter, hvor ”en befaling er en befaling”, ”og jeg gør bare min pligt”. Fuldstændig som de lydige borgere, som bare gjorde deres pligt, når de sendte jøder med jernbanen til Auschwitz, anmeldte naboer til GESTAPO eller kæmpede til sidste blodsdråbe i maj 1945. Og det sluttede ikke i 1945. Også kommunisterne forstod at udnytte pligt og autoritet. Nu hed det bare STASI og politisk ensretning og "antifascitisk beskyttelsesvold". Jens Ole Jepsen fortsætter da også sin pligttrohed og nidkærhed efter krigen og Siggi gør modstand. Et billede på en ung generation, som ikke bare ser til, at det fortsætter - og tager straffen for det. Men som Siggi spørger: "Hvorfor findes der ikke anstalter for de adfærdsvanskelige ældre - men kun de unge?".

Siegfried Lenz udgav sin bog i 1968 og den gik rent ind hos ungdomsgenerationen efter krigen, som forsøgte at forstå, hvad der var sket i Tyskland før de blev født. Hvordan blev pæne mennesker til nazister? For Jens Ole Jepsen tager pligtfølelsen overhånd.

Slowbog med store ord

Det er mildest talt ikke en hastig bog. Der er masser af beskrivelser og sanselige indtryk i bogen, som beskrivelsen af, hvordan Siggi sidder med på bagagebæreret bag landbetjenten i korte bukser og får røde striber på lårene. Vi får mange detaljer med, men langsommeligheden gavner måske for der er meget at tænke over. Og i strømmen af dagligdag og detaljer udviklede nazismen sig. Det er i den grad en bog, der vil noget og tager sig tid. Men uden at budskaberne bliver skreget ud fra hustagene. Tænksomt.Måske ekkoet fra det der hviskes og antydes nogen gange er større end det der råbes. Eller måske vi bare lytter bedre når tonelejet er afdæmpet.

Se filmen

Masser af berlinerbamsebjørne til bogen, og er den for lang en snaps, så begynd måske med at se en filmatisering. Den ene kunne være Deutschstunde filmatiseret for TV af Peter Beauvais i 1971 for ARD og den anden kunne være den nyere Deustchstunde filmatiseret i 2019 af Christian Schwochow som biograffilm. Den nye Deutschstunde har premiere i Danmark i 2020.

 

tysktimebogenSiegfried Lenz
Tysktime
1968

Forlaget Valdemar

 

Udgivet flere gange
Findes som lydbog på Mofibo