Ole Steen Hansen: Tyskernes katastrofe

Anmeldelse. Der er flygtninge i Europa nu. Der er mange. Men sammenlignet med Europa i 1945 er det faktisk småting. Østeuropa var krigszoner, etniske udrensninger, folkevandringer, ubeskrivelige overgreb. Forfatteren Ole Steen Hansen går i ”Tysklands katastrofe” tæt på de tyske østområder, hvor mere end ti millioner tyskere blev fordrevet. En vild flugt over frosne landskaber med russerne i hælene. Op til Østersø-kysten, hvor den største evakuering i verdenshistorien over havet fandt sted. Krigsskibe, kulskibe, fiskekuttere, ubåde, slæbebåde – alt blev sat i søen for at få flygtningene sejlet mod vest og over 250.000 havnede i Danmark. Alligevel er det en historie, som næsten er gået i glemmebogen. Ole Steen Hansen nøjes ikke med tal og statistikker. Han lykkes med at fortælle historien gennem Martha, Eva, Heinz, Gerda eller Rosemarie og andre. Mange har han mødt personligt og interviewet.

Ole Steen Hansens beretning begynder helt tilbage i hverdagen i Østpreussen i 1930´erne. Den almindelige hverdag i landsbyen Untereissln og købstaden Tilsit ved floden Memel på grænsen til Litauen. En helt almindelig hverdag, som vi kender den ”Korsbæk”. ”Korsbæk”, fordi Lise Nørgaards film ”Matador” nok giver de fleste et billede af, hvordan livet i 1930’erne udspandt sig. Sådan var livet også i Tilsit. I Tyskland naturligvis med det ekstra lag, som nazismen omklamrede landet med. Men en solid borgerlig hverdag med bønder, borgere, bankfolk og borgmestre.

Anden verdenskrig brød ud med det tyske overfald på Polen og delingen af Polen mellem Tyskland og Sovjetunionen. Krigen blev katastrofal for Polen, som mistede 17 procent af sin befolkning. Tyskerne angreb herefter Sovjetunionen og millioner mistede livet i ubeskrivelige overgreb. Alle steder blev jøder og sigøjner og handicappede og politiske uenige myrdet i stor stil. Millioner af mennesker blev samlet i lejre og døde som slaver for det nazistiske regime. Der er intet sympatisk at sige om nazismen – og millioner af tyskere deltog i myrderierne.

I Untereissln, Schillgehen og Schmalleningken og andre østpreussiske landsbyer blev unge tyske mænd sendt i krig, men ellers var der ikke mange krigstegn før mod slutningen. Men så ændrede alt sig. De fleste måtte afsted med tog, bus, hestevogn, på cykel og til fods. Nogle satsede og blev i deres hjem, andre var fra gamle eller for svage til at kunne flygte. De tilbageblevne måtte tåle bombardementer, krig, voldtægter, sult, plyndring – for at opdage, at de nu boede i Sovjetunionen, hvorfra de fleste blev deporteret.

Flygtningene var civile, som havde forladt deres hjem og ejendele med børn og gamle til fods eller med hestevogn. Uden mad. I hårde frostgrader under beskydning fra luften, med risiko for at blive fanget i kampe eller at blive indhentet af de russiske styrker, som voldtog og plyndrede og slog ihjel hvor de kom frem. Langs vejene og rundt om i landskabet lå der krigsmateriel, døde soldater, nedskudte flygtninge og husdyr, kufferter, møbler, tøj, vildt strejfende hunde. En hel civilisation flygtede mod vest og de fleste var tvunget til at flygte op til Østersø-kysten og finde et skib, der kunne bringe dem i sikkerhed.

I slutningen af marts 1945 sejlede skibet Monte Rosa til København fra Gotenhafen (i dag Gdynia i Polen) i Østpreussen med flygtninge. Gennem Rosemaries erindringer tager Ole Steen Hansen os med om bord: ”Flere døde under overfarten, men jeg registrerede det ikke. Hvis der var et eller andet, har man jo heller ikke ligefrem gjort os børn opmærksom på det. Lillesøster på 1½ år skreg på begyndelsen af turen, men det holdt hun hurtigt op med, og hun blev sløv og apatisk. Det var naturligvis pga. manglende mad. Hun havde ikke manglet mad hjemme i Pommern, men når man er på flugt i tre uger, kan det være for meget for et lille barn. Vi fik sommetider te eller noget, man kaldte kaffe, men det er der jo ikke næring i til den lille. Jeg følte, at det var på skibet, min lillesøster ligesom holdt op med at leve – hun var der ikke mere. Hun havde hverken kræfter til at græde eller skrige.”

Annemarie kom til Danmark – mange blev sendt videre til Tyskland allerede før krigens slutning. Men da krigen sluttede var der stadig 244.493 tyske flygtninge i Danmark. Hovedparten var kvinder og børn. Næsten alle kom fra Østpreussen og var efter flugten udsultede, syge, døende – fuld af erindringer om død, vold, brand, skud, frygt. De fleste kun i det de stod og gik i.

Invasionen af flygtninge gav debat i Danmark. Ole Steen Hansen citerer fra debatten. Fx Thora Riisgaard på Falster, som skrev i avisen: ”jeg tror og håber på, at den danske nation har bevaret dette særkende, at vi fortsat ikke kan tåle at se på, at små børn skal ligge og omkomme af sult, uden at vi rører en finger for at komme dem til hjælp” – og fik svaret: ”Selvfølgelig skal vi danske ikke optræde lige så brutalt og ubarmhjertigt [som tyskerne], men vi skal heller ikke henflyde i meningsløs øllebrødsbarmhjertighed med tyske flygtninge, som så sandelig ikke lider nød i Danmark”.

”Øllebrødsbarmhjertighed” – det er bare det værste vi ved i Danmark – selvom vi både kan lide øllebrød og barmhjertighed. Danskernes forhold til flygtninge er ikke lette at blive kloge på. I Danmark havde vi besættelsen i klar erindring, vi kendte til KZ-lejrene, der var kaos i maj-dagene, vi brød os ikke om tyskerne. I de tyske flygtningelejre var der børn der døde af slut eller mangel på lægelig omsorg. På Vester kirkegård i Valby kan enhver tage ud og se de lange rækker af kors for de døde. Mange af flygtningene var såret, sultne og syge da de kom til Danmark. Det er ikke klart, hvor mange der kunne være reddet. Se øjenvidneskildringer på Youtube fra Oksbøl og fra Århus.

Flygtningene i Danmark boede først i skoler, sportshaller, lagerhaller og rykkede efterhånden i lejre. I løbet af de næste 4 år kom de til Tyskland igen. Ikke hjem til Østpreussen, for det eksisterede ikke længere.

Ole Steen Hasen fortæller om Hannelore Patzelt-Henning, som kom tilbage til Untereissln og boede på den gamle gård med sin mor og bedstefar. En sensommeraften i 1946 kørte en lastbil ind på gårdspladsen: ”En russisk familie steg ud og lod os forstå, at vi skulle forsvinde fra gården, da den nu skulle bo der. De havde aften, næstedag og endnu en aften til at flytte, hvad de ville have med. Herefter ville de ikke mere have adgang. Derfor blev meget tilbage, som vi gerne ville have haft med. Det var møblerne, som til vores store glæde havde stået i huset, da vi kom tilbage. Men det var også en stor del af vort indsamlede forråd fra markerne såsom kartofler, roer og rødbeder og surkålen, som gærede i køkkenet”.

Efter krigen viste optællinger, at der i Vesttyskland var næsten 8 millioner flygtninge fra øst. I Bayern var det hver femte indbygger og i Slesvig-Holsten var det hver tredje indbygger. I Østtyskland var der 4,3 millioner flygtninge. I Mecklenburg-Vorpommeren var det 43,3 procent. Preusserne var enten myrdet, flygtet eller blevet smidt ud af deres hjem. Indflyttede russere og polakkere og den tyske grænse flyttede til Oder. Ole Steen Hansen peger på, at vi ofte taler om Tysklands deling i øst og vest. I virkeligheden blev Tyskland delt i tre: Vesttyskland, Østtyskland og Polen / Sovjetunionen. I Preussen er befolkning, stednavne, sprog og virkelighed skiftet ud. Der er intet Tyskland tilbage.

Ole Steen Hansen følger historien helt til dørs. Vi hører, hvad der skete videre i personernes liv. Nogle lykkes med et næsten normalt liv og for andre var det umuligt at fortsætte. De fysiske og psykiske skader efter krigen har været enorme - og alligevel har mange haft kraften til at fortsætte.

Næsegrus-beundring for Ole Steen Hansens værk. De mange øjenvidner og Ole Steen Hansens nærvær i fortællingen gør den personlig og mærkbar. Den er velskrevet og selvom begivenhederne sker hurtigt og i en pærevælling formår Ole Steen Hansen at bevare overblikket. Rørende og skræmmende på en og samme tid. Alle de skæbner som giver forståelse.

Det er en bog, som gør indtryk og flygtningestrømmene i Europa og krigen i Syrien gør den helt, helt nærværende og sørgeligt aktuel. Den gang var flygtningene tyskere - og det brød vi os ikke om for nazisterne var uhyrer. Denne gang er mange muslimer - og for mange danskere øger det ikke trygheden for de islamiske ekstremister er uhyrer. Men se på dem. Det er mennesker i nød. Mennesker, som har mistet alt og er løbet for livet. Den gang løb de fra kommunisterne og her løber de fra både en umenneskelig dikator og umenneskelige islamister. Mød dem som mennesker.

Forhåbentlig kan vi denne gang stå klar med både øllebrød og barmhjertighed.


tyskerneskatastrofe

 

Ole Steen Hansen

Tyskerne katastrofe - Sambruddet i øst 1945

Nyt Nordisk Forlag, 2015

327 sider

 

Berlin-guide på Facebook

facebookBerlin-guide er aktiv på Facebook. Følg med og få de senste tip og nyt om Berlin og berlin-guide.

Berlin-guide anmelder

Få nyhedsbrev fra Berlin-guide

Abonner på nyhedsbrevet fra berlin-guide.dk. Det er gratis og ca en gang i kvartalet


catchme refresh

En ide til rejsen?

Annonce

 

Annonce

En tilfældig buket til inspiration

Ole Steen Hansen: Syngeklubben, leipzigerne og and...

Anmeldelse: Syngeklubben, leipzigerne og andre mennesker fra DDR er en samling af fortællinger om tilværelsen bag muren i DDR. Forfatteren Ole Steen Hansen besøgte DDR flere gange i slutningen af 1970’erne og 1980’erne, hvor han fik venner og indblik det almindelige DDR.

Erindringer og øjenvidner Læs mere
Asta Nielsen: Den Tiende Muse

Anmeldelse. For mere end halvfjerds år siden skrev Asta Nielsen (1881-1972) sine erindringer i bogen ”Den Tiende Muse”. Det er en fremragende bog. Ikke om så meget om Asta Nielsens filmkarriere og kærlighedsliv. Die Asta fortæller om hendes fattige opvækst i den sidste del af 1800-tallet i København  [ ... ]

Erindringer og øjenvidner Læs mere
Antony Beevor: Berlin – faldet 1945

Anmeldelse. Angrebet på Berlin i 1945 var voldsomt og afsluttede den 2. verdenskrig i Europa. Der er skrevet meget om angrebet, men den bedste beskrivelse er stadigvæk Antony Beevor's ”Berlin – faldet 1945”. Den er en klassiker og fortjener naturligvis en anmeldelse af berlin-guide.dk selvom værket er fra 20 [ ... ]

Faglitteratur - mennesker, historie og samfundLæs mere
Condé - skelettet af Alte Fritz's hest

Condé var Frederik den Stores hest. Hesten er nu død. Det skete allerede i 1804, men du kan stadig møde hestens skelet på det Veterinære Institut på Freies Universitet i Berlin.

Teknik- og videnskabsmuseerLæs mere
Det blå E-plakette. Til Tyskland i el-bil - så kan...

El-bilers rækkevidde når efterhånden til Tyskland og så er det vigtigt at kende reglerne for el-biler, så du ikke bliver forvekslet med en benzin-oser eller en dieselbil.

Miljøzonen i Berlin - kun for grønne bilerLæs mere
Manuella Blisse: Das Isst Berlin

Anmeldelse. Manuella Blisse har sammen med Rose Marie Donhauser (fotos) og Uwe Lehman skrevet kogebogen Das Isst Berlin – Kogebogen for den tyske hovedstad – der dickes B.

Faglitteratur - mennesker, historie og samfundLæs mere
James Hawes: Den korte historie om Tyskland

Anmeldelse. Der findes en del historiebøger om Tysklands historie. Og en bog er ikke nok, for eftersom man kan blive i tvivl om, hvad Tyskland er eller hvor Tyskland er afhængig af tidspunktet – så skal der flere til. Britten James Hawes er ph.d i Tysk, og han har skrevet ”Den korte historie om Tyskland”. Og kor [ ... ]

Faglitteratur - mennesker, historie og samfundLæs mere