Niklas Frank: Faderen – Et opgør

HansFrankDod

Foto: Liget af krigsforbryderen Hans Frank, Slagteren fra Polen, efter henrettelsen i en gymnastiksal Nürnberg i 1946.

Anmeldelse. Niklas Frank, der er søn er den nazistiske krigsforbryder, Hans Frank, har skrevet en vred, nej rasende, bog om sin far. ”Faderen – et opgør” er en litterær skideballe. Læs anmeldelsen af bogen her.

Hans Frank i helvede

”Ja, bask du bare rasende med armene i din boblende kedel i Helvede, jeg ser dit fede ansigt, det er som en zombie, røde blærer brister på din hud, dit gebis er blottet, de gule tænder slipper den blårøde tunge fri, dine øjne har mistet deres låg, de ruller blodig i huler og der er nærmet ikke noget, der holder dem fra at trille ud, dertil presser der sig en vred brummen ud af dit benede, forbrændte, rå brystkød, imens dine arme, der engang holdt om mor, rører i det kogende vand, slår vandets tone, lyden fra dit blæsende bryst trænger ind i min hjerne, og i aften strækker jeg i min seng, vel tilpas som altid når jeg har lukket dig ud af mig selv, og jeg tænker befriet: ”I dag er endnu et svært slag blevet kæmpet mod far”.

Niklas kan ikke lide sin far, Hans Frank. Niklas Frank har skrevet en voldsom og hadfyldt bog om sin far, Hans Frank, der blev hængt som krigsforbryder i Nurnberg i 1946. Det groteske er med vilje og det er en vigtig bog at kende.

Hans Frank (1900-1946)

Ved retsopgøret mod topnazisterne i 1946 blev Hans Frank dømt til døden ved hængning den 1. oktober 1946. Dommen blev eksekveret i en tidligere gymnastiksal i Nürnberg den 16. oktober 1946. Hans sidste ord inden henrettelsen var: “Jeg beder Gud om at modtage mig med nåde!”

Der alte kämpfer

Vejen til galgen begyndte allerede i 1923, da han blev medlem af NSDAP og SA. Han deltog i det mislykkede kupforsøg i München sammen med Adolf Hitler. Det betød, at Hans Frank hørte til den absolutte inderkreds omkring Adolf Hitler. Gruppen af de gamle kæmpere – alte kämpfer.

Han blev jurist i 1926, og som advokat i München var han forsvarer for Hitler og hans tilhængere i talrige processer. I 1928 var han medstifter af Bund Nazionalsozialistischer Deutscher Juristen, den første nazistiske fagorganisation.

Hans Frank blev politiker, og i 1930 blev Hans Frank valgt som medlem af den tyske rigsdag. Han avancerede til justitsminister i Bayern i 1933, da Adolf Hitler kom til magten. Han gundlagde „Akademie für Deutsches Recht“ i 1933, som han som præsidient for akademiet brugte som en slags taleplatform.

I 1934 protesterede Hans Frank mod drabene på SA-ledelsen med Ernst Röhm i spidsen. Det kostede ham indflydelse i det nazistiske magtapparat. Men han blev også udnævnt til rigsminister uden portefølje; en stilling, han bevarede til krigens afslutning i 1945.

Kongen af Polen

Afgørende for Hans Frank var, at han den 26. oktober 1939 blev udnævnt til generalguvernør i det besatte Polen. Han blev forvaltningschef for hele den civile forvaltning i den del af Polen, som ikke var indlemmet i Tyskland. Det gjorde ham ansvarlig for mordene på hundredtusindvis af polakker, for beslaglæggelsen af deres ejendom og for tvangsdeportation til slavearbejde i Tyskland for en million polakker. Det var også Frank, som etablerede de jødiske ghettoer, som blev forgårde til masseudryddelsen, Endlösung i koncentrationslejrene.

HansFrankUniform

Som generalguvernør levede han som konge på det smukke Wavel slot i Krakow eller på sit landsted Schloss Kressendorf (Krzeszowice). Hans Frank var ikke karrig med at skaffe sig klassiske kunstværker af fx Rembrandt, Rubens og Leonardo da Vinci, smykker. Hans kone, Birgitte, tog sig af skaffe jøder og polakker af med pelse i stor stil.

Som en vits sagde han i ”I vesten er Frankrig, i østen bliver Frank rig”. Korruptionen var så kraftig at den blev bemærket – i særdeleshed i en sag om 200.000 kalkede polske æg, han havde sendt hjem til Tyskland. Æg i kalkvand er en gammel konserveringsmetode til æg.

Hans militære rang var SS-Obergruppenführer, men Adolf Hitler var ofte uklar med ansvarsfordelingen mellem sine underordnede, så der var ofte magtkampe – og Hans Frank kæmpede om ressourcer med SS-bossen Heinrich Himmler. Himmler lod én af Franks nærmeste medarbejdere myrde.

Hans Frank krævede også at man holdt fast i en retsstat, men det faldt ikke i god jord hos Hitler. Det kostede tillidsposter i partiet, men han beholdt embedet som generalguvernør. Han forsøgte at sige stillingen op, men Adolf Hitler ville ikke lad ham slippe. Niklas Frank, hans søn, betragter opsigelserne som skuespil: ”Indrøm dog, at du bukkede og diede ved afvisningerne som tegn på Hitlers kærlighed og hans tillid til dig”.

Hans Frank forstærkede tempoet i tvangsdeportationerne. Det gjorde han så godt, at han også er kendt som ”slagteren fra polen”. Han argumenterede ved retssagerne efterfølgende, at Auschwitz ikke var en del af hans område, men det var udryddelseslejrene Belzec, Sobibor, Treblinka og Majdanek til gengæld. Enorme lejre indrettet med det formål at udrydde flest mulige jøder.

Hans medarbejder, Josef Bühler (1904-48), deltog på Hans Frank’s vegne i Wannseekonferencen, hvorfra jødernes udryddelse blev aftalt. Josef Bühler blev henrettet i Polen i 1948.

Retsopgøret

Under retssagen i Nürnberg mod de 24 tilfangetagne nazistiske topfolk påstod Hans Frank, at det kun var Heinrich Himmler og SS, som havde ansvar for massemyrderierne af jøder i koncentrationslejrene i Polen. Det troede dommerne ikke på, og selv om han var én af de få tiltalte, der viste anger, blev Hans Frank kendt skyldig i to af de tre anklagepunkter, nemlig krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelserne mod menneskeheden gik især på forbrydelserne i ghettoerne i Lemberg, Warzawa og Litzmannstadt (Łódź).

Dommen lød blandt andet, at Hans Frank var en villig og vidende medvirkende til brugen af terror i Polen, at han udnyttede Polens ressourcer på en måde, som førte til sultedøden for et stort antal mennesker, at hans arbejde førte til deportation af mere end en million polakker som slavearbejdere i Tyskland, og endelig, at han var ansvarlig for et program, som førte til mord på mindst tre millioner jøder.

Kort før henrettelsen skrev han sine memoirer: Im Angesicht des Galgens. I den påstod han, at Adolf Hitlers mormor, Maria Schicklgruber, havde været køkkenpige hos en jødisk familie Frankenberger, og at Hitler derfor, måske, selv var kvartjøde. Frankenberger-teorien har efterfølgende vist sig ikke at holde.

Niklas Frank onanerer til sin fars hængning

Hans yngste søn, Niklas Frank, var bare 6 år, da han nazifar blev hængt. Han fortæller selv, at han er den eneste blandt hans søskende, som for alvor har lagt afstand til sin fars handlinger. Selv har han kun få erindringer om livet i Krakow, men han har forsket i årevis i sin fars papirer og dagbøger.

”Faderen – et opgør” er et frontalt angreb på naziforbryderen, der var Niklas Franks far. Niklas hader ham, så han fik orgasme ved at tænke på hans far i galgen, når han som ung, hvert år på faderens dødsdag, lå på gulvet og onanerede til tanken om sin fars henrettelse. Han følger i tankerne detaljeret sin far op ad trappen til galgen, føler dødsangsten, hører lydende og får udløsning ved tanken om den lille lyd det giver, når halsen knækker i galgen. Knæk. Efterfulgt af en lille prut, når luften slipper ud af tarmen for sidste gang.

Og når medlidenheden alligevel rammer ham, så udskifter han billedet af sin far inde i hovedet med et andet, som man sætter et billede foran linsen på en lysbilledprojektør: ”Jeg forestiller mig ligeså intenst en polsk, russisk, jødisk mor, der – det er meget klichefyldt – sidder indskrumpet foran det krøllede billede af sin eneste søn, som vi skød, slog, gassede, og hvis hoved, vi knaldede imod en husmor, som der er skik og brug, når man ”atter må sætte gang i kulturen”, som du (Hans Frank) engang så smukt har beskrevet som formålet med jeres krig.

 

Det nødvendige opgør

Youtube: Interview med Niklas Frank. Der ligger en del interview med Niklas Frank på Youtube. De er værd at se. Blandt også et interview, hvor han kommer i diskussion med Stalins barnebarn, som til gengæld forsvarer Stalin, som i barnebarnets øjne kun handlede i nationens interesse og som del af et kollektiv. Eller se interviewet med en eftersøgt krigsforbryder, som intet fortryder.

Niklas Frank er krystalklar om sit standpunkt og syn på Hans Frank fra bogens åbning. Men ikke alle tager afstand. Niklas Frank fortæller, hvordan han som ung tomlede rundt i Tyskland, og den imødekommenhed og kammerateri han mødte, når han fortalte at hans far var Hans Frank. Kun en enkelt gang standsede en bilist og smed ham ud af bilen. I interview fortæller Niklas Frank, at hans ene søster gjorde selvmord på faderens dødsdag, da hun nåede samme alder som sin far.Hans søskende forsvarede deres far.

Niklas Frank takker for henrettelsen, som sparrede ham for et liv i fordærv, hvor Hans Frank kunne forgifte sin søns hjerne med vås … ”på samme måde som det stiltiende flertal i min generation, der ikke var så heldige, at deres fædre blev hængt. Niklas Frank synes det er synd for de millioner af børn, hvis fædre fyldte dem med det samme sludder, som var fuld af list og fejhed, blodtørst og umenneskelighed.

Niklas Frank synes dybest set, at historien om hans far er vigtig at få fortalt og modgået – og derfor trækker Niklas Frank ”ud af gryden dernede i Helvede, hvor jeg forestiller mig du har siddet siden min barndom: for evigt simrer du i dine ofres boblende blod, dit kød hænger i laser, og med knækket nakke sidder dit hoved løst på dine skuldre og gynger.

Niklas Frank går breve, dagbøger og dokumenter om hans far igennem fra fødsel til død. Og påpeger undervejs, hvor Hans Frank kunne have handlet anderledes, valgt en anden vej, blevet et bedre menneske – men ikke gjorde det. Det er nådesløst og brutalt, og Niklas Frank vedkender sig at være både anklager, dommer og bøddel.

Og Niklas Frank reflekterer, at næsten alle han taler med om sin far, har en sygelig trang til at forsvare Hans Frank. De taler om faderens kærlighed, som ikke blev brændt i ovnen med jøderne, og de omtaler lige bombningen af Dresden og at ”Du forstår det ikke, for du levede ikke i den tid”. Men Niklas Frank argumenterer igen og siger, at han lever i en lignende tid med ghettoer for asylansøger, gæstearbejdere ”og med hensyn til gassen er vi allerede kommet til bogstavet ”C”” – og derfor trækker han sin far ud af intetheden.

Forsvandt nazismen og er der tilgivelse?

Niklas Frank skabte med sin bog opmærksomhed og diskussion i Tyskland. På tysk hedder bogen Der Vater. Eine Abrechnung og udkom på Berthelsman i München i 1987.

For er det rigtigt at tyskerne ikke har taget afstand nok til morderne og det nazistiske styre? Retsopgøret tog hånd op toppen af kransekagen, i hvert fald de, som ikke var flygtet eller havde gjort selvmord. I DDR var man hurtig til at skubbe det hele over til Vesttyskland, for der var ikke nazister i det kommunistiske land. Og i Vesttyskland organiserede man en afnazificeringsproces, som i løbet af få år havde vasket nazismen af CV’et for langt de fleste.

Men de 25 mand på anklagebænken i Nürnberg, og i retsopgør rundt om i Europa, slog jo ikke egenhændigt alle 6 millioner jøder ihjel og holdt millioner af andre som slaver. De dømte fik hjælp. Fra effektive politifolk, jernbanefunktionærer, virksomhedsledere, soldater, husmødre, fangevogtere, dommere og justister. Mange var med, og mange beholdt deres sympatier efter 1945. Kommunisme og afnazificering til trods.

Selv om tyskerne er kommet længere end mange andre nationer i samtalen om skyld er langt mere fortiet. Østpreusserne flygtede mod vest da russerne kom, men hvordan havde de selv opført sig i årene før mod polakkerne og jøderne? Mange fortæller, at de intet viste. Men sagen er måske, at de intet foretog sig, så den anden vej, mens de nidkært og pligtopfyldende gjorde deres del.

Der er ingen tvivl om Niklas Franks hævntørst og drift til at få sin far hængt og atter hængt for hans forbrydelser. Forbrydelser så grove, at en kristen tanke om tilgivelse og syndsforladelse er stort set umulig. Er skylden alligevel så grov, at kristendommen accepterer en parentes i historien, hvor tilgivelse ikke kan eksistere? Skal de brænde og boble i gryden dernede i helvede til evig tid? Hvad gør det ved tilgivelsen og kristendommens fundament? Gør hensynet til ofrene en tilgivelse umulig? ”undskyld” rækker jo ikke.

Eller er Niklas Franks og tyskernes eneste mulighed for at ryste nazismen og kommunismen af sig at erkende og så tilgive? For uden tilgivelsen sidder de selv med og bobler i helvede til evig tid?

Der er i hvert fald fundamentale dilemmaer og diskussioner på spil. Alene derfor er bogen værd at læse.

En vigtig bog

Teksten er til tider næsten overvældende grotesk, som Niklas’ udmalede beskrivelse af, hvordan han onanerer til sin fars henrettelse. Det er med vilje grotesk, ækelt og ekshibitionistisk– for når man skal beskrive Hans Franks liv i lyset af hadet og lidelserne i lig bjergene – så kan det kun gøres grotesk.

Jeg ved ikke om det groteske fremmer forståelsen. Jeg har forståelse og sympati for Niklas Franks projekt, men skideballen over flere hundrede sider bliver også lidt lang. De stærkeste pointer findes i de første kapitler. Længere fremmei bogen, som er fortalt dels som drama, dels som kommenteret dokumentarisme, kan det være vanskeligt at holde overblikket over, hvad kilden og fortællingen er og hvem, der siger hvad. Og det tynder ud i pointerne.

Den første del af bogen rejser de dilemmaer og diskussioner, som findes i bogen. Den detaljerede gennemgang efterfølgende af Hans Franks liv og hans kones liv og hans elskerinder fangede i mindre grad.

Bogen er fint oversat af Camilla Engkjær Laursen. Dog blot en detalje - Niklas Frank var ofte på tommelfingeren som ung, og historierne om dem han mødte, har betydning i bogen. De første mange gange er det omtalt, som om Niklas Frank blafrede. Jeg har ikke læst den tyske version, men på dansk ”blaffer” man, og det er noget andet end at stå og ”blafre”. Det er en detalje. Der er ros til den lille opslagsliste bagerst i bogen, hvor nogle referencer og udtryk forklares. Eftersom som ingen har kalket æg siden 1950’erne kunne metoden måske forklares der.

Omslaget er sort med sort skrift. Jeg kunne have levet med en lidt grå skrift, for kun når lyset står rigtigt kan man næsten læse skriften. Selve bogen er heldigvis sort skrift på hvid baggrund.

Det er en vigtig bog at kende og tak til forlaget Silkefyret for udgivelsen.

HansFrankBogNiklas Frank
Faderen – Et opgør
Forlaget Silkefyret
2020

Husk til din Berlintur

Vælg de sider du skal huske til din tur
+

Valgt: Til Berlin rejsen

Vælg noget til turen

X

Item added to Favorites!

Berlin-guide på Facebook

facebookBerlin-guide er aktiv på Facebook. Følg med og få de senste tip og nyt om Berlin og berlin-guide.

Berlin-guide anmelder

Få nyhedsbrev fra Berlin-guide

Abonner på nyhedsbrevet fra berlin-guide.dk. Det er gratis og ca en gang i kvartalet


catchme refresh

En ide til rejsen?

Annonce

 

Annonce