Potsdamer Platz fra luften i 1920erne. Rundt med uret: Kl. 7: Leipziger Platz; kl 10: Potsdamer Bahnhof; Palasthotel lå overfor Weinhaus Rheingold (kl. 2). Cafe Josty lå ud mod Potsdamer Platz og var nabo til Weinhaus Rheingold. Man kan lige se baldakinerne ud mod pladsen (kl. 1).
1920'erne var en vild periode i Berlin, og man støder ofte på navne som Esplande, Josty, Romaniches, Eldorado. Velkommen til en lille introduktion til dansesteder, balsale, kneiper og variterer fra tiden før 2. verdenskrig. Mange af de gamle navne lever videre i dag. Nogle få steder ovenikøbet i de samme gamle lokaler. Resten må man tænke sig til.
Hotel Esplanade
Grand Hotel Esplanade på Potsdamer Platz hørte til en af de mest berømte hoteller i Berlin i 1920'erne. Det blev ramt af bomber under krigen og stod vingeskudt hen under den kolde krig. I 1988 åbnede et nyt Hotel Esplanade på Lützowufer, men rester af det gamle findes stadig. Nu integreret i Sony Center - det gamle og det ny Berlin i skøn forening. Hotel Esplanade blev bygget i 1907-08 i Belle Epoque stilen. Hotellet var indrettet i braok stil og havde flere pragtfulde sale. Blandt andet Kaisersaal, hvor Kaiser Wilhelm II holdt eksklusive herreaftener. En særlig attraktion var den 1600 m2 store have i midten af hotellet.
Det var et hotel, der trak stjernerne til. Her har Charlie Chaplin, Greta Garbo og Billy Wilder boet i de glade da Barnabas von Geczy var husorkester på Hotel Esplanade. Hør lydklippet "Puszta Fox" med Barnabas von Geczy i den lille film. Barnabas Von Geczy var violinist og en af de mest berømte orkesterledere i Tyskland i 1920erne og 1930erne. Et af de største hit var netop "Puszta Fox", som blev solgt i over 10 mio eksemplarer.
Før attentatet på Hitler den 20. juli 1944 mødtes de sammensvorne på Hotel Esplanade. Men i vinteren 44/45 var det slut med i hotellet i en bomberegn. Kun en lille del stod uskadt tilbage: Kaisersaal, morgenmadssalen, trappehuset og vaskerummene. I 1950'erne brugte man stedet, midt i alle ruindyngerne, som restaurant og danselokaler. I 1961 stod muren lige ved siden af og huset blev brugt som filmkulisse for Cabaret med Liza Minelli og Der Himmel über Berlin af Wim Wenders.
Ved murens fald blev huset erklæret fredet. Derfor kunne det ikke bare rives ned, da Sony Center og det ny Potsdamer Platz skulle bygges. Istedet blev man enige om at flytte Kaisersaal 75 meter og bygge det ind i centeret. Det blev flyttet på luftpuder for 75 millioner mark. 1 million per meter. I dag kan du finde det som en del af Café Josty. Det samme gælder morgenmadssalen fra Hotel Esplanade.
Cafe Josty
Cafe Josty selv er ny, men før krigen var der en anden Cafe Josty på Potsdamer Platz, som var indbegrebet af de brølende tyvere. Det var på Cafe Josty du kunne møde Heinrich Heine eller Brøderne Grim. Det åbnede i 1880 på Potsdamer platz efter at have andre placeringer i Berlin. Var du forbi 1880 kunne du nok også rende ind i Georg Brandes, som havde sin gang i Berlin på den tid. Her har de siddet og drukket kaffe, spist kager og talt litteratur. Den gamle Cafe Josty lukkede i 1930.
Gå lidt amok i mere musik fra Barnabas Von Geczy:
Romanisches Cafe
Romanisches Cafe var et navnkundigt værtshus mellem Tauentzien- og Budapester Straße. Der hvor Europahaus med Mercedes stjernen ligger i dag. Den åbnede første i et hjørne af konditoriet på hotel Kaiserhof, men i 1916 fik den sine egne lokaler. Kunderne kom fra det nys lukkede Cafe des Westens og bestod af intellektuelle og kunstere af en hver art.Den fik øgenavnet Rachmonisches Café. Nazisterne brød sig ikke om stedet og uroen omkring cafeen op gemmen tyverne betød at stedet mistede sin betydning som kunstnercafe. I 1970'erne havde Europa-Center en Romanisches Cafe på samme sted og - og nu er der en ny Romanisches Cafe på Hotel Waldorf Astoria.
Cafe Kranzler
Cafe Kranzler lå oprindeligt på Unter den Linden 25 på hjørnet ved Friedrichstrasse, der hvor hotel Grand Westin ligger idag. Den åbnede i 1834 og var en af byens fineste cafeer. Den åbnede en afdeling på Kurfürstendam i 1932 (Se nedenfor). Cafe Kranzler genopstod efter krigen på Kurfürstendam indtil 2000, hvor det lukkede for at genopstå som sin egen turistattraktion på toppen af "Neues Kranzler Eck".
Café des Westens
Cafe des Westens lå på Kurfürstendam 18-19 fra 1898 til 1915 og var et berømt mødested for kunstnere ved forrige århundredes begyndelse: Max Lieberman, Walter Kollo, Max Reinhardt, Paul Lincke, Richard Strauss. Det blev også kaldt for Café Größenwahn. Den lukkede i 1915 og genåbnede fra 1920 til 1922 som Kabarett Größenwahn. I 1932 åbende den endnu engang - dennegang som Cafe Kranzler. Men det hele forsvandt i bomberiet under krigen. Cafe Kranzler åbnede her i stedet. Hvis dine medrejsende kan huske navnet Café des Westens er det måske fordi, der i 1970erne og 1980erne lå en anden Café des Westens på Kurfürstendam.
Paris Bar
Paris Bar er ikke så gammel som de øvrige, Baren i Kantstraße 152 er grundlagt i 1950 og har været stambord for mange tyske musikere og kunstnere. Historien går, at Madonna en gang kom uanmeldt forbi og satte sig ved et ledigt bord. Tjeneren sagde, at bordet var reserveret til Gina Lollobrigida. Amerikaneren svarede "Who the fuck is Gina Lollobrigida?". I forbindelse med filmfestivalen har Jack Nicholson og Robert de Niro spist her.
Eldorado
Eldorado er spansk for "Den Gyldne". Før 2. verdenskrig var der mindst fem værtshuse i Berlin, der kaldte sig El Dorado. Her af var et par stykker kendte som samlingssteder for transvestitter. Herunder Eldorado på hjørnet af Motz og Kalckreuthstrasse i Schøneberg. I dag ligger her et supermarked i de gamle lokaler. Stedet er udødeliggjort af Christoffer Isherwood, som skrev Mr. Norris steigt um og Leb wohl, Berlin som udspiller sig i Eldorado. Ernst Fritsch og Otto Dix har malet billeder herfra.En berømt schlager fra tiden Am Sonntag will mein Süßer mit mir segeln geh'n blev et hit - blandet andet med Weintraubs Syncopators.
Original version | Eldorado version |
Träumend an der Schreibmaschin' saß die kleine Josephine, die Sehnsucht des Herzens die führte die Hand. Der Chef kam und las es und staunte, da stand: Refrain: Am Sonntag will mein Süßer mit mir Segeln gehn Sofern die Winde wehn, das wär doch wunderschön Am Sonntag will mein Süßer mal mein Seemann sein Mit mir im Sonnenschein so ganz allein. […]“ |
„In der Eldorado-Bar Saß ein Herr mit blondem Haar. Ein Fräulein sprach: 'Sind sie am Sonntag allein?' Da lachte der Blonde und sagte: 'Huch, nein!' Refrain: Am Sonntag will mein Süßer mit mir Segeln gehn Sofern die Winde wehn, das wär doch wunderschön Am Sonntag will mein Süßer mal mein Seemann sein Mit mir im Sonnenschein so ganz allein. […]“ |
Den første bøsseradiokanal i Tyskland kaldte sig selv Eldorado. Nazisterne lukkede stedet i 1933. I Lutherstraße 31/32 lå en anden Eldorado, som også havde transvistitshows på programmet. Det var super hot og moderne at være på Eldorado. Her kunne man løbe på Marlene Dietrich med ægtemanden Rudolf Sieber og refrainsangeren Claire Waldoff samt Wolfgang Cordan og Anita Berber (danser og skuespiller 1899-1928).
Ballhaus Berlin
er bygget som dansehal i 1905 og har stadig 44 bordtelefoner fra 1930'erne installeret. I 1920'erne var Chaussestrasse en "Vergnügungsmeile" - et fornøjelsesstrøg - med mange dansehaller. I Chaussestrasse 102 lå først "Zum Alten Baden" med Schwantkes Festsäle, der senere blev til Chaussee-Palast. Det er det der nu heder Ballhaus Berlin og det er den eneste dansehal, der er tilbage i gaden. Den store to-etagers balsal lå i baghuset og overlevede nogenlunde krigen, og fra begyndelsen af 1950'erne kunne man igen svinge træbenet her. Ballhaus Berlin, Chausseestr. 102, Tel. 030-2827575, .
Clärchens Ballhaus
Clärchsens Ballhaus - også kendt som Bärchens Knallhaus - i Auguststrasse har stadig et skønt dansested. Det har sin egen historie, som du kan finde her.
Femina-palast/Tauentzien Palast
Hotel Ellington i Nürnberger Strasse er en arkitektonisk perle fra 1920'erne. Bygget i tidens moderne "Neue Sachlichheitstil" af arkitekterne Richard Bielenberg og Josef Moser. Bygningen hed "Haus Nürnberg" Bygningen står stadig og er et besøg værd både ude og inde.Bygningen blev åbnet med en Cabaret den 1. oktober 1929: "På vej gennem marmor vestibulen kommer du til mændenes bar, hvorfra sangerne kan høres. Fra garderoben, der har plads til tøj for 2.000 gæster, er der en 16 personers elevator, der kører gæsterne direkte til dansesalen. Her står 20 kvindelige tjenere parat mens de bedste orkestre spiller.
Over for baren er den store dansesal i 2 etagers højde. Der er telefoner på bordene og en brevkasse, hvorfra unge uniformerede kvinder bringer breve rundt. Dansegulvet kan hæves helt eller delvist med en halv meter så alle kan se showet. Underholdningen består af dansere, slangemennesker og balletdansere - med shows både om eftermiddagen og om aftenen. Verdensklasse bands.Flot lysshow. Mad og drikke i alle prisklasser". Taget var et hydraulisk glastag, som kunne skydes tilbage så man kunne danse i sommernatten. I stueetagen lå baren "Crand Cafe", som senere blev til "Texas Bar"
Det var her giganterne spillede i festsalen Femina-Palast, der som den eneste del af bygningen forsvandt i krigens bomber. Giganterne var blandt andet amerikanske jazz musikere som fx Duke Ellington, Louis Armstrong og Ella Fitzgerald. I 1950'erne lå klubben"Badewanne" her, hvor Lionel Hampton, Count Basie og Dizzie Gillespie optrådte. Og fra 1978 til murens fald lå diskoteket "Dschungel" her og var lige så legendarisk, for rocklegender som David Bowie, Nick Cave, Frank Zappa, Mick Jagger, Boy George, Prince eller Lou Reed har fyret den af her. I 2007 åbnede det nyrestaurerede luksushotel Ellington her og bor du her får du stadig lidt af fordums glans med. Hotellet havde engang en Paternoster (en elevator ligesom i Folketinget eller på Axelborg), men den blev sløjfet af sikkerhedsgrunde.
Hotel Ellington, Nürnberger Str. 50-55, Tel. 030-683150, www.ellington-hotel.com
De store variteer
Variteetheateret kom til Berlin i slutningen af 1800-tallet og havde sin storhedstid frem til ca. 1930. Varite kommer af varieret og en forestilling er et kludetæppe af refrainsangere, ballet, stærke mænd, piger der danser. Få en lille oversigt over nutidens scener her.
- Scala Fra 1920 til 1944 var Scala en af de helt store varitescener i Tyskland. Scala lå i Martin-Luther-Straße 12/14 på højrnet til Fuggerstraße. Blev bombet væk 23. november 1943.
- Wintergarten Fra 1887 til 1944 var Wintergarten en traditionsrig varitescene lige ved Bahnhof Friedrichstrasse. Variteen en del af "de brølende tyvere" og her optrådte Claire Waldoff og Otto Reutter.Den blev bombet væk de 21. juni 1944. Wintergarten har igen kørt i Berlin siden 1992.
- Plaza Fra 1929 til 1944 var Plaza en af de største variteer i Berlin med 3.000 tilskuerpladser og adskildte sig ved at være billigere end de andre variteer og henvendte sig direkte til arbejderklassen. Variteen lå ved siden af Franz-Mehring-Platz.
- I Friedrichstrasse ligger det store teater Friedrichsstadtpalast, som har sin egen historie på berlin-guide.dk. Læs videre her - samt om Theater des Westens (hvor Josephine Baker hoppede kun iført bananskørt i 1925 (Hun kom også til København i 1928)) og Admiralspalast.
- Scheinbar blev grundlagt i 1984 og køre stadig som den Scheinbar kleinstes Variete Deutchland.
- Chamäleon findes i Hof 1 i Häckeches Höfe og her har været restaurant mm. siden Die Hackeschen Höfe blev åbnet i 1906: CHAMĀLEON Musik Theater Varieté har eksisteret siden 2004.
- Andre heddengange er Theatre Variete, Walhalla og American-Theater
cafe Acteck? - er gamle tissehuse der står rundt om i byen. Dekorative og nødvendige - men ikke rigtige cafeer. Læs mere på toiletguiden: De gule sider.